Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beijing, 25/11/2022 - 10:18

Kinesisk-canadisk popstjerne får 13 års fængsel for voldtægt

En tidligere K-pop-stjerne blev sidste år beskyldt for at voldtage en 17-årig. Han har nu fået sin dom.

Mark Blinch/Reuters

Af: /ritzau/AFP

En kinesisk-canadisk tidligere popstjerne ved navn Kris Wu er blevet idømt mere end 13 års fængsel for blandt andet voldtægt.

Det oplyser en domstol i Kinas hovedstad, Beijing, fredag.

Han er idømt "11 år og seks måneders fængsel for voldtægt" og "fængsel i et år og ti måneder for at forbryde sig ved at samle folk for at begå utroskab".

Dermed står han til samlet at skulle i fængsel i 13 år og fire måneder.

Han vil efterfølgende blive udvist fra Kina, skriver nyhedsbureauet AFP.

32-årige Kris Wu er født i Kina, men er ifølge avisen South China Morning Post statsborger i Canada, hvor han også voksede op.

Han blev sidste år anklaget af en 19-årig studerende for at have givet hende stoffer og voldtaget hende, da hun var 17 år.

Anklagerne førte til stor modstand fra offentligheden og til, at en række luksusmærker droppede deres samarbejde med Wu. Blandt dem var Louis Vuitton, Bulgari, L'Oréal Men og Porsche.

I fredagens dom mod Wu lyder det:

- Retten har fundet, at den anklagede Wu Yifan (Kris Wu) tiltvang sig sex med tre kvinder i sit hjem fra november til december 2020, hvor kvinderne var fulde og ikke var i stand til at gøre modstand.

Kris Wu blev for alvor kendt i Kina som medlem af K-pop-gruppen EXO.

Han forlod gruppen i 2014 efter omkring to og har efterfølgende haft en succesfuld solokarriere som både sanger, skuespiller og model.

Han har flere år været på det amerikanske erhvervsmagasin Forbes' liste over de 100 mest indflydelsesrige kendte personer i Kina.

Sagen mod ham har været med til at genoplive MeToo-bevægelsen i Kina.

Bevægelsen, der opstod i 2017, førte i 2018 til, at en stribe kinesiske kvinder stod frem mod historier om seksuelle overgreb. Der kom blandt andet flere historier frem om offentligt kendte og magtfulde personer i Kina.

/ritzau/AFP

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek