Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/02/2025 - 08:03

PRM / Festival fordoblet på et år: 23.000 besøgende sætter Gaming Week-rekord i Bella Center

Copenhagen Gaming Week havde urpremiere i januar 2024, og kun et år senere kan festivalen nu med rette kalde sig Danmarks hurtigst voksende event for gaming og bred spilkultur. Forventningen var op mod 20.000 besøgende, men drømmene blev overhalet af virkeligheden med hele 23.000 spilentusiaster i Bella Center Copenhagen fra den 13. til den 15. februar.

Rettigheder kontakt afsender

Af: Via Ritzau

Pressemeddelelse fra Bellagroup A/S

Samlet set blev der solgt over dobbelt så mange regulære festivalbilletter til Copenhagen Gaming Week i 2025 i forhold til 2024. Hertil kommer et stort antal udstillere, optrædende og akkrediterede brancheaktører fra ind- og udland, samt tusindvis af billetter uddelt til skoler og fritidsordninger gennem et særligt ansøgningsprogram.

”Det er intet mindre end fantastisk at se, hvordan Copenhagen Gaming Week er vokset på rekordtid uden at gå på kompromis med kvaliteten af indholdet for hverken gæster eller udstillere. Vi traf i år et aktivt valg om at gå fra ‘hands up’, hvor man blot sidder og hepper, mens andre gamer, til ‘hands on’, hvor besøgende kunne komme i spil og prøve så meget som muligt af selv, ” fortæller Andreas Bjerrum Larsen, Head of Copenhagen Gaming Week, og uddyber:

”Sammen med en bred sammenslutning af brancheaktører er vi lykkedes med at skabe en platform, der ikke blot engagerer besøgende, men også understøtter gaming, spil og sport som kultur, uddannelse og erhverv. Vi har oplevet et Bella Center fyldt med alle generationer – fra børn og unge til forældre og bedsteforældre, piger og drenge. Det bekræfter, at gaming er en fællesskabsbærende og inkluderende oplevelse.”

Den store efterspørgsel resulterede i, at festivalen måtte melde udsolgt ad flere omgange. Lørdagens billetter var revet væk allerede i januar, og tidligt fredag blev resten af festivalen meldt udsolgt.

Bella Center vibrerede af begejstring

Flere store begivenheder satte ekstra krydderi på festivalens sidste dage fra fredag aften og frem mod lørdagens afrunding:

  • Fredag aften blev Spilprisen 2025 uddelt i Bella Center i samarbejde med brancheorganisationen Games Denmark og spilmediet Arkaden, hvor knap 600 deltagere hyldede de mest bemærkelsesværdige danske spiludviklingspræstationer.

  • Kulturminister Jakob Engel-Schmidt åbnede lørdag officielt Danmarks nye Institut for Spiludvikling, NIMBI, som har fået regeringens opbakning til at styrke dansk spilkultur.

  • Laurids Foldager blev kåret som Danmarks bedste gamer i turneringen "W", der kulminerede i Power City med konfetti, stor jubel og tusindvis af tilskuere.

  • Samlerkortentusiaster oplevede et historisk øjeblik, da et sjældent 26 år gammelt Pokémon Base Set fra 1999 blev åbnet og afslørede hele tre Charizard-kort.

Derudover summede festivalen alle tre dage af aktiviteter lige fra gadesport, samlerkort og Superligastjerner til brætspil, indie-spiludviklere, kendte content creators, Youtube-stjerner og det meget besøgte streampo1nt, hvor gæster kunne følge med, mens anerkendte danske streamers spillede og talte publikum både online og i Bella Center igennem forskellige universer.

Store ambitioner for fremtiden

”Det har været en lang rejse at føre denne festival til virkelighed, afbrudt af en pandemi, men i samarbejde med Wonderful Copenhagen, Blackbox Media og vores mange partnere, samt opstartsstøtte fra Københavns Kommune har vi formået at skabe en platform med enormt potentiale. Vi ser kun dette vokse i fremtiden – ikke kun fysisk i Bella Center, men også med tråde til resten af landet, Norden og sågar verden,” siger Nicole Bellaiche, der som direktør for forretningsområdet Bella Presents har det øverste ansvar for Bellagroups egne eventformater som Copenhagen Gaming Week og Bogforum, og slutter:

”Allerede nu er vi i dialog med internationale brancheaktører og festivaler for at undersøge, hvordan vi kan styrke gaming- og spilkultur på tværs af grænser. Der er et kæmpe potentiale for gaming som kultur og eksporterhverv i Danmark. Nu har vi for alvor fået en platform, der kan understøtte det store potentiale og tage kampen op med vores nabolande, der historisk set har rykket hurtigere på dette område.”

Kontakt:

Kommunikationsdirektør Kaspar Mørk Arianto tlf.: 22155657 email: kaar@bellagroup.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release/14265586?publisherId=13559759&lang=da

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek