Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bansko, 26/01/2020 - 10:55

Suveræne Shiffrin haler igen ind på Ingemar Stenmark

Med World Cup-sejr nummer 66 er 24-årige Mikaela Shiffrin nu 20 sejre fra at matche Ingemar Stenmark.

Lisi Niesner/Reuters

Af: /ritzau/

Skistjernen Mikaela Shiffrin satte søndag en fed streg under sin suverænitet i kvindernes alpine World Cup i denne sæson.

Amerikaneren sejrede således i Super-G-løbet i bulgarske Bansko, og det var hendes 66. World Cup-sejr i karrieren og den sjette i denne sæson.

De mange sejre er opnået i en alder af 24 år, og mange forventer, at hun vil slå Ingemar Stenmarks rekord på 86 alpine World Cup-sejre.

Muligheden, for at Shiffrin slår den rekord, bliver ikke mindre af, at hun nu er begyndt at vinde Super-G-løb. I sidste sæson vandt hun tre gange i disciplinen, og søndagens sejr i Bansko var hendes fjerde Super-G-triumf i karrieren.

Sejren blev sikret med en margin på 0,29 sekunder ned til italieneren Marta Bassino, mens schweizeren Lara Gut-Behrami blev nummer tre.

Slalomeksperten Shiffrin har vundet den samlede World Cup i de seneste tre sæsoner, og hun er godt på vej mod en fjerde triumf i træk. Midtvejs i indeværende sæson har hun et forspring på 370 point ned til Federica Brignone på andenpladsen.

Hver World Cup-sejr giver 100 point til den samlede stilling, og de 30 i hvert løb får point til det samlede regnskab.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek