Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/05/2024 - 07:00

Sank disse lette sommerlækkerier i skoven

Sæsonen for blandt andet ramsløg er skudt i gang, og det vrimler med dem i de danske skove.

Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Det er enormt tilfredsstillende at sætte sine egne hjemmeplukkede sager på spisebordet. Og tager du en tur i skoven, kan du nemt komme hjem med lækkert drys til aftensmaden eller spæde blade til salatskålen.

Lige nu skal du blandt andet gå efter duften af hvidløg, som fører dig til spirende ramsløg.

Det fortæller Peter Skov Kragh Halling, som er mangeårigt bestyrelsesmedlem af Danmarks Naturfredningsforening og i gang med naturvejlederuddannelsen på Skovskolen ved Københavns Universitet.

- Ramsløgene er friske og fantastiske at sanke lige nu, siger han.

- Så hvis man godt kan lide at lave sin egen pesto, så er det bare med at få lavet nogle glas, man kan gemme til hen over sommeren. For det er lige nu, de smager allerbedst. Senere på sæsonen bliver de seje og smager ikke så godt.

Pestoen laver du ved at blende ramsløgene med olie, ost og pinjekerner.

Vil du give den et mere nordisk twist, kan du skifte pinjekernerne ud med ristede solsikkekerner, lyder tippet fra kok Sander Blohm, som driver virksomheden Naturkok og specialiserer sig i friluftskogekunst.

Pestoen kan for eksempel bruges til en pastaret.

Du kan også bygge lidt videre på ramsløgspestoen og tage den i en anden retning:

- Hvis man giver pestoen lidt eddike og sukker, så den bliver lidt mere sur, så kan man med fordel putte den oven på et stykke rødt kød. Det smager utroligt godt. Så er vi næsten ovre i den sydamerikanske sauce, der hedder chimichurri, fortæller han.

Ramsløgets blomsterknopper kan man sylte. Og så er Sander Blohm glad for at lave fermenterede ramsløg.

- Det er også en måde at opbevare dem til senere. Det giver nogle meget stærke umaminoter - lidt ligesom fermenterede hvidløg, siger han.

Fermenteringen laver han ved at presse bladene sammen i en krukke. Vej dem af, og put så salt i, så det svarer til to procent af mængden. Det kan også være nødvendigt at tilføje lidt vand for at få bladene dækket af salt, bemærker Sander Blohm.

Sørg nu for, at der ikke kommer luft til. Så starter der en gæring. Der skal dog dagligt lukkes nogle gasser ud.

- Hvis man har låg på, kan man lige lette på det en gang om dagen, siger kokken.

På din skovtur i en løvskov kommer du med stor sandsynlighed forbi et bøgetræ. Og her er der også grund til at stoppe op.

- Bøgeblade, når de helt friske, smager fantastisk. Dem kan man plukke og bruge i en salat, fortæller Peter Skov Kragh Halling.

Det gælder dog om at slå til nu, for hvis du venter for længe, bliver det en noget anden oplevelse at sætte tænderne i.

- Lige når de er sprunget ud, er de fine, lidt syrlige og også lidt søde i smagen.

- Senere hen bliver de mere kedelige og seje, siger han.

I de åbne skovområder kan du plukke skovsyre til aftensmaden. De ligner små kløvere og har en klar syrlig smag, fortæller Peter Skov Kragh Halling.

- I stedet for at bruge persille eller andet, kan man bruge dem som et drys oven på belugabolognesen, siger han.

Naturkok Sander Blohm foreslår at udnytte skovsyrens citrusagtige syrlighed oven på et stykke dampet fisk.

Ellers er skovsyren god som pynt og små syrlige eksplosioner oven på desserter, siger han.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek