Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beijing, 20/03/2024 - 04:38

Busulykke i tunnel i Kina koster 14 personer livet

14 er døde og 37 er blevet såret efter busulykke i Shanxi tirsdag. En anden ulykke samme dag har dræbt tre.

Uncredited/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En busulykke tirsdag i provinsen Shanxi i det nordlige Kina har kostet 14 personer livet og såret 37.

Det skriver kinesiske statsmedier onsdag ifølge Reuters.

Ifølge de lokale myndigheder skete ulykken lokal tid klokken 14.37 - klokken 07.37 tirsdag morgen dansk tid.

Bussen skal være kørt ind i en mur i en tunnel.

Det skete ifølge tv-stationen CCTV ved provinsens motorvej ved navn Hubei. Kort tid efter ulykken blev flere personer sendt til hospitalet for at blive behandlet.

Ifølge statsmedierne er 14 personer døde og 37 er blevet såret.

Det fremgår ikke, om nogle af de sårede er i livsfare.

Et andet sted i Kina - i den østlige provins Zhejiang, udspillede sig også tirsdag en anden dødelig bilulykke.

Her blev tre dræbt og 16 såret, efter en bil kørte ind i en folkemængde foran en erhvervsskole, oplyser lokale sikkerhedsmyndigheder i provinsen ifølge mediet Xinhua News.

Alle de sårede i denne ulykke er uden for livsfare, lyder det.

Ulykken skete tirsdag klokken 11.20 lokal tid - omkring klokken halv fire om morgenen tid dansk tid - ved erhvervsskolen Taizuhou.

Ulykken er Kinas seneste, som er sket ved en skole.

Den 1. marts blev to personer dræbt og flere børn såret, efter en bil slingrede ind i en gruppe mennesker ved en skole i Dezhao i den østlige kinesiske provins Shandong, skriver statsmedier.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek