Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/09/2023 - 08:00

Tjek selv om det er tid til et høreapparat

Vær opmærksom på, om du har et høretab. Gør du ikke noget ved det, kan det blandt andet føre til, at du siger nej tak til sociale begivenheder.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

Fuglene synger måske ikke så klart som før, og lydstyrken på tv'et skal en tand op.

Der kan være flere tegn på, at det er tid til, at du skal anskaffe dig et høreapparat, men vi har det med at ignorere dem.

Det fortæller interesseorganisationen Høreforeningens landsformand, Majbritt Garbul Tobberup.

- Undersøgelser viser, at det tager cirka tre år, fra man opdager, at der er noget på spil med hørelsen, til man tager sig sammen til at gøre noget ved det, siger hun og fortsætter:

- Og det er rigtig ærgerligt, for jo før, man kommer i gang med at bruge høreapparatet, jo bedre er det.

Ifølge landsformanden er det ofte omgivelserne, der gør dig opmærksom på den dårligere hørelse.

- Man begynder også at skrue højere op for tv’et, siger hun.

Et andet tegn kan være, at du oplever, at personerne i fjernsynet mumler, og at du begynder at sige "hvad siger du?", når du taler med andre.

Nedsat hørelse kan måske også genkendes ved, at det er sværere at høre, hvad der bliver sagt, når du befinder dig i større selskaber.

Det siger hørespecialist Rebecca Jappe fra virksomheden 2Ø, hvor der både laves syns- og høreprøver.

- Når flere snakker på samme tid, og der er baggrundsstøj, er det sværere at høre, hvad personer i nærheden siger til dig. Derudover kan telefonsamtaler være svære, siger hun.

Ifølge hørespecialisten kan du måske heller ikke høre fuglene så godt, som du før har gjort, og så kan lyden fra græshopper være helt væk.

Både Rebecca Jappe og Majbritt Garbul Tobberup genkender, at nedsat hørelse kan være et tabu. Men du bør altså gøre noget ved det.

- Konsekvenserne ved ubehandlet høretab er ofte, at man trækker sig fra sociale sammenhænge. Og det kan resultere i isolation, der kan føre til ensomhed og derefter depression og andre følgesygdomme, siger Majbritt Garbul Tobberup.

For at gøre situationen lettere kan du opsøge fællesskaber, hvor du kan møde ligestillede, lyder rådet fra landsformanden.

- Det er ingen skam at høre dårligt. Det er en skam ikke at gøre noget ved det, fastslår hun.

Hørespecialist Rebecca Jappe siger, at mange forbinder nedsat hørelse med at være gammel, og så ønsker nogle ikke at have et synligt handicap.

Hun understreger samtidig, at høreapparater ikke er så synlige, som de har været, og for eksempel kan du finde et, der passer til hårfarven.

- Hav fokus på, at det er livskvalitet at få lydstyrke i ørerne, siger Rebecca Jappe.

Endelig siger Majbritt Garbul Tobberup, at ørelægen kan tjekke hørelsen.

Er der tale om et høretab, kan lægen informere om, hvilke muligheder du har for at få et høreapparat.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek