Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/08/2023 - 08:00

Sådan får du dit barn til at glæde sig til madpakken

Det handler om at finde den rette balance mellem det mættende og det søde, når du kreerer frokosten, dit barn skal have med.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

For at undgå at dit barn går sukkerkold i skolegården, skal du først og fremmest give hende medbestemmelse over, hvad der ryger ned i madkassen.

Det siger Heidi Isager, der er vanecoach hos Madroinstituttet og forfatter til bogen "Madpakker med madro".

- Når børnene får indflydelse, har de lyst til at spise det, de får med, siger hun.

Dermed ikke være sagt, at menuen fremover skal stå på mælkesnitter og chokoladepålæg.

- De skal tages med på råd, men det betyder ikke, at der er fuldstændig frit valg. Som forælder kan du sige: Vil du have pitabrød, rugbrød eller toastbrød med?, lyder det fra Heidi Isager.

Det gælder om at lade barnet beslutte udgangspunktet for madpakken, mens du som forælder tager dig af resten.

Falder valget for eksempel på toastbrød, kan du sørge for at købe noget groft af slagsen. Eller står den på pastasalat, så lad barnet vælge de tre grøntsager, der skal i.

Derudover er det ifølge Heidi Isager vigtigt at gøre den medbragte frokost nem at overskue. Det vil sige, at den skal bestå af få elementer, og at de skal pakkes ind på en måde, som gør, at barnet kan se, hvad der er hvad.

Vælg én ting, som udgør den mættende del af madpakken, og tilføj så noget sødt.

- Vi vil gerne lære børn, at sødt er mange ting. Det kan være vindruer, gulerodspandekager eller en figenstang. Noget, som er snackagtigt, og som de nemt kan tage i hånden og rende af sted med, siger hun.

Som den mættende del skal du endelig ikke afskrive en god gammeldags rugbrødsmad. Det siger Jon Fuglsang, der er lektor på Ernærings- og Sundhedsuddannelsen ved Københavns Professionshøjskole

- Har man en madkultur, hvor man spiser rugbrød, er det et godt sted at starte. Det er nemt, billigt, og der er en kæmpe ernæringsmæssig fordel ved at spise det, siger han.

Varier gerne pålægget, så barnet får andet end spegepølse og leverpostej. Det kan være hummus, æg eller fiskefrikadeller, som ryger ind i klapsammenmaden i stedet. Pålægschokolade er heller ikke ulovligt.

- Der er ikke noget galt i at spise pålægschokolade, men det stiller krav til den øvrige del af madpakken, understreger Jon Fuglsang.

Ligesom Heidi Isager anbefaler han, at barnet får nogle snacks med i tasken, der er nemme at gå til. Det kan være gnavegrønt, dadelkugler eller nødder, som også fungerer godt som små mellemmåltider i løbet af dagen.

Når hverdagen kører, forstår Jon Fuglsang dog godt, at madpakken kan føles som en overvældende opgave.

- Det er svært. For man vil gerne både give ens børn noget med, de godt kan lide, og sørge for, at de spiser sundt. Og man kommer nok aldrig helt til at gøre det godt nok, siger han.

Samme oplevelse har Heidi Isager. Hun mener, at forældre i dag stiller alt for høje krav til sig selv, når det gælder børnenes medbragte frokost.

- Sænk paraderne, og lyt til dit barn, så bliver der succes med madpakken, siger hun.

/ritzau fokus/

Kiel, 22/10/2024 - 16:12

Kongen tog første spadestik til nyt museum ved Dannevirke

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kongeparret afslutter tirsdag det første officielle besøg i Tyskland med besøg hos det danske mindretal.

Kong Frederik har tirsdag eftermiddag taget det første spadestik til et nyt museum ved det historiske voldanlæg Dannevirke i Slesvig-Holsten.

Mange tilhørere havde taget opstilling med dannebrogsflag for at følge besøget af det danske kongepar, der tirsdag afslutter det første officielle besøg i nabolandet mod syd.

Dannevirke består af volde, mure og vådområder, der forløber cirka 30 kilometer tværs over den gamle danske landsdel Sydslesvig.

Det betegnes som Nordens største forsvarsværk og har siden 2018 haft status som Unesco-verdensarv.

Anlægget blev skabt og udbygget i årene fra 500 til 1200 for at sikre rigets grænser mod syd.

Så sent som i krigen i 1864 fungerede Dannevirke som forsvarsværk, efter at det i 1850 var blevet befæstet med skanser og kanonpladser.

Museet skal efter planen stå klart i midten af 2026.

Sydslesvigsk Forening, der er det danske mindretals kulturelle organisation, står for at bygge museet.

Senere tirsdag eftermiddag mødes kongeparret netop med repræsentanter for det danske mindretal.

Det sker i Flensborghus, der er centrum for det danske foreningsliv i Nordtyskland.

Det danske mindretal omfatter cirka 50.000 personer i Nordtyskland, som både taler dansk og tysk.

Mindretallet modtager et årligt tilskud fra den danske stat på cirka 500 millioner kroner til drift af skoler, børnehaver og andre institutioner.

Kongeparrets første officielle besøg i Tyskland blev indledt mandag med besøg hos den tyske forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier.

Senere mandag deltog kongeparret i fejringen af 25-års-jubilæet for det fællesnordiske ambassadekompleks i Berlin.

Her deler den danske ambassade adresse med ambassaderne fra Sverige, Norge, Finland og Island.

Ved fejringen deltog også Sveriges kronprinsesse Victoria og prins Daniel, Norges kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit samt præsidenterne fra henholdsvis Finland og Island.

/ritzau/

Læs Mere >>

Kiel, 22/10/2024 - 14:43

Kongen tager det første spadestik til nyt museum ved Dannevirke

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kongeparret afslutter tirsdag det første officielle besøg i Tyskland med besøg hos det danske mindretal.

Kong Frederik og dronning Mary er tirsdag eftermiddag ankommet til Slesvig-Holsten.

Her besøger kongeparret blandt andet det historiske voldanlæg Dannevirke, hvor kongen tager første spadestik til et nyt museum.

Dannevirke består af volde, mure og vådområder, der forløber cirka 30 kilometer tværs over den gamle danske landsdel Sydslesvig.

Det betegnes som Nordens største forsvarsværk og har siden 2018 haft status som Unesco-verdensarv.

Anlægget blev skabt og udbygget i årene fra 500 til 1200 for at sikre rigets grænser mod syd.

Så sent som i krigen i 1864 fungerede Dannevirke som forsvarsværk, efter at det i 1850 var blevet befæstet med skanser og kanonpladser.

Sydslesvigsk Forening, der er det danske mindretals kulturelle organisation, står for at bygge museet.

Senere tirsdag eftermiddag mødes kongeparret netop med repræsentanter for det danske mindretal.

Det sker i Flensborghus, der er centrum for det danske foreningsliv i Nordtyskland.

Det danske mindretal omfatter cirka 50.000 personer i Nordtyskland, som både taler dansk og tysk.

Mindretallet modtager et årligt tilskud fra den danske stat på cirka 500 millioner kroner til drift af skoler, børnehaver og andre institutioner.

Kongeparrets første officielle besøg i Tyskland blev indledt mandag med besøg hos den tyske forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier.

Senere mandag deltog kongeparret i fejringen af 25-års-jubilæet for det fællesnordiske ambassadekompleks i Berlin.

Her deler den danske ambassade adresse med ambassaderne fra Sverige, Norge, Finland og Island.

Ved fejringen deltog også Sveriges kronprinsesse Victoria og prins Daniel, Norges kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit samt præsidenterne fra henholdsvis Finland og Island.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 22/10/2024 - 10:00

FAKTA: Forældelse af gæld

* Gæld forældes som udgangspunkt efter tre år. Det kan blandt andet være en regning eller et gebyr, der ikke kan dokumenteres med din underskrift på.

* Men der er undtagelser. Gæld, der er skriftligt anerkendt med underskrift, såsom gældsbrev, pantebrev og forlig, forældes først efter ti år.

* Långiver kan ikke selv nulstille forældelsesperioden - heller ikke med en påmindelse om, at gælden skal betales.

* Hvis låntager anerkender gælden, får en dom eller et betalingspåkrav fra retten eller indbetaler et afdrag, vil det nulstille forældelsesperioden.

Kilder: Forbrugerrådet Tænk og raadtilpenge.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 22/10/2024 - 10:00

Overvej det nøje inden du låner penge ud til venner og familie

Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Det hænder, at venner og familiemedlemmer låner penge ud til hinanden. Men det ender ikke altid godt, og derfor bør man tage sine forholdsregler.

Det siges, at venskab og penge er som olie og vand - uforenelige.

Men der bliver lånt penge ud mellem venner og familiemedlemmer, men der er flere overvejelser, man bør gøre sig, inden man giver en økonomisk hjælpende hånd.

Det siger Ulrik Grønborg, som er familieadvokat hos Advokaterne Sankt Knuds Torv i Aarhus.

- Jeg vil råde til, at man overvejer det nøje, fordi penge mellem venner og familiemedlemmer i værste fald kan påvirke relationen, siger han.

- Man bør desuden tænke over, om låntager overhovedet har eller får mulighed for at tilbagebetale pengene. Måske skal man som långiver også gøre op med sig selv, om man kan undvære pengene, hvis ikke de bliver tilbagebetalt.

Hvis man vælger at tage chancen og låne penge ud, anbefaler Ulrik Grønborg at få skriftlig dokumentation for, at pengene er blevet udlånt.

Det kaldes et gældsbrev.

- I et gældsbrev skal man tage stilling til vilkårene - blandt andet om der skal være renter eller afdrag, siger han og tilføjer:

- Hvis man er bekymret for, om man får sine penge tilbage, skal man sørge for at indsætte en klausul i gældsbrevet om, at gælden kan inddrives gennem fogedretten. Ellers skal man normalt først i byretten, hvis der er en økonomisk tvist.

Den typiske formulering er, at "dette gældsbrev kan tjene som grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 5", siger familieadvokaten.

Også forbrugerøkonom i Nordea Ida Marie Moesby anbefaler et gældsbrev, der kan sætte gang i samtalen om tilbagebetaling af lånet.

- Gældsbrevet kan hjælpe med at huske, hvad der egentlig blev aftalt mellem parterne, siger hun.

Det er desuden relevant at være opmærksom på forældelse. Som udgangspunkt forældes gæld i Danmark efter tre år.

- Men et gældsbrev forældes efter ti år. Og den tiårige periode starter forfra, hver gang der betales et afdrag, eller låntager erkender gælden, siger Ulrik Grønborg.

- Derfor kan det give rigtig god mening at aftale betingelser for afdrag, når man låner penge ud.

En gæld kan blandt andet blive erkendt, hvis låntager har en dialog med långiver om tilbagebetaling.

Han understreger, at det ikke kun er långiver, som har gavn af et gældsbrev, da det også tjener et formål for den, som låner pengene:

- For det er dokumentation for, at der er tale om et lån, som skal tilbagebetales - og ikke en gave, der skal betales afgifter af.

Det er forbrugerøkonom Ida Marie Moesby enig i.

- Bankerne er forpligtede til at have et godt kendskab til deres kunder og overvåge kundeforhold og transaktioner for at holde øje med, at konti ikke bliver brugt til blandt andet hvidvask, siger hun.

En atypisk større pengeoverførsel kan se mistænkelig ud i bankens systemer. I sådan en situation vil låntager så kunne fremvise et gældsbrev som dokumentation for, at der er tale om et lån.

Hun vurderer derfor også, at et gældsbrev er en kontrakt, der er i både långivers og låntagers interesse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek