Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Odense, 15/09/2021 - 20:04

Odenses danmarksmestre tromler sagesløs oprykker

Ringkøbing Håndbold fik ikke et ben til jorden mod danmarksmestrene onsdag aften.

Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Danmarksmestrene fra Odense Håndbold buldrer videre i kvindernes liga.

Onsdag aften blev oprykkerne fra Ringkøbing Håndbold udsat for en god gammeldags rundbarbering.

Vestjyderne måtte tage hjem fra Fyn med et nederlag på 18-35 i bagagen.

Odense har nu vundet fire ud af fire kampe i den nye sæson, og klubben deler førstepladsen med Herning-Ikast, der har været lige så godt kørende.

Ringkøbing har fortsat sit første point til gode i denne sæson, men der blev altså ikke uddelt gaver i Odense.

Vestjyderne fulgte med til 2-2 i tredje minut, men derfra var Odense-spillerne ubarmhjertige. Allerede ved pausefløjt var føringen vokset til 11 mål.

Højreback Dione Housheer var særligt skarp i sine afslutninger og blev topscorer i opgøret med seks scoringer. Mia Rej og Malene Aambakk scorede fem hver. Hos Ringkøbing var Jane Mejlvang farligst med fem kasser.

De tidligere danmarksmestre fra Team Esbjerg var også i kamp onsdag aften, og Jesper Jensens tropper løb også modstanderen over ende.

Det skete på udebane mod TTH Holstebro, der ellers fulgte udmærket med indtil det sidste kvarter.

Esbjerg var dog i front næsten fra start til slut, og i den afsluttende fase måtte TTH give fortabt. Esbjerg trak fra og vandt 40-28. Klubben ser dermed ud til at have fundet melodien efter nederlag i sæsonens to første kampe. Klubben har nu vundet to i træk.

I hovedstaden gjorde Skanderborg Håndbold det af med København Håndbold. Østjyderne vandt 30-26.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek