Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/12/2022 - 08:00

Tinka-stjerne: Det er fedt at kunne spille lidt mere moden

14-årige Rosita Nellie Holse Gjurup har været en del af Tinka siden 2017 i rollen som Astrid. - Når hun er blevet mere moden, er jeg også blevet mere moden.

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Hun er vokset op foran kameraet, og står det til Rosita Nellie Holse Gjurup, må hendes fremtid også gerne udfolde sig her.

- Jeg kan mærke, jeg får mere lyst til skuespil, jo ældre jeg bliver, siger den 14-årige skuespiller, der lige nu kan opleves i TV 2's julekalender, "Tinka og sjælens spejl".

Her spiller hun den juleglade lillesøster Astrid. En karakter, som Rosita Nellie Holse Gjurup har fulgtes ad med siden den første fortælling fra Tinka-universet, der blev sendt i december 2017.

- Så når hun er blevet mere moden, er jeg også blevet mere moden. Det har været rigtig sjovt, og det har passet perfekt. Det er fedt for mig at kunne spille lidt mere moden, fortæller hun.

Og den udvikling må gerne fortsætte, understreger den unge stjerne.

- Jeg gad godt at få en hovedrolle. Nu har jeg spillet en birolle i "Tinka", hvor jeg har været lidt i baggrunden, så jeg gad godt selv prøve at være i fokus.

Samtidig har det unge talent heller ikke travlt. Der skal nemlig også være tid til at være en helt almindelig 8. klasses elev.

- Jeg vil gerne fokusere rigtig meget på mine venner. Men hvis der kommer noget arbejde, og jeg synes, det lyder fedt, vil jeg aldrig afvise det, siger Rosita Nellie Holse Gjurup og fortsætter:

- Jeg gider ikke det der med skuffelse, hvis man ikke får en rolle. Men jeg vil også gerne kæmpe for den, hvis det er noget, jeg rigtig gerne vil.

Dog ved hun, at hun ikke har lyst til teater.

- Man kan tage scenen om på et filmset. Men med teater er det nu og her, og folk sidder og kigger på, og så er det bare nu, man skal gøre det perfekt. Det er et rimeligt stort pres, siger hun.

Det pres mærker hun ikke på samme måde foran et kamera.

- Jeg føler mig tryg der, hvor jeg er med "Tinka", fordi det er min anden familie, og jeg er vokset op med dem, og man kan tage scenen om igen.

"Tinka og sjælens spejl" er den tredje i rækken af Tinka-serien. Den kan ses hver dag frem til den 24. december på TV 2 og TV 2 Play.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek