Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Smukfest, 10/08/2024 - 16:34

Crone: Heftige trusler mod Tantholdt

TV 2-værten Natasja Crone har aldrig oplevet så voldsomme reaktioner som dem i Israel-Palæstina-konflikten, som hendes mand, Rasmus Tantholdt, dækker.

Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Rasmus Tantholdts dækning af krigen i Gaza har affødt voldsomme reaktioner.

Personer fra begge sider af konflikten har beskyldt den kendte korrespondent for at være farvet i den modstridende parts favør.

Retorikken har været så aggressiv, at et sikkerhedsfirma har tjekket huset, han bor i sammen med sin hustru, TV 2-værten Natasja Crone.

- Heldigvis har vi jo ikke oplevet nogen form for handling, så det er ikke, fordi jeg på nogen måde føler mig truet eller intimideret. Men det er klart, at ordene er voldsomme, så selvfølgelig påvirker det, siger Natasja Crone.

I en helt anden skala, understreger Natasja Crone, har hun også oplevet, at seere har reageret på hendes arbejde.

- Hvis jeg dækker et folketingsvalg og laver en partilederdebat, så kan jeg få ti mails, hvor fem beskylder mig for at være ræverød, og de fem andre skylder mig for at være ultraborgerlig. Og så ved man godt, at man har ramt den nogenlunde, fortæller den rutinerede journalist.

De reaktioner, som hendes mand har modtaget, skal til sammenligning ganges med en million, siger hun videre.

- Lige præcis den konflikt, Rasmus dækker nu, er nok den konflikt, jeg har oplevet i min tid som journalist, der skaber de mest voldsomme følelser i den offentlige debat - og også de største skel og polariseringer.

- Konflikten har skabt et ret uforsonligt had og en total manglende dialog. Så jeg synes, det er heftigt. Men vi er langt væk fra det. Vi er sindssygt privilegerede her, både min mand og jeg, og os, der bor heroppe, tilføjer Natasja Crone.

Rasmus Tantholdt blev udnævnt til TV 2's mellemøstkorrespondent i februar i år.

Snart siger Natasja Crone atter på gensyn til gemalen, som efter planen tager til Israel igen på mandag.

- Vi taler meget sammen, når han er afsted, og når han er hjemme. Så jeg synes egentlig, vi er ret gode til at vende det hele og ikke få skabt et efterslæb af oplevelser, siger Natasja Crone, hvis arbejdsplads er i Tivoli i hjertet af København, hvor hun er vært på aktualitetsprogrammet "Go' aften live".

Israel har siden 7. oktober 2023 udført en række gengældelsesangreb i Gazastriben, hvor Israel forsøger at bekæmpe den militante palæstinensiske gruppe Hamas.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek