Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/05/2018 - 15:16

Politibetjent tiltales for at lyve i tre færdselssager

En betjent er tiltalt for at have løjet for at få tiltalte uskyldigt dømt for hash- eller spirituskørsel.

Af: /ritzau/

Statsadvokaten i København rejser tiltale mod en politibetjent for i tre færdselssager at have afgivet urigtige oplysninger.

Det oplyser statsadvokaten på Twitter.

Betjenten skal i alle tre sager have skrevet falske oplysninger i politirapporten.

Han har ligeledes i alle tre sager afgivet falske oplysninger i de efterfølgende retssager med henblik på at få tiltalte uskyldigt dømt for hash- og spirituskørsel, lyder det i anklageskriftet.

En af sagerne stammer fra 2011, mens de to andre fandt sted i 2015.

På grund af navneforbud vil statsadvokat Lise-Lotte Nilas ikke oplyse betjentens præcise alder, men det drejer sig ifølge hende om en mand i 50'erne.

Hun vil heller ikke oplyse, hvilken politikreds den pågældende betjent har været ansat i.

Statsadvokaten mener, at det er en alvorlig sag, når det drejer sig om en betjent, der afgiver urigtige oplysninger.

- Vi skal jo kunne stole på vores betjente, siger hun.

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår retssagen mod betjenten skal afvikles.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek