Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/12/2024 - 09:00

Dit aflagte juletræ kan gøre nytte i haven

Juletræets rejse behøver ikke at slutte, når juledagene er ovre. Der er nemlig mange måder at få gavn af gran derhjemme.

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Når salmerne er forstummet, og pynten er pillet af juletræet, har det traditionsrige træ udspillet sin rolle i stuen for i år.

Men der er stadig meget værdi tilbage i stammen, nålene og grenene. Særligt hvis du har en have, fortæller Therese Nissen, som er natur- og miljøpolitisk rådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening.

- Man kan klippe juletræet i stykker og bruge det i kvashegn i haven, siger Therese Nissen og fortsætter:

- Man kan også bruge det på nogle dedikerede områder, hvor man lægger sit afklippede kvas, grene og blade. Det giver boliger til pindsvin, mus og forskellige andre arter, der kan finde en vinterplads.

Du kan også nøjes med at fjerne pynt og stearin fra juletræet og lade det stå bart ude i haven. Her kan det eksempelvis fungere som en foderstation for havens fugle.

- Hæng et par mejsekugler eller en foderautomat op i juletræet, siger Knud Flensted, som er biolog hos DOF Birdlife.

- Det er en rigtig god måde at få nogle gode fugleoplevelser på. Det er en god måde at lære fuglene at kende på. Og hvis man stiller det lige foran et vindue, så ser man lige pludselig nogle fugle, man ikke vidste, var i ens nabolag.

Du kan selv lave mejsekuglerne, så du undgår plastiknettet rundt om, supplerer Therese Nissen.

En anden måde at bruge det udtjente juletræ er ved at finde grensaksen frem og klippe nogle af grenene af. De kan bruges som dække for havens mere sarte stauder som beskyttelse mod kulde og frost.

Har du et surbundsbed - for eksempel rhododendron eller blåbær - er det også oplagt at udnytte grantræets pH-værdi.

- For at bevare surheden i sådan et bed skal der en gang imellem tilføres noget surt udefra. Det er ofte spagnum, men bruger man det, bidrager man til at grave vores højmoser op, og det er ikke så smart.

- I stedet kan man altså klippe sit grantræ i småstykker og bruge grannålene til at opretholde surheden i bedet, forklarer Therese Nissen.

Har du en fingernem familie, er der også god underholdning at hente i juletræet. Skær det op i nogle mindre stykker, og find nogle gode knive frem. Så har I materiale til jeres helt eget snitteværksted.

- Man kan snitte små figurer eller måske lave en knagerække. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

- Og så skal man selvfølgelig lige være opmærksom på harpiks, tilføjer hun.

En sidste mulighed er at donere det brugte træ, så det kan bruges som underholdning for dyr eksempelvis i den lokale zoologiske have, åbne landbrug eller skolelandbrug, hvis de tager imod den slags.

/ritzau fokus/

København, 24/12/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Sander Løkke Borg

* Sander Løkke Borg har spillet skuespil og teater, siden han var helt lille.

* Det 17-årige talent har tidligere spillet med i serien "Baseboys" fra 2018 og den forrige julekalender i Valde-serien, "Valdes jul - skovens vogter".

* I TV 2's julekalender "Valdes jul - vintermiraklet" kan man igen se Sander Løkke Borg som hovedpersonen, Valde.

Kilder: IMDB og TV 2.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/12/2025 - 08:00

TV 2-kendis: Jeg har lært meget om mig selv

Sander Løkke Borg har udviklet sig og er blevet mere moden af at spille hovedrollen i dette års TV 2-julekalender "Valdes jul - vintermiraklet".

Når man står ansigt til ansigt med en stor opgave, har man potentiale for at vokse med ansvaret.

Det har i den grad været tilfældet for den 17-årige skuespiller Sander Løkke Borg, der spiller hovedrollen som Valde i TV 2's julekalender "Valdes jul - vintermiraklet".

- Det har forandret mit liv så meget. Det har ændret mig som person. Jeg har lært meget om mig selv, og hvad jeg gerne vil være, siger han.

Erfaringerne fra optagelserne af de to julekalendere har blandt andet rustet den unge skuespiller til at klare situationer, hvor bølgerne går højt.

- Det har også hjulpet mig meget i dagligdagen med at klare pressede situationer og tage det lidt mere stille og roligt.

Som kun 15-årig blev julekalenderstjernen landskendt, da den første sæson af Valde-serien blev sendt i 2023.

Og efter at være vendt tilbage til det eventyrlige juleunivers har Sander Løkke Borg for alvor fået blod på tanden for skuespillet.

- Jeg vil virkelig gerne noget med skuespil eller film. Den energi, der er på et filmset, tror jeg ikke, jeg bare lige kan slippe.

Det 17-årige talent har tidligere også spillet med i serien "Baseboys" fra 2018.

Når de lange dage på filmsettet er slut, er der noget helt særligt, der kan få Sander Løkke Borg til at slappe af igen.

- Jeg hører en helt masse musik. Jeg elsker gammel soul, men også mere moderne dansk.

Og han nøjes ikke med kun at lytte til musikken - han laver den også selv.

- Jeg spiller trommer, en lille smule guitar, og så synger jeg også. Jeg laver også min egen musik derhjemme på computeren.

I "Valdes jul - vintermiraklet" spiller den unge skuespiller over for rutinerede navne som Amalie Dollerup, Lærke Winther Andersen, Sebastian Jessen og Morten Brovn.

Julekalenderen kan ses på TV 2 hver aften, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 24/12/2025 - 10:00

FAKTA: Antallet af spilreklamer er eksploderet

* Sidste år blev der sendt knap 560.000 spilreklamer i tv landet over. Det er en stigning på 70 procent i spilreklamer siden 2020, viser en undersøgelse, som DR har lavet.

* Også i radioen er der kommet markant flere reklamespots for pengespil og casinoer. Her er stigningen på 102 procent.

* Tendensen med de mange reklamer har fået landets største trafikselskab, Movia, til at forbyde reklamer for pengespil i og på selskabets busser.

* Trafikselskaberne Midttrafik, Nordjyllands Trafikselskab og Fynbus har allerede lavet lignende begrænsninger.

Kilder: Kantar Media for DR og Movia.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 24/12/2025 - 10:00

Tal med din teenager om gamblingens fristelser

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Unge kan fristes til at spille gennem både reklamer og fællesskaber på uddannelsen. En snak med din teenager kan være forebyggende.

I Danmark er aldersgrænsen for online pengespil 18 år. Alligevel har undersøgelser fra Spillemyndigheden vist, at flere unge under 18 spiller om penge på internettet.

Gambling er blevet udbredt i ungdomskulturen, forklarer Anne Juel Jørgensen, der er børne- og ungechef i Danske Bank og forfatter til bogen "Giv dit barn gode pengevaner".

- Det begynder for alvor, når de unge starter på en ungdomsuddannelse, hvor det nogle steder hører med til at være en del af fællesskabet, og derfor kan det være svært at sige fra, lyder det.

En undersøgelse fra Danske Bank har vist, at unge mænd mellem 18 og 24 år er dem, der bruger flest penge på at spille. Helt præcist 800 kroner om måneden i gennemsnit.

Derfor er det en god idé, at forældre tager snakken tidligt, mener børne- og ungechefen.

- Et løbende check ind vil være mit bedste råd. Og sørg for ikke at være fordømmende, siger Anne Juel Jørgensen og fortsætter:

- De fleste ender jo ikke i ludomani, men nogle gør. Og hvis den unge møder fordømmelse, så begynder de ikke at ville dele det med dig.

Hvis spil fylder i dit barns klasse, er det en god idé at involvere de andre forældre eller række ud til skolens ledelse, så det kan blive italesat, siger Anne Juel Jørgensen.

Påmindelsen om at kunne spille er nærmest konstant. På fire år er mængden af spilreklamer i tv og radio steget markant, viser tal fra DR.

Men de mange lokkende reklamer kan faktisk være en mulighed for at tage fat i snakken, siger Thomas Marcussen, der er psykolog og klinikleder på Forskningsklinikken for Ludomani ved Aarhus Universitet.

- Det benytter jeg mig selv af, når jeg sidder og ser fodbold med min søn. Det kan være en fin anledning til at nævne det, uden at det virker, som om man har en mistro som forælder, siger han.

Thomas Marcussen peger på, at det er vigtigt at være en god rollemodel for sit barn. Det indbefatter også at undgå at være adgangsbilletten til spillets verden.

- Det er okay at sætte grænser i forhold til pengespil og markere, hvad der er rigtigt og forkert, påpeger han.

Kliniklederen henviser til et stort canadisk-amerikansk studie, der har vist, at risikoen for at udvikle problemer stiger markant, når man bruger mere end én procent af sin bruttoindtægt på spil.

- Den unge aldersgruppe tjener jo ikke ret meget, så det kan være et pejlemærke til forældre, siger kliniklederen.

Der er desuden nogle gråzoner, hvor du som forælder kan og bør være opmærksom.

Mange børn starter tidligt med at spille computer. Her skal man især være varsom med mikrotransaktioner, altså at spillet lokker til køb af ekstra funktioner.

- Det kan være bygget op ligesom gambling. Og vi ser rigtig mange unge mennesker, hvis høje pengeforbrug begynder med computerspil for senere at bevæge sig videre til online spillemaskiner, siger Thomas Marcussen.

Derudover advarer han mod tendensen, hvor særligt unge drenge går op i hurtige penge og nemme investeringer.

- Specielt kryptovaluta er i min optik et gamblinglignende produkt, der bliver markedsført på samme måde, siger han.

Fra dit barn fylder 15 år, er det som forælder svært at få adgang til at følge med i barnets økonomi, siger børne- og ungechef i Danske Bank Anne Juel Jørgensen.

- Det vil jeg også passe på med at gøre. Hvis man bruger det imod dem, så bryder man tilliden til sit barn, siger hun og uddyber:

- Hvis man bliver enig med sit barn om, at det er på vej ud på en glidebane, er det bedre at tale om, hvordan kan vi hjælpe dig - for eksempel ved at fastsætte et bestemt beløb om måneden, man kan bruge på spil.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek