Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/06/2023 - 10:29

Kagekendis har fundet kærligheden

Iværksætteren og bagedyststjernen Ditte Julie Jensen har fået en ny kæreste, fortæller hun til Her og Nu.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Ritzau Fokus

Det var kærlighed ved første klik.

Kagekendissen og iværksætteren Ditte Julie Jensen har fundet kærligheden og har fået en ny kæreste.

Det fortæller hun til Her og Nu.

Over for Ekstra Bladet bekræfter hun forholdet, men er ellers fåmælt om sin nye kæreste, som hun har mødt over de sociale medier.

- Han har ikke valgt mig, fordi jeg er en offentlig person, og den verden er han ikke klar på. Det er også med til at gøre det magisk mellem os, at vi holder det privat, og det må faktisk gerne fortsætte, siger Ditte Julie Jensen til avisen og tilføjer dog, at hun har det dejligt og er meget forelsket.

Den 36-årige kagekendis brød igennem i "Den store bagedyst" tilbage i 2015, hvor hun nåede til semifinalen. Hun vandt juleudgaven af det populære program i 2018.

Siden har hun gjort karriere i kagekunst og har udgivet adskillige bagebøger og sin egen bage- og stelserie.

Ditte Julie Jensen har to børn med sin eksmand, som hun blev skilt fra i 2019.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek