Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/08/2024 - 08:00

Grev Nikolai fylder 25: Jeg klæder mig altid på til lejligheden

Det er seks år siden, at grev Nikolai fik sin debut som model. Siden har han poseret for flere store modebrands. 28. august fylder den royale model 25 år.

Vianney Le Caer/Ritzau Scanpix

Af: Af Silja Petri, Ritzau Fokus

Det er ikke kun som en del af den danske royale familie, at grev Nikolai er kendt i både Danmark og udlandet.

Han har de seneste år også gjort sig bemærket for sit arbejde som model, og i flere udenlandske medier beskrives han som "fashion royalty".

Onsdag 28. august fylder prins Joachim og grevinde Alexandras ældste søn 25 år.

Det er seks år siden, at Nikolai fik sin debut som model, da han gik på catwalken for Burberry. Det er en karriere, han har fulgt siden.

Ud over Burberry har han også været model for blandt andet Dior, Cartier og Georg Jensen. Han har desuden trukket flere modebladsforsider, blandt andet Vogue og Numéro.

- Jeg vil gerne forfølge modelkarrieren så længe som muligt - og hvem ved, måske arbejde i en anden del af modebranchen engang i fremtiden, sagde han til det australske medie 9honey sidste år.

Men et fremtidigt arbejde i modebranchen kommer ikke til at være som designer. I stedet vil han trække på den kandidat, han fik i Business Administration and Service Management fra Copenhagen Business School i juni.

- Det ville være dejligt at kombinere mit business-studie med et andet aspekt af mode, som jeg allerede arbejder med, fortalte Nikolai til mediet GQ Australia i maj.

Grev Nikolai, som er dronning Margrethes første barnebarn, blev født som prins til Danmark, og faktisk var han den tredje i arvefølgen, da han kom til verden i 1999.

Men efter 22 år som prins meddelte Nikolais farmor, dronning Margrethe, at hun ville fratage prins Joachims børn, Nikolai og Felix, som han har med grevinde Alexandra, samt Henrik og Athena, som han har med sin nuværende hustru, prinsesse Marie, deres titler som prinser og prinsesse fra 1. januar 2023, og i dag tiltales de grever og komtesse.

De indgår stadig i tronfølgen, og Nikolai er med kong Frederiks kroning tidligere i år faktisk rykket op som den sjette i tronfølgen.

Det er dog kun kronprins Christian, der i fremtiden kommer til at modtage apanage. De resterende syv børnebørn - heriblandt Nikolai - skal selv tjene deres penge.

Derfor stod det også Nikolai frit for at kunne blive en del af influencerholdet hos marketingbureauet Social Works i 2023. Det er herigennem, at han blandt andet indgik et samarbejde med Cartier.

Mode er noget, der fylder for den 25-årige greve. Magasinet Euroman kårede ham også som en af Danmarks bedst klædte mænd i juli.

- Jeg vil altid gerne se præsentabel ud, så jeg går meget op i, hvad jeg tager på. Jeg sørger for altid at klæde mig på til lejligheden, sagde han til Euroman i sidste måned.

Adspurgt om, hvem i hans familie der er bedst klædt, svarede Nikolai også sig selv og sin farfar, prins Henrik, der gik bort i 2018.

Nikolai blev student fra Herlufsholm i 2018. Det var også på kostskolen, at han i sin tid mødte sin kæreste, Benedikte Thoustrup, der er stifter og direktør i firmaet BéneSoie.

Parret har været sammen siden 2017 og bor i dag i en lejlighed i København.

/ritzau/

Manchester, 11/07/2025 - 17:00

Oasis advarer fans om høje temperaturer forud for koncerter

Temilade Adelaja/Reuters

For første gang i 16 år spiller Oasis i hjembyen Manchester. Fans bør tage deres forholdsregler i varmen.

Fredag og lørdag spiller Oasis i hjembyen Manchester, og forud for koncerterne beder rockbandet koncertgængerne om at forberede sig på "ekstrem sol og varme".

Det fremgår af et opslag på bandets officielle profil på det sociale medie Instagram.

Blandt andet bliver koncertgæsterne bedt om at bruge solcreme, holde sig hydrerede og forblive i skygge, hvor det er muligt.

- Pas på jer selv, og pas på hinanden, lyder det i opslaget.

Ligesom andre steder i Europa er Storbritannien i øjeblikket ramt af høje temperaturer.

En vejrudsigt hos det britiske medie BBC viser, at der fredag eftermiddag er lige under 30 grader i Manchester. Jo længere, man kommer hen på aftenen, jo mere ser temperaturen ud til at falde.

Det er første gang i 16 år, at Oasis skal give koncert i hjembyen.

Oasis skal spille i Heaton Park og går efter planen på scenen klokken 20.15 lokal tid - klokken 21.15 dansk tid - fremgår det af et Instagram-opslag.

Lørdag ventes temperaturen at ramme 30 grader.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/07/2025 - 14:24

Maskeret rapper indtager Smukfest trods Roskildes eneret

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

D1mas eneste show i 2025 var på Orange Scene, proklamerede Roskilde Festival. Nu skal han spille på Smukfest.

Den maskerede popartist og rapper D1ma indtager Smukfests største scene, Bøgescenen, når musikfestivalen i Skanderborg afvikles i starten af august.

Det oplyser Smukfest i et opslag på det sociale medie Instagram.

- Sørme om vi ikke har klemt endnu et stærkt navn ind på torsdagsplakaten! D1ma er klar til at indtage Bøgeskoven, lyder det.

Tidligere i juli optrådte kunstneren på Roskilde Festivals Orange Scene.

Roskilde Festival har proklameret, at det ville være kunstnerens eneste show i 2025.

- Det virker yderst passende, at D1ma efter en længere pause fra livescenen vender tilbage til Roskilde Festival med ny musik for at give årets eneste koncert, lød det på festivalens hjemmeside.

Det står ikke klart, hvorfor det ikke længere er gældende.

Musikeren, der er kendt for at optræde maskeret, står bag hits som "Drøm Mig Væk", "I Know" og "Moonlight". Han har for nylig udgivet en ny ep, "N1ya".

Efter hans optræden på Orange Scene kvitterede Politiken med fire ud af seks hjerter i en anmeldelse.

Kulturmediet Soundvenue gav koncerten fem ud af seks stjerner og skrev, at "D1ma går væsentligt længere end nærmest nogen anden i dansk popmusik, når det drejer sig om at lade smerten få plads".

Smukfest løber af stablen fra 3. til 10. august. D1ma kommer til at optræde på Bøgescenen torsdag 7. august.

Det er uvist, hvem der gemmer sig bag D1mas maske. Kunstneren har aldrig offentliggjort sit borgerlige navn.

Smukfest har allerede løbende annonceret navne som Shawn Mendes, Will Smith, 50 Cent, Anne Linnet, Tessa, Mø, August Høyen og dj'en Faustix.

Festivalen har omkring 60.000 daglige gæster. Det gør den til en af landets største festivaler.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 11/07/2025 - 10:00

FAKTA: Sådan kan reglerne tolkes

* En mand klagede sidste efterår til Ligebehandlingsnævnet over sin arbejdsgiver, da han mente, der blev gjort forskel på køn i forhold til beklædningsregler for de ansatte.

* Manden sagde, at han havde fået at vide, at de mandlige ansatte skulle bære lange bukser og lukkede sko, mens de kvindelige ansatte også måtte bære kjoler og nederdele samt åbne sko.

* Nævnet afviste mandens klage.

* Begrundelsen lød, at ingen af kønnene ifølge sagens oplysninger måtte bære shorts.

* Nævnet lagde desuden vægt på, "at manden efter det oplyste ikke havde fået afslag på eller haft ønske om at klæde sig efter retningslinjerne for de kvindelige ansatte" - altså havde han været i sin gode ret til at bære kjole eller nederdel.

Kilde: Ligebehandlingsnævnet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 11/07/2025 - 10:00

FAKTA: Disse beklædningsgenstande deler vandene

Den faglige organisation Lederne har udført en undersøgelse, hvor omkring 1000 af deres medlemmer har svaret på spørgsmål om dresscode på arbejdspladsen.

Tallene angiver, hvor stor en andel af lederne, der ikke vil acceptere det følgende:

* Kort kjole/nederdel (over knæet) - 10 procent.

* Nedringet overdel eller skjorte - 21 procent.

* Joggingtøj - 39 procent.

* Kasket - 19 procent.

* Shorts - 16 procent.

* Sandaler/åbne sko - 9 procent.

* Klipklappere/badesandaler - 40 procent.

* Mavebluse - 41 procent.

* Tøj med politiske budskaber - 32 procent.

Kilde: Lederne.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek