Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Doha, 24/11/2022 - 16:53

Medie: Fifa tillader regnbuefarver på VM-stadioner

VM-tilskuere vil fremover ikke få konfiskeret beklædningsgenstande eller flag med regnbuefarver på.

Matthew Childs/Reuters

Af: /ritzau/

Man vil fremover ikke længere risikere at få konfiskeret sit regnbueflag eller tøj med regnbuefarver på, hvis man skal se en kamp på stadion ved VM i fodbold.

Torsdag skriver den engelske avis The Independent, at Fifa har meddelt, at regnbuefarverne, der er et kendetegn for LGBTQ+-miljøet, ikke længere er forbudt på VM-stadionerne.

Det sker efter historier om, at VM-tilskuere ifølge The Independent har fået konfiskeret regnbueflag eller beklædningsgenstande med regnbuefarver på eller er blevet bedt om at dække farverne til.

Tirsdag fortalte en dansk fodboldfan til TV 2, at han var blevet nægtet indgang til en VM-kamp, fordi han bar strømper med regnbuefarver på, ligesom han havde det bandlyste One Love-armbind på.

Danskeren blev bedt om at tage sokkerne og armbindet af og lægge det i et opbevaringsrum.

Der er dog også eksempler på, at regnbuefarver ikke har været bandlyst fra VM-stadionerne. Helle Thorning-Schmidt overværede Danmarks kamp mod Tunesien på stadion iført en kjole med regnbuefarver på ærmerne.

Den tyske indenrigsminister, Nancy Faeser, var også iført One Love-armbindet, da hun var til stede til Tysklands kamp mod Japan onsdag.

Den nye tilgang til regnbuefarver fra Qatar og Fifa gælder umiddelbart ikke brugen af One Love-anførerbindet, hvor der også er regnbuefarver på.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek