Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Randers, 13/05/2024 - 10:50

Mand forsøgte at brænde sin søsters kæreste inde

En 26-årig mand er mandag kendt skyldig i at have forsøgt at dræbe en 20-årig mand sidste år i Grenaa.

Af: /ritzau/

Det var en i dag 26-årig mand, som sidste år satte ild til sin søsters kollegieværelse, og han gjorde det for at slå søsterens kæreste ihjel.

Det har Retten i Randers mandag afgjort, skriver TV2 Østjylland, der har fået skyldkendelsen oplyst af byretten.

Offeret var en 20-årig mand, og han befandt sig på kollegieværelset på Campus Djursland i Grenaa, da den 26-årige dukkede op. Der opstod håndgemæng mellem de to, og det endte med, at værelset stod i flammer.

En brandteknisk undersøgelse konkluderer, at ilden formentlig blev påsat ved hjælp af en deodorantspray og en lighter.

Den 20-årige slap ud i live og blev med en lægehelikopter fløjet til behandling på Rigshospitalet. Han fik andengradsforbrændinger på næsten en fjerdedel af kroppen.

Sagens anklager mener, at forbrydelserne bunder i ære og religion. At den 26-årig mand, der har syrisk baggrund, ikke accepterede søsterens kæreste.

- Aldrig har jeg set så klart et eksempel på, at noget kan skyldes ære som i den her sag, sagde anklager Birgitte Ernst under et tidligere retsmøde.

Hun har blandt andet hæftet sig ved, at den tiltalte under grundlovsforhøret sagde, at en mand og en kvinde, der er sammen uden at være gift, må dræbes.

Det samme skulle den tiltalte angiveligt have sagt til en politibetjent, da den tiltalte blev kørt til arresten.

Hvis dommere og nævninger er enige i, at motivet er æresrelateret, kan det medføre en skærpet straf til den tiltalte.

Den 26-årige har i retten alene erkendt at have udøvet vold mod offeret. Både drabsforsøg og ildspåsættelse har han nægtet sig skyldig i.

- Jeg sværger, at jeg ikke ønskede, at nogen skulle dø, sagde den 26-årige som det sidste i sidste uge, inden retten trak sig tilbage for at votere.

Han har forklaret, at han gav den 20-årige et knytnæveslag i ansigtet. Han frygtede, at hans søster var på vej til at blive overfaldet og voldtaget af en fremmed mand, lød hans forklaring.

Det er alene skyldkendelsen, som er afsagt mandag formiddag. Senere mandag afsiges der efter planen dom, hvor det fremgår, hvilken straf manden idømmes for forbrydelsen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek