Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/06/2023 - 08:00

FAKTA: Grunde til at drikke mindre

Af: Af Ulla Veirup, Ritzau Fokus

Forfatteren Ruby Warrington kommer i sin bog "Sober Curious" med grunde til, hvorfor det kan være godt at mindske sit alkoholforbrug:

* Du sover bedre om natten.

* Din fordøjelse bliver bedre.

* Din hud bliver pænere.

* Din selvtillid får et boost.

* Du bliver langt mere produktiv.

* Dit angstniveau daler.

* Du bliver mere optimistisk, energisk og begejstret over livet.

* Du får lyst til at hjælpe andre.

* Du sparer en masse penge.

* Du går kun i seng med dem, du virkelig har lyst til at gå i seng med.

Men hun understreger, at man ikke skal gøre det til en mission at få folk til at drikke mindre. Ifølge hende er "sober curious"-rejsen kun ens egen.

Kilde: Bogen "Sober Curious" af Ruby Warrington.

/ritzau fokus/

København, 27/05/2024 - 08:00

Landsholdet vinker farvel til fodboldfans i Tivoli inden EM

10. juni afholdes et stort liveshow i Tivoli, hvor herrelandsholdet i fodbold bliver præsenteret. Pil og Malte Ebert gæster også scenen med musik.

Tusindvis af danskere i røde og hvide fodboldtrøjer får mulighed for at vinke farvel og ønske det danske herrelandshold i fodbold held og lykke med EM.

Det sker til et stort tv-transmitteret liveshow på Plænen i Tivoli.

Det skriver forlystelsesparken mandag i en pressemeddelelse.

Liveshowet foregår mandag den 10. juni, og dermed er det også sidste gang, at man kan se landsholdet, inden de drager mod Tyskland for at spille EM-slutrunden.

Spillerne og træner Kasper Hjulmand vil blive præsenteret på scenen i Tivoli klokken 20, hvor værterne Camilla Martin og Melvin Kakooza også interviewer truppen.

Herrelandsholdets anfører Simon Kjær er overbevist om, at det bliver en stor dag.

- Det er de danske fans, vi spiller for, og de støtter os altid i medgang og modgang, siger han i meddelelsen og tilføjer:

- Det betyder alt for os at mærke folkets opbakning, og derfor glæder vi os enormt meget til at opleve en rød og hvid Plænen i Tivoli og give noget tilbage til børn og glade fans, inden vi tager afsted til EM.

Scenen får også besøg af artisterne Pil og Malte Ebert, der skal optræde til showet.

Malte Ebert står i år bag den officielle EM-sang "Kongen Af Danmark". Han har to gange før udgivet sange i forbindelse med en slutrunde, som landsholdet har deltaget i.

Ud over Tivoli står Dansk Boldspil-Union, DBU, og TV 2 også bag arrangementet.

Fra klokken 17 sender TV 2 optakt til showet, hvor man blandt andet vil se herrelandsholdet sætte kurs mod Tivoli, når de forlader træningslejren i Helsingør.

Liveshowet bliver ligeledes sendt på TV 2.

Landsholdet spiller sin første EM-kamp søndag den 16. juni imod Slovenien.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/05/2024 - 17:31

Dronning Mary får særlig orden på kongens fødselsdag

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dronning Mary har søndag fået overrakt den højeste grad af Dannebrogsordenen fra kong Frederik.

I anledningen af, at kong Frederik søndag fylder 56 år, har han tildelt sin hustru, dronning Mary, Storkommandørkorset af Dannebrogordenen.

Det skriver kongehuset på Instagram.

Storkommandør er Dannebrogordenens højeste grad. Den kan kun tildeles kongelige, skriver kongehuset.

Det kors, som dronning Mary har fået søndag, har tidligere været båret af prins Henrik.

Korset er blevet restaureret og har fået kongens monogram, så kong Frederik kunne overrække det til sin hustru søndag.

Med dronning Marys nye orden er der nu syv storkommandører.

Ud over kongen og dronningen, har dronning Margrethe, prins Joachim og prinsesse Benedicte også ordenen. Det samme har den norske og svenske konge.

Inden Dannebrogsordenen blev åbnet for kvinder i 1951 var det kutyme, at dronninger kunne få Storkommandørkorset som en særlig gestus.

Kongehuset skriver på Instagram, at det første gang skete, da dronning Marie Sophie Frederikke fik korset af Christian VIII i 1840.

Kong Frederiks 56 års fødselsdag er den første, som han kan fejre som regent, efter tronskiftet i januar.

Klokken 12 trådte kongen og siden både dronning Mary og kongeparrets børn frem til fødselsdagsfejring ved Amalienborg.

Her vinkede de til de fremmødte fra balkonen på Frederik VII's Palæ.

Der blev også sunget fødselsdagssang for kongen, hvor Den Kongelige Livgarde spillede musik til.

Livgarden var, som traditionen byder på regentens fødselsdag, iklædt røde gallauniformer, som bruges ved særlige lejligheder.

På vej gennem byen spillede Livgarden en række af de kongelige marcher.

Koncerten sluttede af med "Kronprins Frederiks Honnørmarch". Der er nemlig endnu ikke lavet en ny march i anledning af hans nye titel som konge.

Resten af dagen skal fejres under private former. Det har kongehuset tidligere oplyst.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/05/2024 - 09:00

Hvor ofte skal græsset slås?

* I vækstsæsonen, som normalt er fra april til sidst i oktober, skal græsset slås cirka én gang om ugen.

* Du bør ikke klippe græsset kortere end tre-fire centimeter. Det stresser græsset at klippe det kortere og svækker rodnettet, som kan give grimme gule pletter og mere mos og andet ukrudt.

* Har du været på ferie, og græsset er højt, er det bedre at klippe det ad flere omgange. Så undgår du, at det lægger sig som en dyne oven på plænen.

Kilde: Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 27/05/2024 - 09:00

Sidste udkald for en flot plæne til sommer

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

En våd vinter har givet mos gode vilkår. Du skal derfor gøre en indsats for en flot, grøn plæne til sommer, lyder det fra ekspert.

Græsplænen er nu godt i gang med at vokse, efter at den har ligget i dvale hele vinteren.

På grund af en nedbørsrig vinter er mange danske haver fyldt med mos. Og vil du have en tæt og flot græsplæne til sommer, skal du i gang nu og undgå én klassisk fejl.

Det siger Michael Jepsen, der er ekspert i græspleje og stifter af virksomheden DM Greenkeeping.

- Det er vigtigt ikke at gå fra 0 til 100 og klippe og gøde i ét væk. Det er simpelthen for hårdt for plænen, siger han og sammenligner det med at starte for hårdt ud til fitness efter en længere pause.

Med den rigtige gødning kan du svække væksten af mos og give plænen noget at leve af.

- Der går omkring to til tre uger, før gødningens effekt kan ses, og væksten af græsset tager til. Går man i gang med gødningen nu, når vi altså et stykke ind i sommeren, før effekten ses, siger han.

Men du skal ikke bare give den gas med gødningen, i håb om at du kan indhente lidt tid, eller at havens græs og planter skulle have godt af lidt ekstra.

Faktisk har de danske haveejere en tendens til at overgøde, lyder det fra Louise Møller, der er faglig redaktør hos Haveselskabet.

- Jeg tænker, at forklaringen ligger ved, at folk rigtig gerne vil gøre det bedste for deres planter, men at give dem lige det ekstra er ikke så godt, siger hun.

- Det skader at gøde for meget, ligesom det også skader at gøde for lidt, siger hun og peger på, at du altid bør følge doseringsvejledningen, når du skal gøde din have.

Er du i tvivl, så giv det hellere lidt for lidt gødning. Så må du gøde igen om nogle måneder, lyder rådet fra Louise Møller.

Uanset hvor god du er til at dosere din gødning, skal du ikke tro, at du kommer sovende til en "helt perfekt græsplæne" med lige linjer og ingen vilde blomster.

Det kræver hårdt arbejde og en solid vilje, lyder det fra haveeksperten.

- Gør op med dig selv, hvad dit ambitionsniveau er. Hvis du er typen, der går efter den perfekte græsplæne, som jeg kalder den, skal du vide, at det kræver rigtig meget tid, siger hun.

Kan du leve med en mere afslappet tilgang i din have, sparer du tid og bringer en masse andet godt ind i haven ved at lade nogle vilde blomster og noget ukrudt blive.

Det har blandt andet en masse gavnlige effekter for insekter, der nemmere kan finde et sted at bo og trives i haven.

- Lad eventuelt en del af haven stå med langt græs. Den perfekte græsplæne er ikke så god for insekterne og kan sammenlignes lidt med en grøn ørken, mener Louise Møller.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek