Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/11/2022 - 10:46

TV 2 dropper Pyrus-julekalender: Den er stødende i 2022

TV 2 har fjernet den tredje julekalender om Pyrus fra sendefladen. Noget af skildringen af menneskene i den er forældet, siger TV 2-chef til Juleweb.dk.

Morten Juhl/Ritzau Scanpix

Af: Af Ritzau Fokus

Der er under en uge til 1. december, og i sidste øjeblik kommer TV 2 med en stor ændring af årets julekalendere.

Stationen har droppet genudsendelsen af den tredje julekalender om Pyrus, "Alletiders julemand", og i stedet erstattet den med den fjerde del af serien, "Pyrus i alletiders eventyr".

Årsagen er, at der i "Alletiders julemand" er skildringer af mennesker og kulturer, der kan virke stødende. Det oplyser Mette Nelund, der er konstitueret fiktionschef hos TV 2, til mediet juleweb.dk.

- "Alletiders julemand" har vi netop genset med et fornyet blik. I vores gennemsyn mener vi, at "Alletiders julemand" indeholder elementer, som har en forældet skildring af både mennesker og kulturer, og som kan misforstås for især børn, som ikke kan sætte fortællingen ind i en historisk kontekst, siger TV 2-chefen til mediet.

TV 2 har tidligere modtaget racismeklager vedrørende episoder i "Alletiders julemand".

I sangen "Gi' mig guf og gi' mig godter", som vises flere gange fordelt over julekalenderens 24 afsnit, danser børn rundt klædt ud som flødeboller. Børnene er malet sorte i ansigtet, og det kaldte en seer for blackfacing.

I en scene i afsnittet den 8. december bliver tre drenge skældt ud og dyppet i blæk, fordi de driller en dreng med hans hudfarve.

"Alletiders Julemand" blev sendt første gang i 1997. Julekalenderen handler om, at Pyrus sammen med sin mentor, Gyldengrød, og veninden Kandis skal hjælpe julemanden med at genvinde sin hukommelse ved at besøge en masse episoder i verdenshistorien.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek