Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/01/2024 - 10:00

Lad overgangsalderen ruske op i parforholdet

Tryk ikke på pytknappen, når overgangsalderen sætter kærligheden på prøve. Den intense livsfase kan nemlig bringe jer tættere sammen som par.

Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Drop undergangstankerne om overgangsalderen, og brug den til at sparke nyt liv i dit parforhold.

Sådan lyder opfordringen fra Pia Torp, der er psykoterapeut med speciale i emotionsfokuseret parterapi.

- Det kan være en fantastisk chance for et par for at lære at tale om nogle nye ting. Det kan være en åbner, siger hun.

Med overgangsalderen kan du som kvinde føle dig kastet ud i en rutsjebanetur af følelser og fysisk ubehag.

Intensiteten kan både sætte gang i en masse eksistentielle overvejelser og få ulmende problematikker til at flamme op i parforholdet.

Og det kan tvinge jer til at forholde jer til hinanden og måske tage emner op, som I aldrig har talt om før.

- Der kan virkelig hobe sig nogle frustrationer op. Så pak pytknappen væk. Hvis vi siger "pyt", møder vi ikke hinanden, og vi lytter ikke til, hvad den anden siger, siger Pia Torp.

Føler I jer helt på bar bund, kan det hjælpe, at I sammen søger information om, hvad det egentlig er, der foregår i årene op til den sidste menstruation.

Det siger Lotte Hvas, der er speciallæge, forsker og forfatter til "Bogen om overgangsalderen".

- Jeg oplever mænd, der spørger mig til råds, og så foreslår jeg dem, at de kan give deres kone min bog. Det har de ikke lyst til, fordi de siger, hun vil opleve det som en kæmpe fornærmelse. Men det er godt at få noget oplysning sammen og læse noget sammen, siger hun.

Ifølge Lotte Hvas' forskning har mænd ofte en hel del flere fordomme, når det gælder overgangsalderen, end kvinder har. Og dem kan I også rydde ud i ved at søge viden sammen, siger hun.

På den måde undgår I også, at kvindens følelser og oplevelser bliver negligeret eller lavet sjov med, fordi "du jo bare er i overgangsalderen", fastslår Pia Torp.

- Vi kan have en tendens til at joke lidt med det. Men på den måde bliver kvinden en smule marginaliseret og sendt ud på et sidespor, og så får vi ikke taget krisen alvorligt, siger hun.

Når I tager hul på snakken, er det samtidig relevant at få med, at mænd også bliver ældre og kan have deres at slås med. De mister også hormoner med alderen - dog ikke så pludseligt som kvinder, fortæller Lotte Hvas.

- Manden fungerer heller ikke seksuelt, som han gjorde, da han var 20 år. Men seksualitet er både hos mænd og kvinder så meget mere end samleje, udløsning og orgasme. Det handler også om nærvær og lyst, siger hun.

Samme pointe kommer fra Pia Torp. Det er hendes erfaring, at par ofte oplever, at sexlysten forandrer sig under overgangsalderen og bliver til en anden form for kærlig intimitet.

- Det handler om at vende krisen til noget, I kan være sammen om. Accepter, at det er en livsfase, og at det kan vende igen, siger hun.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek