Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/09/2020 - 10:52

Mette Frederiksen varsler tiltag mod nattelivet i København

Nattelivet bliver ramt af nye restriktioner, efter at smitten på ny er stigende særligt i Storkøbenhavn.

Af: /ritzau/

Der er lokale udbrud af coronavirus flere steder i landet, men fokus er særligt rettet mod hovedstaden, der i højere grad har været ramt de seneste uger, og hvor der er flere indbyggere samlet på mindre plads end andre steder.

Derfor indkaldes der til pressemøde tirsdag, hvor der ventes at blive fremlagt nye tiltag særligt i nattelivet for at bekæmpe smitten i Storkøbenhavn.

- Smitten er på et højt niveau. Antallet af indlagte er steget. Seruminstituttet advarer om, at vi står på kanten af noget, der kan udvikle sig til en anden bølge. Det er nu, det gælder, skriver statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook.

Det foregår tirsdag klokken 12.30, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil redegøre for nye tiltag.

Også justitsminister Nick Hækkerup (S) og rigspolitichef Thorkild Fogde vil være til stede foruden faglig direktør Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut og flere andre.

Der har de seneste dage været tale om at indføre påbud om mundbind i supermarkeder og på restauranter. Da pressemødet vil handle om tiltag i Storkøbenhavn, vil det formentlig ikke ramme resten af landet.

Både sundhedsfaglige personer og borgmestre i hovedstadsområdet har talt for øgede restriktioner i det københavnske natteliv.

Og det vil fokus tilsyneladende være på.

- Vi har selvfølgelig et særligt blik på nattelivet. For vi kan ikke have, at det fortsætter med fest i nattelivet i København, som vi har set den seneste tid, skriver Mette Frederiksen videre.

Blandt andet har mundbind på barer og restauranter, nye begrænsninger på åbningstider og sågar en ny nedlukning af nattelivet været på tale.

Fra nattelivet og restaurationsbranchen lyder det, at det kan føre til flere privatfester eller piratfester, hvor der ikke nødvendigvis er lige så godt styr på bekæmpelsen af coronavirus.

Statsministeren henviser til, at man skal holde afstand, spritte af og bruge mundbind.

Ifølge Statens Serum Institut skal borgerne være forberedt på at skrue ned for sociale besøg i efteråret, så man ser færre mennesker og i mindre grupper.

/ritzau/

USA, 17/06/2024 - 14:39

Gordon Ramsay i alvorlig ulykke: Heldig at være i live

Chris Pizzello/Ritzau Scanpix

En forslået Gordon Ramsay står frem efter en alvorlig cykelulykke med budskabet om at bruge cykelhjelm. Ifølge den kendte tv-kok reddede den hans liv.

Det var ved at ende fatalt galt for den verdensberømte tv-kok Gordon Ramsay, der er kommet alvorligt til skade efter en ulykke på cykel i den amerikanske delstat Connecticut.

Derfor står han frem i et opslag delt på Instagram med en livsafgørende opfordring.

- Jeg er taknemmelig for alle læger, sygeplejersker og personale på Lawerence + Memorial Hospital i New London, der passede på mig og undersøgte mig. Men mest taknemmelig er jeg for min hjelm, der reddede mit liv, skriver han blandt andet på det sociale medie.

- Jeg har det o.k. og brækkede ikke nogen knogler eller fik nogen større kvæstelser, men jeg er lidt forslået og ligner en lilla kartoffel.

I en video trækker Gordon Ramsay sin hvide kokkejakke op, og med meget rystende hånd fremviser han et enormt blålilla, nærmest sort, mærke.

Han har derudover tilføjet billeder af sit iturevne cykeltøj og smadrede hjelm.

- Jeg er ligeglad med, hvor kort turen er. Jeg er ligeglad med det faktum, at hjelmene koster penge, men de er nødvendige. Selv på børns korte cykelture er de nødt til at bruge hjelm, siger den 57-årige britiske kendiskok, der privat er gift og far til seks børn.

- Jeg er heldig at være her. Jeg har ondt. Det har været en brutal uge. Men jeg er sådan set ved at komme igennem det. Men jeg kan ikke understrege vigtigheden af at bruge hjelm.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik er der cirka halvt så mange hovedskader blandt alvorligt tilskadekomne cyklister, der bruger hjelm, end blandt dem, der ikke bruger hjelm.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/06/2024 - 11:23

Dronning Margrethes nørklerier: Man får ryddet op i hovedet

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Dronning Margrethe blev med egne ord "hooked", da hun så sin mor, dronning Ingrid, brodere. Det fortæller den tidligere monark i et interview med Hendes Verden.

Akvarelmaling, illustrationer, decoupager og kostumer.

Dronning Margrethe elsker at nørkle, og i et stort interview med Hendes Verden deler hun nu sin begejstring for at brodere.

For den disciplin kommer der langt mere end broderier ud af, fortæller hun.

- Ja, man får ryddet op i hovedet sommetider – det er vist en udmærket ting, siger den abdicerede dronning til magasinet.

Som ung kunne dronning Margrethe faktisk ikke fordrage at sy - hun ligefrem hadede det, som Hendes Verden beskriver det.

Men da hun så sin mor, dronning Ingrid, brodere sammen med nogle af sine veninder, blev dronning Margrethe fortryllet af farverne og fik selv lyst til at nørkle med nål og tråd.

- Bum, sagde det, og så var jeg hooked, husker dronning Margrethe det.

Det er 64 år siden, og siden er det blevet til et væld af broderier. Senest til fire puder, som hun netop har færdiggjort, afslører dronningen over for Hendes Verden.

- Når man er glad for det, man sidder og laver, ja, så kan man jo ikke lade være at vise det frem, siger hun til magasinet.

Dronning Margrethe er kendt for kunst og kreativitet.

Senest har dronning Margrethe blandt andet designet Pantomimeteaterets nye fortæppe i Tivoli i København. Og så kan hendes kostumer og scenografi til en balletforestilling baseret på H.C. Andersens eventyr om "Klods-Hans" ses selvsamme sted fra 22. juni.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 17/06/2024 - 13:00

FAKTA: Følg Danmarks EM-kampe

* Danmark har indtil videre spillet en kamp i gruppespillet ved årets EM-slutrunde i Tyskland. Modstanderen var Slovenien, og kampen endte 1-1.

* Torsdag 20. juni møder Danmark England. Kampen fløjtes i gang klokken 18 og vises på TV 2.

* Tirsdag 25. juni møder Danmark Serbien. Kampen begynder kl. 21 og vises på DR.

Kilde: dbu.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 17/06/2024 - 13:00

Sådan vasker du fodboldtrøjen korrekt

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Undgå dumme fodfejl, når du vasker din elskede landsholdstrøje, og hold den frisk og pletfri gennem hele EM-slutrunden.

EM-feberen ruller gennem sommerlandet, og det betyder, at de rød-hvide fodboldtrøjer hives frem fra skabet og over hovedet på store såvel som små.

Midt i fodboldfeberen er det næsten uundgåeligt, at der havner pletter fra solcreme, øl eller is på de elskede trøjer. Men du begår nemt et ærgerligt selvmål, hvis du griber ud efter pletfjerningsmidlet på hylden i forsøget på at vaske snavset af.

Det siger Jeanette Lynge Nielsen, der deler rengøringstip på Instagram og hjemmesiden husmortip.dk.

- Det er dumt at bruge, fordi det ødelægger fibrene i stoffet, og det gør tit, at trykkene på trøjerne bliver opløst, fortæller hun.

Fodboldtrøjer er lavet af polyester, nylon eller lycra, og de materialer tåler ikke pletfjerner, vaskemiddel med optisk hvidt eller blegemiddel. Skyllemiddel går heller ikke.

- Fibrene i stoffet går ud af facon, og der kan komme pletter, der ikke kan vaskes af, lyder det fra Jeanette Lynge Nielsen.

Hun råder dig til at vaske fodboldtrøjen på maksimum 40 grader, men helst ikke mere end 30 grader. En for høj temperatur kan påvirke trøjens pasform og gøre, at farverne pludselig smitter af – også selv om trøjen har været vasket før.

- Kom ikke polyesterbluser i tørretumbleren. De kan faktisk komme til at lugte surt af det. Hæng dem ud i det gode danske vejr, tilføjer Jeanette Lynge Nielsen.

Her kommer hendes bedste fif til at få bugt med klassiske fodboldfan-pletter.

1) Øl og solcreme.

For begge dele virker det bedst at lægge blusen i blød med lidt opvaskemiddel natten over.

2) Stadionpølse med det hele.

Fedtet fra pølsen og remouladen behandles med lidt opvaskemiddel. Kom det på pletterne, og gnid meget forsigtigt, til det skummer op.

Kom herefter blusen i en plasticpose natten over, og vask som normalt dagen efter.

3) Sved.

Læg blusen i blød i lunkent vand med lidt vaskemiddel - gerne et sportsvaskemiddel, som indeholder bakterien probiotika.

- Det levende probiotika æder den føde, som de dårlige bakterier lever af, og så dør de. Det virker meget længe efter vask, så man ikke behøver bekymre sig, om blusen bliver klar til næste kamp, fortæller Jeanette Lynge Nielsen.

Skulle du komme ud for et uheld og få blod på fodboldtrøjen, kan det også fikses.

Skyl blot trøjen i koldt vand. Husk at skylle den med vrangsiden udad. Er der tale om indtørret blod, så læg trøjen i blød i koldt vand natten over.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek