Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/01/2021 - 09:53

Rekordmange dødsfald: Yderligere 42 smittede er døde

I alt er 1298 smittede døde under epidemien i Danmark. Fra onsdag til torsdag er der registreret 42 dødsfald.

Af: /ritzau/

Yderligere 42 personer smittet med covid-19 er afgået ved døden. Det viser torsdagens opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er det højeste antal i SSI's daglige opgørelser under epidemien - og opgørelsen fra nytårsaftensdag dækker ovenikøbet kun 20 timer, ikke som normalt 24 timer. I alt er 1298 smittede nu afgået ved døden i Danmark.

Når der er så mange, der er døde, er det formentlig, fordi der er væsentligt flere smittede i dag, end der var i foråret.

Det vurderer Lars Østergaard, der er professor i infektionssygdomme og ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital.

- Det er sådan, at hvis man bliver smittet med en sygdom, som kan gå hen og medføre, at man mister livet, vil der også være nogen, der dør.

- Der er formentlig et højere smittetryk i Danmark i øjeblikket, end der var i foråret, og derfor er der også flere, der risikerer at miste livet, siger han.

Der er desuden sket 113 nye indlæggelser af personer smittet med covid-19. Det samlede antal af indlagte falder dog med 47 personer til 879 patienter i alt.

Det skyldes, at der også er blevet udskrevet personer. Samtidig er det sket 42 dødsfald. Det vides dog ikke, om disse har været indlagt på hospitalerne.

Lars Østergaard mener ikke, at det højere dødstal skyldes, at virusset er blevet farligere, eller at hospitalerne er blevet dårligere til at behandle.

- Det er ikke sådan, at vi er blevet dårligere til at behandle patienter. Faktisk tværtimod. Fordi vi nu har i hvert fald to medicinske behandlinger ud over avanceret iltbehandling og blodfortyndende medicin, som faktisk gør, at man er i mindre risiko for at miste livet, end man var i foråret.

Der er fundet yderligere 2249 smittede i de 115.491 prøver, der er kommet svar på.

Opgørelsen dækker kun over 20 timer mod de normale 24 timer på grund af serverproblemer. Dermed er tallene lavere, end de normalt ville have været.

Andelen af positive test svarer til 1,95 procent af prøverne. Det er det laveste niveau for den såkaldte positivprocent siden 24. december, hvor den var på 1,82 procent. Positivprocenten påvirkes ikke af den ændrede opgørelsesperiode.

Det er 132 personer indlagt med covid-19 på landets intensivafdelinger. 87 af dem er tilkoblet en respirator. Onsdag var der henholdsvis 136 og 87.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek