Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/04/2020 - 10:52

Superstjerners velgørenhedskoncert kan ses på dansk tv

Nogle af verdens største stjerner har sagt ja til at optræde for at samle penge ind til coronabekæmpelse.

Andrew Kelly/Reuters

Af: Af Eva Maria Brandi, Ritzau Fokus

Sangerinden Lady Gaga, der er drivkraften bag en kæmpe støttekoncert, der skal hylde sundhedspersonale over hele verden og samle penge ind til bekæmpelse af coronavirusset, får stor opbakning af sine kendte kolleger.

Navne som Elton John, Paul McCartney og Chris Martin har allerede meldt sig under fanerne, og de får nu selskab af stjerner som Taylor Swift, Jennifer Lopez og Céline Dion, der også vil være med til at sætte fokus på den alvorlige sag.

Støttekoncerten bliver afholdt natten mellem lørdag den 18. og søndag den 19. april dansk tid og kan ses på flere sociale medier som Facebook og YouTube, men det bliver også muligt at se koncerten på dansk tv.

Den verdensomspændende online-støttekoncert, der har fået navnet "One World: Together at Home", vises således på tv-kanalen Paramount Network søndag den 19. april klokken 22.00.

Talkshowdronningen Oprah Winfrey vil være at finde på skærmen, ligesom at skuespillere som Ellen DeGeneres og Matthew McConaughey også har takket ja til at være en del af showet, der afholdes i samarbejde med verdenssundhedsorganisationen, WHO.

- Det bliver en alt andet end normal støttekoncert, og aftenen byder på både optrædener fra kunstnernes private hjem og forproducerede indslag, skriver Paramount Network i en pressemeddelelse.

- Stjernerne vil også samle penge ind til at støtte WHO's arbejde, og der vil være både alvorlige interviews med sundhedseksperter og læger fra hele verden samt sjovere indslag med kendte komikere, lyder det.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek