Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/05/2023 - 23:30

Tegneserie om fortrængte seksuelle overgreb er årets bedste

Lørdag aften er de bedste danske tegneserier fra 2022 blev fejret ved en prisuddeling i København.

Af: /ritzau/

Allan van Hansen har lørdag vundet prisen for Bedste danske tegneserie ved prisudddelingen Pingprisen.

Det skriver Pingprisen i en pressemeddelelse.

Tegneserien hedder "Underlevet". Den handler om Klaus, som har fortrængt de seksuelle overgreb, som han og hans bror blev udsat for som børn.

Juryen kalder i sin motivation for kåringen tegneserien for en "stærk fortælling".

- Kun gradvist bliver det afsløret for læseren, hvad der er sket. Til gengæld sidder historien i kroppen længe efter endt læsning, lyder det videre.

I alt bliver der uddelt otte priser lørdag aften. Prisuddelingen hylder blandt andet også bedste internationale tegneserie, bedste nettegneserie og bedste børne- og ungdomstegneserie.

Sidstnævnte er blevet vundet af Raina Telgemeier for tegneserien "Smil".

Juryen begrunder valget med, at der er tale om en dyb personlig fortælling, som er universelt relevant. Den handler om, at den unge Raina slår sin fortænder ud, så hun blev nødt til at bruge tandbøjler.

Prisen for årets bedste danske debut er gået til kunstmaleren Anna Laurine Kornum for tegneserien "Mit Indre Øje". I juryens begrundelse bliver det beskrevet, at tegningerne har en uhyggelig intensitet.

- Som en mindre grotesk Michael Kvium maler hun realistisk, men forvrænger og forvansker sine motiver, til de bliver urovækkende, lyder det.

Priserne er givet til de bedste tegneserier og bladtegninger udgivet i 2022. De fem nominerede i hver kategori er blevet fundet efter en hemmelig afstemning blandt Danmarks tegneseriekritikere.

Vinderne er blevet kåret af en jury bestående af tegnere, billedkunstnere, forfattere, journalister og redaktører fra tegneseriemiljøet i Danmark. Priserne bliver uddelt lørdag aften ved et prisshow i København.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek