Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

28/05/2023 - 08:00

Haven i juni: Plant agurken og gem hæksaksen

Køkkenhave og drivhus melder klar til varmeglade grøntsager, og måske ser du og din liguster stort på ældgammel tommelfingerregel.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Sommeren står i fuldt flor. Alt har lyst til at gro i juni, og som haveejer er der masser at tage sig til.

1) Gå amok i køkkenhaven.

I begyndelsen af juni plejer jordtemperaturen at være nået højt nok op til, at du kan så eller plante de grøntsager, som kræver varme for at trives. Det gælder blandt andet bønner, squash, græskar og majs.

- Hvis man sår dem for tidligt, får de en dårlig spiring, og så får man ikke særligt livskraftige planter, siger Louise Møller, der er havefaglig rådgiver hos Haveselskabet.

Du sikrer de bedste betingelser for de nye planter i køkkenhaven ved at sørge for at holde jorden fugtig.

Husk derfor at vande rigeligt, og nedsæt fordampningen ved at dække jorden med for eksempel græsafklip, halm eller luget ukrudt uden frø.

Også i drivhuset kan der rykke flere beboere ind. Det kan være peber, chili, melon og agurk, siger Mia Stochholm, som er uddannet økologisk landmand og redaktør på tidsskriftet Praktisk Økologi.

- Agurkeplanter er helt vildt sarte. Derfor skal du sikre dig, at du ikke køber nogen, der har fået kulde og træk, råder hun.

2) Lad hækken blomstre efter bålet.

En gammel huskeregel siger, at hækken skal stå skarpt inden sankthans. Men sådan er det ikke hjemme hos hverken Mia Stochholm eller Louise Møller.

- Jeg synes, man skal vente med at klippe hækken til sidst på sommeren. Lad din ligusterhæk blomstre, for det skaber et rigt liv med sommerfugle og humlebier, lyder det fra Mia Stochholm.

Hvis du venter, er du også helt sikker på, at alle fugleungerne er fløjet fra rederne inde i hækken.

- Jeg foretrækker selv at klippe hæk i sidste halvdel af juli. På den måde skal jeg også kun klippe den ene gang om året, siger Louise Møller.

3) Vær lidt vildere.

Junihaven rummer et virvar af travle bier og smukke sommerfugle. Ønsker du at skrue op for det summende insektliv, kan du overveje, om du kan skabe flere steder for dem, hvor de godt kan lide at være.

- Det kan være hjørner i haven, hvor du lader tingene gro lidt vild. Simpelthen slippe kontrollen og lade ukrudtsplanterne være, siger Louise Møller.

For eksempel er mange sommerfuglelarver glade for brændenælder, kløver og tidsler.

Mia Stochholm foreslår, at du kun slår græsset der, hvor du færdes, og giver resten lov til at vokse frit. Det vil nemlig også skabe plads til padder og pindsvin.

- De små dyr, der holder til i vores haver, trives, hvor der er uforstyrret. Vi rydder i det hele taget alt for meget op i vores haver, fortæller hun.

Sidst på sæsonen kan du give det høje græs en tur med en buskrydder eller en le.

- Med det materiale, som du får ud af det, har du starten på en rigtig fin kompostbunke, fortæller Mia Stochholm.

/ritzau fokus/

Manchester, 11/07/2025 - 17:00

Oasis advarer fans om høje temperaturer forud for koncerter

Temilade Adelaja/Reuters

For første gang i 16 år spiller Oasis i hjembyen Manchester. Fans bør tage deres forholdsregler i varmen.

Fredag og lørdag spiller Oasis i hjembyen Manchester, og forud for koncerterne beder rockbandet koncertgængerne om at forberede sig på "ekstrem sol og varme".

Det fremgår af et opslag på bandets officielle profil på det sociale medie Instagram.

Blandt andet bliver koncertgæsterne bedt om at bruge solcreme, holde sig hydrerede og forblive i skygge, hvor det er muligt.

- Pas på jer selv, og pas på hinanden, lyder det i opslaget.

Ligesom andre steder i Europa er Storbritannien i øjeblikket ramt af høje temperaturer.

En vejrudsigt hos det britiske medie BBC viser, at der fredag eftermiddag er lige under 30 grader i Manchester. Jo længere, man kommer hen på aftenen, jo mere ser temperaturen ud til at falde.

Det er første gang i 16 år, at Oasis skal give koncert i hjembyen.

Oasis skal spille i Heaton Park og går efter planen på scenen klokken 20.15 lokal tid - klokken 21.15 dansk tid - fremgår det af et Instagram-opslag.

Lørdag ventes temperaturen at ramme 30 grader.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/07/2025 - 14:24

Maskeret rapper indtager Smukfest trods Roskildes eneret

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

D1mas eneste show i 2025 var på Orange Scene, proklamerede Roskilde Festival. Nu skal han spille på Smukfest.

Den maskerede popartist og rapper D1ma indtager Smukfests største scene, Bøgescenen, når musikfestivalen i Skanderborg afvikles i starten af august.

Det oplyser Smukfest i et opslag på det sociale medie Instagram.

- Sørme om vi ikke har klemt endnu et stærkt navn ind på torsdagsplakaten! D1ma er klar til at indtage Bøgeskoven, lyder det.

Tidligere i juli optrådte kunstneren på Roskilde Festivals Orange Scene.

Roskilde Festival har proklameret, at det ville være kunstnerens eneste show i 2025.

- Det virker yderst passende, at D1ma efter en længere pause fra livescenen vender tilbage til Roskilde Festival med ny musik for at give årets eneste koncert, lød det på festivalens hjemmeside.

Det står ikke klart, hvorfor det ikke længere er gældende.

Musikeren, der er kendt for at optræde maskeret, står bag hits som "Drøm Mig Væk", "I Know" og "Moonlight". Han har for nylig udgivet en ny ep, "N1ya".

Efter hans optræden på Orange Scene kvitterede Politiken med fire ud af seks hjerter i en anmeldelse.

Kulturmediet Soundvenue gav koncerten fem ud af seks stjerner og skrev, at "D1ma går væsentligt længere end nærmest nogen anden i dansk popmusik, når det drejer sig om at lade smerten få plads".

Smukfest løber af stablen fra 3. til 10. august. D1ma kommer til at optræde på Bøgescenen torsdag 7. august.

Det er uvist, hvem der gemmer sig bag D1mas maske. Kunstneren har aldrig offentliggjort sit borgerlige navn.

Smukfest har allerede løbende annonceret navne som Shawn Mendes, Will Smith, 50 Cent, Anne Linnet, Tessa, Mø, August Høyen og dj'en Faustix.

Festivalen har omkring 60.000 daglige gæster. Det gør den til en af landets største festivaler.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 11/07/2025 - 10:00

FAKTA: Sådan kan reglerne tolkes

* En mand klagede sidste efterår til Ligebehandlingsnævnet over sin arbejdsgiver, da han mente, der blev gjort forskel på køn i forhold til beklædningsregler for de ansatte.

* Manden sagde, at han havde fået at vide, at de mandlige ansatte skulle bære lange bukser og lukkede sko, mens de kvindelige ansatte også måtte bære kjoler og nederdele samt åbne sko.

* Nævnet afviste mandens klage.

* Begrundelsen lød, at ingen af kønnene ifølge sagens oplysninger måtte bære shorts.

* Nævnet lagde desuden vægt på, "at manden efter det oplyste ikke havde fået afslag på eller haft ønske om at klæde sig efter retningslinjerne for de kvindelige ansatte" - altså havde han været i sin gode ret til at bære kjole eller nederdel.

Kilde: Ligebehandlingsnævnet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 11/07/2025 - 10:00

FAKTA: Disse beklædningsgenstande deler vandene

Den faglige organisation Lederne har udført en undersøgelse, hvor omkring 1000 af deres medlemmer har svaret på spørgsmål om dresscode på arbejdspladsen.

Tallene angiver, hvor stor en andel af lederne, der ikke vil acceptere det følgende:

* Kort kjole/nederdel (over knæet) - 10 procent.

* Nedringet overdel eller skjorte - 21 procent.

* Joggingtøj - 39 procent.

* Kasket - 19 procent.

* Shorts - 16 procent.

* Sandaler/åbne sko - 9 procent.

* Klipklappere/badesandaler - 40 procent.

* Mavebluse - 41 procent.

* Tøj med politiske budskaber - 32 procent.

Kilde: Lederne.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek