Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/02/2019 - 13:02

Ældresagen: Nedslidte skal have en værdig pension

Ældre Sagen og Dansk Magisterforening vil åbne for kriterierne for førtidspension med nyt udspil.

Af: /ritzau/

For at sikre, at alle mennesker kommer fra det danske arbejdsmarked på en værdig måde, er der brug for en ny retning.

Det mener Ældre Sagen og Dansk Magisterforening, der søndag spiller ud med et forslag til en ny model for seniorførtidspension.

Står det til dem, skal modellen fremover omfatte personer med fem til ti år eller mindre tilbage på arbejdsmarkedet, hvor deres arbejdsevne er nedsat til halvdelen af fuld tid.

- Folkepensionsalderen vil stige de kommende år, og det gør det nødvendigt at finde løsninger for de nedslidte, som har svært ved at gå på arbejde.

- Her har den nuværende seniorførtidspensions spillet fallit, siger Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen i en pressemeddelelse.

Derudover bør det altid være en læge, der skal vurdere, hvorvidt en person har ret til seniorførtidspension. Som det er nu, er det kommunen, der står for det.

Derudover skal retten til at gå på seniorførtidspension være helt uafhængig af en persons tidligere eller aktuelle tilknytning til arbejdsmarkedet.

I den nuværende model skal man have en langvarig og aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet.

Lørdag foreslog FOA og 3F at ændre på kravene for seniorførtidspensionen og folkepensionen.

De mener, at man bør se på de helbredskriterier, der er, og åbne op for, at man skal kunne bruge ordningen, hvis man er nedslidt, når man er 60 år.

Reaktionerne kommer i kølvandet på det pensionsudspil, som S-formand, Mette Frederiksen, fremlagde tidligere på måneden.

Partiet vil indføre en tidligere pension, som borgere skal have ret til, hvis de lever op til bestemte kriterier. Det skal ske uanset, om de er nedslidte eller ej.

Det retter sig primært mod danskere, der kommer tidligt ud på arbejdsmarkedet.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek