Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/11/2024 - 10:50

Bodilprisen dropper kønsopdelte priser

Forpersonen for Danske Filmkritikere mener, at en filmpræstation ikke afhænger af skuespillerens køn.

Claus Bech/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Når Danmarks fineste filmpriser skal uddeles ved Bodilprisen anno 2025, bliver det for første gang uden kønsopdelte priser.

Det oplyser Bodilprisen i en pressemeddelelse tirsdag formiddag via Have Kommunikation.

Det indebærer helt konkret, at priserne "Bedste mandlige hovedrolle" og "Bedste kvindelige hovedrolle fusioneres til "Bedste hovedrolle".

Det samme princip gør sig gældende for den nye pris "Bedste birolle".

Når de kønnede priser slås sammen, medfører det, at antallet af nominerede udvides fra fem til syv nominerede i de to kategorier.

Forperson for foreningen Danske Filmkritikere, Nanna Frank Rasmussen, mener, at "selv en gammel dame som Bodil selvfølgelig skal følge med tiden".

- Hvis Bodilprisen blev indskiftet i dag, kunne man næppe forestille sig, at nogle priser ville være kønsopdelte, mens andre ikke var. Kvaliteten af en filmpræstation afhænger ikke af en skuespillers køn, siger Rasmussen.

Bodilprisen er den første danske filmpris, der skrotter de kønsopdelte priser.

Den følger dermed i slipstrømmen på den danske prisuddeling for scenekunst Årets Reumert, som tidligere i år droppede kønsopdelte priser.

I den forbindelse skrev DR, at Danmarks Filmakademi, der står bag Robert-prisen, ikke fjerner de kønsopdelte priser foreløbigt.

Men det gør Bodilprisen, og med ændringen i prisstrukturen følger endnu en ny pris.

Når den 78. udgave af prisuddelingen løber af stablen, får prisen "Bedste ensemble" debut.

Prisen anerkender film, hvor "det centrale skuespilgalleri som helhed er værd at anerkende".

- Vi ser frem til at hylde den kunst, der opstår i samspillet mellem flere skuespillere med den nye priskategori, siger forpersonen.

Den nye prisstruktur ved Bodilprisen er i første omgang vedtaget til en fireårig prøveperiode. I 2028 skal den evalueres på Danske Filmkritikeres generalforsamling.

Der skal uddeles 13 priser, når Bodilprisen afvikles 15. marts 2025 i Folketeatret i København.

/ritzau/


København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek