Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Stockholm, 16/05/2022 - 10:58

Sverige og Finland bliver klar til Nato-ansøgning mandag

Finsk afstemning i Riksdag om ja til Nato. USA-senatorer tror på ratificering af medlemskab inden august.

Anders Wiklund/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Sveriges regering vil måske allerede mandag sende ansøgningen om at blive medlem af Nato.

Det kan ske efter et regeringsmøde senere på dagen, der bliver en milepæl i svensk historie. Det skriver den svenske tv-station SVT.

Det sker, samtidig med at regeringens oplæg til medlemskab debatteres i Riksdagen.

- Hvornår ansøgningen helt nøjagtigt sendes, kan jeg ikke sige, men beslutningen vil blive taget i dag, siger forsvarsminister Peter Hultqvist.

Sveriges hurtige vej mod Nato er gjort mulig, efter regeringspartiet Socialdemokraterna søndag sagde ja til Nato-medlemskab.

Den svenske ansøgning vil komme, samtidig med at Finland vil søge om medlemskab.

Den finske regering har allerede besluttet sig for at gå med Nato. Ansøgningen vil blive sendt, når Riksdagen i Helsinki har stemt om Nato-medlemskab. Her er der klart flertal for.

Mødet indledes i Riksdagen mandag. Der er foreløbig 150 anmodninger om at få ordet i det finske parlament. Så man kan næppe nå at stemme om det i dag, oplyser Riksdagens formand, Matti Vanhanen.

Baggrunden for, at de to hidtidige neutrale lande nu søger hurtig tilslutning til Nato, er Ruslands krig i Ukraine.

Søndag landede fire fremtrædende republikanske senatorer fra USA i Stockholm. Det sker for at bevidne Sveriges Nato-ansøgning. Det var den republikanske mindretalsleder i Senatet Mitch McConnell samt senatorerne Susan Colllins, John Cornyn og John Barrasso.

Mitchell sagde på et pressemøde, at han regner med, at Senatet i Washington hurtigt vil kunne ratificere et svensk Nato-medlemskab.

- Vi håber at kunne godkende det inden august, sagde han ifølge TT.

Senatorerne er mandag rejst videre til Finland.

Den russiske regering gentager mandag, at det er en grov fejltagelse, som Sverige og Finland er ved at rode sig ud i.

- Dette er endnu en alvorlig fejltagelse med langtrækkende konsekvenser, siger viceudenrigsminister Sergej Rjabkov.

Det generelle militære spændingsniveau vil stige, advarer han.

- Det er en skam, at sund fornuft ofres for nogle fantomidéer om, hvad der burde gøres i den nuværende situation, siger han ifølge AFP.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek