Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/03/2024 - 08:00

Badehotellets tyske superstjerne: Jeg snakker en lille smule dansk

Den 37-årige tyske skuespiller Anton Rubtsov har været en del af "Badehotellet" siden seriens syvende sæson i 2020.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

De forgangne fem års tid har den tyske skuespiller Anton Rubtsov taget turen til Danmark, hvor han har fået en fremtrædende rolle i seersuccesen "Badehotellet".

Og han er naturligvis også med i finalesæsonen, som netop nu stryger over skærmen og lukker dørene på "Badehotellet" efter mere end ti år og et tilsvarende antal sæsoner.

- Jeg er så glad for at være her. Jeg nyder det virkelig, virkelig meget. Jeg er meget beæret over at være med i serien - en international serie og en historisk serie, som betyder meget for mange danskere, lyder det på engelsk fra Anton Rubtsov, der er blevet fløjet ind fra Berlin, hvor han bor, til pressemødet i Danmark forud for premieren.

- Jeg var lidt nervøs inden i dag, fordi det er mit første pressemøde i Danmark - hvor cool er det ikke? Men alle er så venlige, høflige og imødekommende, og når jeg møder åbne mennesker, bliver jeg selv åben, så nervøsiteten var væk med det samme.

Anton Rubtsov entrerede "Badehotellets" syvende sæson i 2020 i rollen som den tyske løjtnant Uwe Kiessling, der som en del af værnemagten har besat Danmark og er udstationeret i det nordjyske område, hvor seriens badehotel ligger.

- Jeg prøver stadig at gøre det bedste, jeg kan, og gøre alt for at forberede mig. Men i de første afsnit var jeg lidt nervøs for det internationale, fordi jeg ikke forstod et eneste ord, de sagde på settet. Kun når instruktøren sagde: "Action!", vidste jeg, at jeg skulle i gang. Det var mit nøgleord, fortæller Anton Rubtsov.

- Så jeg var lidt stiv i det, men det var godt i rollen. Men nu har jeg lært, at være mere flydende, stille og rolig og mere afslappet, lyder det fra den 37-årige skuespiller.

Som sæsonerne har udviklet sig, har det vist sig, at Uwe Kiessling ikke sympatiserer med nazismen, men nødtvungent er blevet hvervet.

Han og hotellets bestyrerinde, Amanda - spillet af Amalie Dollerup - forelsker sig i hinanden og får kærlighedsbarnet Frida, der blev undfanget, inden krigen, som bragte dem sammen, skilte dem ad igen.

Anton Rubtsov er ikke så aktiv på de sociale medier, men han fornemmer, at mange seere virkelig hepper på Amanda og Uwe Kiessling.

- Alle på produktionen fortæller mig, at Amanda og Uwe er så skønne, og at mange danskere er forelsket i dem, siger Anton Rubtsov og smiler.

Det rører skuespilleren. Især set i lyset af Ruslands invasion af Ukraine.

For der er lignende skæbner i hans egen familie. Hans oldemor var en jødisk kvinde fra Ukraine. Hun flygtede til Tyskland og mødte hans oldefar. Selv er Anton Rubtsov født i Rusland af russiske forældre og opvokset der, indtil familien flyttede til Tyskland.

Om Uwe Kiessling, Amanda og lille Frida bliver genforenet, er et af finalesæsonens store spørgsmål. For nu må de mødes i smug.

Her kaster Anton Rubtsov sig ud i dansk - noget, han faktisk selv har ønsket - da han i rollen som Uwe Kiessling for første gang hilser på sin og Amandas lille datter, Frida, spillet af femårige Lara Azimi-Busekist.

- Replikkerne er meget søde, siger Anton Rubstov og gentager sin replik til lille Frida i rollen som hendes far:

- "Du er den sødeste pige, jeg nogensinde har mødt", siger Anton Rubstov på dansk.

- Jeg har øvet det meget og kan stadig huske det, fortsætter han på engelsk, inden han igen slår over i "Badehotellets" modersmål:

- Jeg snakker en lille smule dansk, siger Anton Rubtsov med et smil og vender igen tilbage på engelsk

- En fra produktionen sendte mig nogle lydfiler, og så prøvede jeg at lære replikkerne fonetisk, for det var umuligt for mig at udtale, da jeg læste dem.

Anton Rubtsov er blevet bedre og bedre til at udtale "Badehotellet". Og han blev nødt til at udtale det, da han under coronapandemien rejste frem og tilbage.

Her undrede personalet i Københavns Lufthavn sig over, hvorfor han skulle til Danmark for at arbejde, mens det meste af verden skulle holde sig for sig selv for at isolere smitterisikoen.

Men så blev han genkendt, da han fortalte, at han skulle til Risby-studierne i Albertslund for at optage "Badehotellet":

- Du er skurken!, lød det pludseligt. Og så blev han lukket ind.

- Det sker stadig ude i lufthavnen, fortæller Anton Rubtsov og griner.

- Måske er det anderledes i Tyskland, men min oplevelse er, at danskerne er så høflige. De ville aldrig stirre eller gå hen og sige noget, siger han og fortsætter:

- Men på et julemarked for nogle år siden kom der dog nogle hen og sagde: "Tusind tak for at give os en god oplevelse". Det rører mit hjerte, for det er sådan et rart kompliment, når nogle siger: "Tak for dit arbejde" og ikke bedømmer en og siger: "Det var godt". Eller: "Det var dårligt". De var bare taknemmelige.

Selv om rollen i "Badehotellet" er Anton Rubtsovs første store internationale, er det faktisk ikke første gang, at han arbejder i Danmark. Han havde en lille rolle i kortfilmen "Halvmand" fra 2016.

Og han tager gerne turen nordpå igen.

- Jeg ville helt bestemt være klar på en anden rolle, hvis der er brug for en tysk skuespiller eller en engelsktalende tysker. Jeg ville elske det, siger Anton Rubtsov.

- Jeg nyder at arbejde i Tyskland, men det er bare endnu en oplevelse til det at arbejde i udlandet og lave internationale ting. Det er altid sjovt at rejse andre steder hen og at møde nye mennesker.

"Badehotellet" kan ses på TV 2 og TV 2 Play hver søndag.

/ritzau/

New York City, 02/07/2025 - 04:32

Jury i Diddy-sag er enige om fire ud af fem anklagepunkter

Jane Rosenberg/Reuters

Rapper Sean "Diddy" Combs er tiltalt for blandt andet menneskehandel med henblik på prostitution.

Juryen i sagen mod rapperen Sean "Diddy" Combs er nået frem til en afgørelse i fire ud af fem anklagepunkter, men mangler fortsat at nå til enighed om det sidste punkt, der drejer sig om at bidrage til organiseret kriminalitet.

Det sagde den amerikanske distriktsdommer Arun Subramanian i retten tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed har juryen endnu ikke kunnet nå frem til en afgørelse i sagen, og drøftelserne fortsætter onsdag.

Ifølge anklageskriftet har Combs i en lang årrække misbrugt, truet og tvunget kvinder og andre omkring sig til at opfylde sine seksuelle lyster, beskytte sit omdømme og skjule sin adfærd.

Ifølge myndighederne tvang Sean Combs blandt andet kvinder til at have sex med mandlige sexarbejdere, mens de blev filmet.

Det skal være sket til fester, der er blevet omtalt som "freak offs".

Juryen, der består af 12 personer, er mere præcist nået til enighed vedrørende fire anklagepunkter om menneskehandel med henblik på prostitution og afpresning.

Det sidste punkt, som juryen altså ikke er blevet enige om, handler om organiseret kriminalitet. Anklagemyndigheden mener, at Combs' ansatte faciliterede hans misbrug ved at booke hotelværelser til "freak offs" og skaffe ulovlige stoffer til festerne.

55-årige Combs har nægtet sig skyldig i alle fem anklagepunkter. Hvis han dømmes for anklagepunktet om menneskehandel og afpresning, risikerer den tidligere milliardær livsvarigt fængsel.

To af Combs' tidligere kærester - heriblandt sangeren Casandra "Cassie" Ventura - har vidnet i sagen og fortalt, at han har udsat dem for både fysisk og seksuel vold.

Combs' forsvarere erkender, at rapperen til tider har været voldelig i sine parforhold, men at den seksuelle aktivitet, som anklagemyndigheden har beskrevet, var frivillig.

Foruden straffesagen er der også flere civile søgsmål mod rapperen fra kvinder og mænd, der anklager ham for overgreb.

Combs har grundlagt pladeselskabet Bad Boy Records og betragtes som en af de mest succesfulde rappere i musikhistorien.

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

København, 01/07/2025 - 22:35

Årets Roskilde Festival kan slå 49 år gammel varmerekord

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Onsdag ryger temperaturerne i vejret, før et voldsomt vejrskifte med torden rammer flere steder i landet.

Onsdag kan der blive så varmt på Roskilde Festival, at dagen bliver den varmeste i festivalens historie.

- Det er usædvanligt sommervarmt, og der er fuld knald på solen, siger vagtchef ved DMI Thor Hartz.

Hvor mange grader termometeret præcist skal stå på for at slå rekorden, har Roskilde Festival ikke tal på, men ifølge Politiken stammer den eksisterende rekord helt tilbage fra 1976.

Her blev der ifølge avisen målt 28,7 grader en af dagene.

- Jeg forventer en 32 til 34 grader i Roskilde. Generelt kommer vi over 30 grader mange steder i landet, siger vagtchefen.

Han fortæller, at den normale maksimale temperatur for begyndelsen af juli plejer at ligge lidt over 20 grader.

Udsigten til rekordhøje temperaturer har fået Roskilde Festival til at sætte flere poster med vand op.

- I år har vi opnormeret antallet af vandposter, så vi er klar til det vejr, vi kigger ind i, siger divisionschef for byplan og logistik på festivalen Kim Kristensen.

Derudover beder festivalen gæsterne om at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

- Det handler om at bruge solcreme, opsøge skygge, drikke rigeligt vand og klæde sig efter det varme vejr. Og så er det vigtigt at få noget sødt og salt til kroppen, siger Kim Kristensen.

Men det er ikke kun vandposter og skygge fra solen, festivalgæsterne får brug for.

Det er også med at finde paraplyen og regnslaget frem. DMI forudser nemlig, at der sker et markant skift i vejret onsdag aften.

- Ud på aftenen kommer der flere skyer og senere byger, torden og hagl. Det sker, når musikken begynder at starte, så det er lidt uheldigt, siger vagtchef Thor Hartz.

Tordenvejret markerer en større ændring i vejret, fortæller han.

- Allerede torsdag vil det være noget køligere med 18 til 22 grader, men det ser ud til at holde tørt torsdag, så det kan man glæde sig over.

- Det bliver mere ustadigt fredag og lørdag, hvor der kan komme perioder med regn og byger, så det er med at nyde solen i dag og i morgen. Det er klart de mest solrige dage, siger vagtchefen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 01/07/2025 - 12:00

FAKTA: Indeklimaproblemer fordelt på boligtyper

* Alt efter hvilken boligtype, man bor i, kan udfordringer med indeklimaet opleves forskelligt.

* Beboere i typehuse fra år 2000 eller nyere oplever i højere grad end andre varme eller for høje temperaturer samt for meget dagslys.

* Beboere i byhuse og bindingsværkshuse oplever oftere fugt og skimmelsvamp samt kolde vægge.

* I bindingsværkshuse og landhuse oplever beboerne i højere grad end andre indeklimaproblemer som træk og kulde, røg samt for lidt dagslys.

Kilde: Videncenteret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 01/07/2025 - 12:00

Koldt vand og gennemtræk kan hjælpe på søvnen i sommernætterne

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Søvnen kan drille i sommervarmen. Men med simple råd til indeklima og rutiner kan du få ro om natten trods lys og høje temperaturer.

Når sommeren for alvor melder sin ankomst med lyse nætter og varme dage, kan det være en udfordring at få en god nats søvn.

Mange oplever, at temperaturen i soveværelset stiger, at luften føles tungere, og at kroppen har sværere ved at finde ro.

Men der er råd for at sikre nattesøvnen - og her spiller et godt indeklima en vigtig rolle, forklarer Tue Patursson, der er fagekspert i byggeteknik, klimasikring og indeklima hos Videncentret Bolius.

Det er mest optimalt at undgå varmen fra solen, hvis ens soveværelse vender mod nord, forklarer han.

- Når det er en virkelig varm periode, kan man overveje at sove i et andet rum eller værelse, siger Tue Patursson.

Det er selvfølgelig ikke alle, der kan det, tilføjer han.

Derfor kan man så vidt muligt sørge for, at varmen ikke kommer ind.

- Man kan være på forkant i løbet af eftermiddagen og aftenen med en parasol, markise eller gardiner, ligesom man ofte ser sydpå med skodder for vinduerne.

Fageksperten anbefaler også, at man kan lave gennemtræk i sit soveværelse ved for eksempel at holde døren åben ind til andre værelser.

- Det kan godt være, at det er varm luft, der kommer ind, men bevægelsen i luften gør det trods alt mere behageligt end, hvis luften er stillestående, siger Tue Patursson.

Kan man ikke have vinduerne åbne på grund af støj, kan en nem og billig løsning være at anskaffe en ventilator, som kan stå i den ene ende af soveværelset.

- Det skaber trods alt lidt bevægelse i luften, siger han.

Et køligt soveværelse er afgørende for en god nats søvn i sommermånederne, siger søvnforsker Birgitte Rahbek Kornum, der er ph.d. og lektor på Institut for Neurovidenskab ved Københavns Universitet.

Hun anbefaler også at sørge for at lufte ud og holde vinduet åbent, hvis det er muligt.

Men når vinduerne er åbne, kan det være svært at holde soveværelset mørkt, hvilket også har betydning for en god søvn, påpeger Birgitte Rahbek Kornum.

- Man kan overveje at investere i en sovemaske. Hvis man gør det, er det vigtigt, at den skal være mørk og behagelig at have på, så man kan holde ud at sove med den, siger søvnforskeren.

Hvis du alligevel ligger i varmen og ikke kan finde ro, kan det være en idé at stå op i kortere tid, siger Birgitte Rahbek Kornum.

- For eksempel kan du gå udenfor eller tage et kort, køligt bad - men ikke for længe, da det forstyrrer den indre temperatur, og så får det modsat effekt, lyder det.

Søvnforskeren henviser til et trick, som nogle bruger i Sydeuropa.

Hvis man har været i bad og er våd, kan man dryppe af og lægge sig i seng uden at tørre sig helt.

- Fordampningen er med til at køle kroppen ned, forklarer hun.

Et andet tip kan også være at fugte sin hovedpude en smule, da fordampningen her giver samme kølende effekt.

Selv om det kan give tankemylder at falde til ro i varmen, skal man se, om man kan undgå at stresse over det, siger Birgitte Rahbek Kornum:

- At man sover dårligt én nat eller to nætter gør ikke noget. Man skal bare stå op, som man plejer, og så skal man nok komme til at sove godt igen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek