Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 19/09/2023 - 08:30

FAKTA: Disse bilmærker leaser vi

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Antal leasede biler efter mærke per 1. juli 2022. Tallene består både at privat- og erhvervsleasede biler.

1) Volkswagen: 28.599 biler.

2) Mercedes-Benz: 28.234 biler.

3) BMW: 21.250 biler.

4) Audi: 20.600 biler.

5) Toyota: 12.341 biler.

6) Peugeot: 11.544 biler.

7) Renault: 11.249 biler

8) Ford: 10.375 biler.

9) Volvo: 9.925 biler.

10) Skoda: 9.693 biler.

Kilde: Bilstatistik.dk.

/ritzau fokus/

Horsens, 28/11/2025 - 23:09

Youtuber vinder sidste omgang 'Vild med Dans'

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Jasmin Lind og Michael Olesen vinder finalen af 22. og sidste sæson af TV 2-programmet "Vild med Dans".

Youtuberen Jasmin Lind og den professionelle danser Michael Olesen satte fredag aften et flot punktum for TV 2's underholdningsprogram "Vild med Dans", da parret vandt det 22. og sidste finaleshow i showets 20 år lange historie.

Det skete i et fyldt og feststemt Forum Horsens fredag aften.

Parret dansede sig til tops og vandt finalen over tv-vært Camilla Ottesen og Vild med dans-veteranen Thomas Evers Poulsen, som kom på andenpladsen, og eventyrer Alfred Midé Erichsen og hans makker, Camilla Dalsgaard, på tredjepladsen.

Dommerne kastede masser af topkarakterer efter de tre par i aftenens løb, og derfor var det tv-seerne, der i sidste ende afgjorde den uigenkaldeligt sidste dansedyst.

- Jeg græder og griner på samme tid. Det har været så sjovt, og jeg er så stolt af os, Michael. Vi gjorde det!, jublede Jasmin Lind.

Michael Olesen var grådkvalt og kæmpede med ordene.

- Jeg håber bare, min far deroppe ser med. For det betyder bare så meget for ham.

Han sendte også en tak til publikum, inden jublen tog over.

- Fuck, det er fedt, skreg han pludselig i mikrofonen.

TV 2 havde inden premieren bedyret, at årets udgave af "Vild med dans" ville være den sidste.

Efter 20 år og 22 sæsoner lukker TV 2 programmet for at gøre plads til ny underholdning.

Afdansningsballet blev markeret fra første trin. Tidligere deltagere og professionelle dansere sagde tak for dansen. Blandt andre skuespilleren Albert Harson og den professionelle danser Jenna Bagge, som forelskede sig, efter de dansede sammen i programmets 17. sæson i 2020.

Finaleparrene var på gulvet to gange.

Først i den sidste ud af de ti klassiske konkurrencedanse inden for standard og latin, de havde tilbage. Den skulle være inspireret af en af dansene fra en af de foregående 21 sæsoner af programmet.

Michael Olesens allerførste dans i "Vild med dans" var en quickstep med Badehotellet-stjernen Anne Louise Hassing i programmets fjerde sæson i 2007, og det var netop også en quickstep, som han og Jasmin Lind fremførte i finalen.

For den indkasserede de topkarakterer fra dommerne.

- Du har haft en fænomenal sæson. Du har været en gave til det her program. Du har altid haft det største smil og den største danseglæde. Mere kan vi ikke bede om, lød det fra Sonny Fredie Pedersen.

Årets finale kulminerede traditionen tro i en freestyle, hvor alle dansedogmer om hæl og holdning var parkeret for en stund.

Jasmin Lind og Michael Olesens freestyle bestod blandt andet af gymnastik, pyroteknik og hiphop.

Den efterlod dommer Marianne Eihilt tom for ord.

- Du er simpelthen bare så dygtig, fik hun fremstammet til Jasmin Lind.

- Du kan bare det hele. Du er en sand mester.

Inden Jasmin Lind og Michael Olesen blev kåret som vindere af "Vild med dans" 2025, var der gensyn med sæsonens syv par.

Den tidligere fodboldspiller Peter Løvenkrands og partner Jenna Bagge var de første, der måtte forlade dansedysten, mens skuespiller Julie Rudbæk nåede hele vejen til semifinalen med Eugen Miu.

Han trådte til med en dags varsel midt i sæsonen, da Julie Rudbæks oprindelige partner, Morten Kjeldgaard, akut skulle opereres i øjet og måtte udgå. Men midt i Julie Rudbæk og Eugen Mius gensynsdans i finalen overraskede Morten Kjeldgaard pludselig på gulvet og fik stående ovationer fra publikum.

Der var også stående ovationer, da Jasmin Lind og Michael Olesen blev kåret som programmets sidste vindere.

Det er Michael Olesens anden sejr i "Vild med dans". Han vandt også dansedysten i 2017 med Kærlighed ved første hik-stjernen Sofie Lassen-Kahlke.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 28/11/2025 - 22:55

Influencer vinder sidste omgang 'Vild med Dans'

Jasmin Lind og Michael Olesen vinder finalen af 22. og sidste sæson af TV 2-programmet "Vild med Dans".

Influenceren Jasmin Lind og den professionelle danser Michael Olesen satte fredag aften et flot punktum for TV 2's underholdningsprogram "Vild med Dans", da parret vandt det 22. og sidste finaleshow i showets 20-årige historie.

I finalen, der blev afviklet i Forum Horsens, var de oppe imod parrene Camilla Ottesen/Thomas Evers Poulsen og Alfred Midé Erichsen/Camilla Dalsgaard, og der var tæt løb til det sidste.

Dommerne kastede masser af topkarakterer efter de tre par i aftenens løb, og derfor var det tv-seerne, der i sidste ende afgjorde den uigenkaldeligt sidste dansedyst.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 28/11/2025 - 08:00

FAKTA: Fjern vand fra dine fødevarer

* Når du bager appelsiner ved lav temperatur i lang tid, fjerner du vandet i dem. Den proces kaldes dehydrering.

* Dehydreret mad har en længere holdbarhed end ferske fødevarer. Når du fjerner vandindholdet, reduceres risikoen for vækst af bakterier og mug, som ellers ville fordærve maden. 

* Det meste frugt og grønt kan dehydreres, og langt de fleste vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer forbliver i maden. 

* Du kan spise dehydreret frugt og grønt som snack eller tilføje dem i for eksempel mysli og bagværk.

* Ud over at dehydrere din mad i ovnen kan du bruge en såkaldt dehydrator, der kan købes i de fleste elektronikbutikker. 

Kilde: madihjemmet.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 28/11/2025 - 08:00

Julepynt der dufter af hygge: Lav tørrede appelsiner

Hvert år bliver kassen med støvet julepynt udfordret af nye pyntetendenser. Tørrede appelsinskiver kan bidrage til den helt rette julestemning i dit hjem.

Appelsiner får en sødlig duft, når du bager dem. Og så pynter de på alt fra julebordet til adventskransen.

Det fortæller Diana Noe Klitgaard, der deler kreative tip på blandt andet Instagram under profilnavnet Kramogkrea.

- Når jeg laver dem, så dufter hele huset, og det minder mig om min egen barndom, siger hun.

Ifølge Diana Noe Klitgaard adskiller duften fra de hjemmelavede tørrede frugtskiver sig fra dem, man kan købe.

Og så er de supernemme og ikke mindst billige at lave selv hjemme i køkkenet.

Skær dine vaskede appelsiner ud i skiver på cirka fem millimeter, og placer dem på en bageplade med et stykke bagepapir.

Sæt skiverne i ovnen på 100 grader varmluft, og bag dem i cirka tre timer. Husk at vende dem et par gange undervejs.

Appelsinerne skal tørre helt ud, men de skal ikke tage farve, forklarer Diana Noe Klitgaard.

- Med tiden får de en lidt mørkere farve, så man behøver ikke at bage dem mørke i ovnen, siger hun.

Det er også oplagt at tørre appelsinerne, hvis de er blevet lidt bløde efter at have ligget for længe i frugtskålen.

Det siger Britta Surland, der er uddannet kok og leder af Arlas inspirationskøkken.

- Jeg bruger dem til alt muligt. Jeg synes, det ser rigtig fint ud at sætte et lille stykke gran og en tørret appelsinskive på, når man pakker gaver ind, siger Britta Surland.

Vil du lave en krans af de tørrede appelsiner, kan du med fordel lime skiverne fast på et stykke pap eller bruge ståltråd, som du former til en cirkel.

Hvis du blot limer appelsinskiverne sammen uden noget, de kan hæfte på, skal de have lov til at ligge i en uges tid inden.

- Det er simpelthen, fordi de krymper en lille smule. Og har man limet dem sammen, og de begynder at krympe, så kan limen godt løsne sig, siger Diana Noe Klitgaard.

Kanterne på appelsinerne kan også begynde at folde, efter de er kommet ud af ovnen.

Hvis du gerne vil have, at skiverne er helt flade, kan du lægge en bageplade oven på dem, lige så snart du har taget dem ud af ovnen, hvor de stadig er bløde, forklarer Diana Noe Klitgaard.

Det er ikke kun appelsiner, der kan pynte efter en tur i ovnen.

Grape, lime, citroner og blodappelsin giver et skønt samspil af farver både i dit hjem og i din favoritdrik.

- Hvis nu man synes, at det er dejligt at få en juledrink af en slags, så er de også rigtig flotte dernede, siger Britta Surland.

Bruger du citrusskiverne i en drink, skal de være usprøjtede eller økologiske.

De tørrede frugtskiver kan holde sig helt til næste år i en lufttæt glas- eller plastikbeholder.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek