Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/04/2022 - 10:58

DF-afhopper Martin Henriksen dropper at starte et nyt parti

23. januar tabte Martin Henriksen formandsopgøret i DF, og han meldte sig efterfølgende ud af partiet.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den tidligere formandskandidat i Dansk Folkeparti Martin Henriksen var klar til "at trykke på knappen" og starte et nyt parti, men er kommet på andre tanker efter at have grublet over emnet.

- Der er mange, som har spurgt, om jeg starter et nyt parti, og det ærlige svar er, at jeg kan godt mærke, at jeg er mættet af dansk politik, og derfor skal man ikke gå i gang med noget, hvis man kun giver det 80 procent og ikke 100 procent, siger Henriksen.

Ekstra Bladet kunne i februar fortælle, at Henriksen havde sendt en ansøgning til Indenrigsministeriet om at få godkendt et nyt partinavn til et folketingsvalg.

Henriksen vil ikke uddybe mere til den historie, men gentager blot, at han havde det hele klar til at kunne starte et nyt parti. Hvad navnet skulle have været på partiet, vil han ikke ud med.

Henriksen har i mange år været medlem af DF, og han gik efter formandsposten 23. januar, men tabte magtkampen til Morten Messerschmidt. Efterfølgende meldte Henriksen sig ud af DF.

Begrundelsen var krystalklar: Han ville ikke være i DF med Messerschmidt som formand.

- Efter at have haft fornøjelsen af at have været i frontlinjen i mange år passer det mig rigtig godt, at tingene foregår på et lidt lavere niveau nu. Så derfor kommer der ikke noget, siger Henriksen, som tidligere har siddet i Folketinget for DF og var partiets ordfører på udlændingeområdet.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek