Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/05/2021 - 10:59

Styrelse i opråb: Feber efter vaccinestik er helt normalt

Det er ikke nødvendigt at kontakte egen læge ved let feber efter vaccinestik, påpeger Lægemiddelstyrelsen.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Næsten halvdelen af de danske borgere undervurderer, hvor ofte man kan forvente milde bivirkninger efter et stik med en coronavaccine.

Det viser en befolkningsundersøgelse, som Lægemiddelstyrelsen har gennemført i samarbejde med analysevirksomheden Epinion.

De milde bivirkninger kan eksempelvis være feber, hovedpine og rødmen efter prikket med nålen.

Ifølge Tanja Erichsen, chef for lægemiddelovervågning i Lægemiddelstyrelsen, er milde bivirkninger ganske normale. Op mod en tredjedel af alle vaccinerede vil ifølge styrelsen opleve feber eller feberlignende symptomer efter vaccinationen.

Derfor er der ikke grund til at kontakte egen læge ved eksempelvis let feber efter stikket. Det vil fire ud af ti ifølge undersøgelsen gøre.

- Milde, forbigående bivirkninger som for eksempel let feber efter en covid-19-vaccination er typisk tegn på, at kroppens forsvarsværk reagerer på vaccinen, og at immunforsvaret er aktivt, så det kan slå den rigtige virus ned. Her er det normalt ikke nødvendigt, at du kontakter din læge.

- Hvis du derimod oplever alvorlige symptomer efter vaccinationen, bør du kontakte læge. Det kan for eksempel være allergiske symptomer som vejrtrækningsbesvær eller hududslæt, siger hun i en pressemeddelelse.

Over 1,5 millioner borgere i Danmark har fået mindst et vaccinestik.

Ifølge styrelsen kan det teoretisk set medføre op mod en halv million ekstra opkald til lægen, hvis de, der endnu ikke er vaccineret, ikke bliver mere opmærksomme på de mulige milde bivirkninger.

- Det er et fingerpeg om, at det er vigtigt, at vi hjælper hinanden med at udbrede kendskabet både til vaccinernes virkning og bivirkninger, siger Tanja Erichsen.

Lægemiddelstyrelsen vil i den forbindelse intensivere sin informationsindsats, særligt på sociale medier.

Det skal gøre folk opmærksomme på, at milde bivirkninger er helt almindeligt. Og at man skal forberede sig på at kunne blive utilpas i et par dage efter vaccinationen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek