Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/05/2019 - 10:53

FAKTA: Nedslidte får bedre mulighed for at trække sig tilbage

Folk, der maksimalt kan arbejde 15 timer om ugen, skal have ret til at trække sig tilbage før med ny aftale.

Af: /ritzau/

Der ventes at lande en pensionsaftale torsdag eftermiddag, som er den sidste store knast inden valget.

Det har i praksis vist sig at være for svært at få adgang til den nuværende ordning for seniorførtidspension, som gør, at folk kan trække sig tilbage fra deres job noget før, hvis de er slidt efter lang tid på arbejdsmarkedet.

I dag er der eksempler på, at folk med en maksimal arbejdsevne på 7,5 time om ugen stadig sendes i arbejdsprøvning for at fastholde dem i job.

Det vil politikerne gøre op med.

Her er et udsnit af de ting, som parterne ifølge Ritzaus oplysninger er enige om:

* Borgere med maksimal arbejdsevne på 15 timer om ugen skal have lettere adgang til at forlade arbejdsmarkedet før tid.

* Adgang til ordningen afhænger altså af arbejdsevne og antal år på arbejdsmarkedet.

* Seks år før den oprindelige pensionsalder skal borgere kunne forlade arbejdsmarkedet. I dag er det fem år med den nuværende ordning for seniorførtidspension.

* Flere forhandlingsparter taler om at få en sundhedsfaglig vurdering, som for eksempel en speciallæge, der skal vurdere borgerens arbejdsevne.

* Prisen på ordningen kendes endnu ikke, ligesom det heller ikke står klart, hvor mange ordningen vil omfatte.

/ritzau/

Nyhedsarkiv