Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

08/07/2024 - 11:00

FAKTA: Spis jordbærrene samme dag

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

* Jordbær er i sæson fra juni til august.

* Der findes over 20 sorter, men det mest kendte herhjemme er det såkaldte have-jordbær.

* Friske jordbær har en kort holdbarhed og skal helst spises samme dag.

Kilde: coop.dk.

/ritzau fokus/

London, 31/10/2025 - 11:55

Britiske avisforsider introducerer Andrew uden prinsetitel

Buckingham Palace oplyste torsdag aften, at prins Andrew mister både sin prinsetitel og kongelige residens.

Den tidligere prins Andrew nu med det borgerlige navn Andrew Mountbatten Windsor pryder et væld af britiske avisforsider fredag.

På forsiden af mindst ni medier portrætteres den tidligere prins akkompagneret med overskrifter, der henviser til, at han er blevet frataget sin prinsetitel.

Tabloidmedierne The Sun og The Daily Star laver ordspil mellem den tabte titel og den afdøde musiker Prince.

"The Andrew formerly known as Prince" - oversat Andrew, tidligere kendt som prins - står centralt på The Suns avisforside.

Det leder hurtigt tankerne hen til 1990'erne, da musikeren Prince tog et uudtaleligt symbol som kunstnernavn under en strid med sit pladeselskab.

Her blev han kendt som The artist formerly known as Prince - oversat kunstneren, tidligere kendt som Prince.

Daily Mirror kører en forside, hvor mediet skriver "Mød Hr. Windsor" efterfulgt af et billede af Andrew Mountbatten Windsor.

Det britiske kongehus Buckingham Palace oplyste torsdag aften, at prins Andrew mister både sin prinsetitel og kongelige residens.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 31/10/2025 - 11:47

Anklager kræver Sisse Sejr idømt tre måneders fængsel for stalking

Rune øe/Ritzau Scanpix

At tv-vært selv har lavet program om identitetstyveri, skal være skærpende i stalkingdom, mener anklager.

Anklagemyndigheden kræver tv-vært Sisse Sejr-Nørgaard idømt mindst tre måneders ubetinget fængsel for stalking og identitetsmisbrug.

Det fortæller anklageren fra Statsadvokaten i København fredag i landsretten.

Byrettens dom endte egentlig helt, som både anklager og forsvarer ønskede, da journalist og tv-vært Sisse Sejr-Nørgaard i marts fik en betinget straf på 30 dage.

Alligevel sidder Sisse Sejr-Nørgaard fredag formiddag i ankesagen i Østre Landsret i Københavns Nordhavn.

Mens hun accepterede byrettens dom, vurderede Statsadvokaten, at hun skulle straffes hårdere, end anklageren fra Københavns Politi havde påstået i byretten.

Straffen bør ifølge anklageren i landsretten både være ubetinget og længere.

- Selv om der ikke er nogen fysisk kontakt, er den (stalkingen, red.) ikke mindre invaliderende, siger anklageren.

Hun mener, at der er flere grunde til, at straffen skal skærpes. Det gælder blandt andet, at Sisse Sejr-Nørgaard var vært på DR-dokumentarserien "Mit liv er stjålet", der i 2017 satte fokus på netop identitetstyveri.

Derfor havde hun ifølge anklageren en viden om, hvordan identitetsmisbrug påvirker et offer.

- Det er en viden, som hun bruger i forbindelse med denne her chikane af forurettede, siger anklageren.

Da retsmødet skal til at begynde, er der mødt så mange journalister og tilhørere op, at flere må afvises, og der må hentes ekstra stole.

I vidneskranken fortæller Sisse Sejr-Nørgaard da også, at den store medieomtale har haft store konsekvenser.

- Det har en enorm effekt på min familie og venner, siger hun.

- Økonomisk er jeg slået ud af kurs. Det har kostet vanvittigt mange penge. Jeg skal jo kunne tale mig selv frem. Det er min egen skyld.

Højesteret har tidligere slået fast, at stalking som udgangspunkt skal straffes med ubetinget fængsel. Altså en straf, der skal afsones - eventuelt med fodlænke.

En betinget dom skal derimod ikke afsones, men den dømte skal overholde nogle betingelser - blandt andet om ikke at begå kriminalitet i en periode.

Det var i sommeren sidste år, at Sisse Sejr-Nørgaard udsatte en anden kvinde for stalking og identitetsmisbrug gennem cirka en måned.

Hun opdagede, at kvinden havde en beskedkorrespondance med hendes mand, journalist Esben Bjerre. Ifølge Sisse Sejr-Nørgaard havde de en affære.

Og så indtastede Sisse Sejr-Nørgaard offerets personoplysninger i mindst 81 formularer, så kvinden fik tilsendt nyhedsbreve, bookingbekræftelser, telefonopringninger og beskeder.

Hun kalder stalkingen for "komplet idioti". Desuden har hun forklaret, at hun var ramt af, at der var sygdom i familien.

- Jeg kan i dag - efter halvandet år - sige, at jeg aner ikke, hvem det menneske var, der kom til verden den dag, siger hun.

I byretten tilstod hun og rettede henvendelse til kvindens bistandsadvokat og gav en undskyldning. Den gentager hun fredag i landsretten.

- Jeg mener den fra bunden af mit hjerte, lyder det.

Anklageren mener dog, at journalistens forklaring ikke bærer præg af den store undskyldning.

- Der har ikke været meget forståelse for den situation, som forurettede stod i sidste sommer, siger anklageren.

Dommen ventes senere fredag.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 31/10/2025 - 08:00

FAKTA: Den lille AI-ordbog

* AI står for artificial intelligence altså kunstig intelligens. Kunstig intelligens bygger på matematik og logik, men det er ikke altid klart, hvordan den kommer frem til en bestemt løsning eller vurdering.

* Generativ AI er kunstig intelligens, der kan skabe nyt indhold som tekst, billeder, lyd, musik og videoer. Typisk kræver det bare et simpelt input fra brugeren i form af et såkaldt prompt.

* Et prompt er brugerens besked eller spørgsmål, som generativ AI bruger til at generere indhold.

* Machine learning - altså maskinlæring - er en teknologi, hvor computeren lærer at finde mønstre og lærer af data. Dermed kan den komme med forslag til, hvordan en opgave kan løses. Computeren kan lære af sine erfaringer og bliver dermed bedre til sine opgaver over tid.

* LLM står for large language models - altså store sprogmodeller - og er en type kunstig intelligens, der bliver trænet på massive mængder af tekstdata - for eksempel artikler, bøger og hjemmesider. Dermed opnår modellen en menneskelignende sprogforståelse og -generering, som gør den i stand til at sandsynlighedsberegne et svar eller resultat.

Kilder: dtu.dk og "Hvad er generativ AI?" udgivet af Dataetisk Råd.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 31/10/2025 - 08:00

AI-forsker: Chatbotterne er designet så du vil have mere

Kiichiro Sato/Ritzau Scanpix

Bliver du hængende lidt længere i dialogen med chatbotten, efter at den har besvaret dit indledende spørgsmål? Så er den lykkedes med sin opgave.

Chatbotter som ChatGPT er nærmest blevet allemandseje. Og med få klik på computeren eller telefonen kan du få hjælp til at skrive en festsang, lave et oplæg til arbejdet eller planlægge en rejse.

Når du kommunikerer med chatbotten, er den altid meget høflig og imødekommende - nærmest overstrømmende til en start. Og det er bestemt ikke tilfældigt.

Det fortæller Raghavendra Selvan, som er adjunkt på Datalogisk Institut ved Københavns Universitet og forsker i AI - altså kunstig intelligens.

- Hvis du interagerer med ChatGPT, vil du lægge mærke til, at den aldrig bare svarer og så stopper. Den lægger altid ud med at rose dig, så besvarer den din anmodning, og så spørger den, hvad den ellers kan gøre. Det er et eksplicit designvalg, forklarer Raghavendra Selvan og fortsætter:

- I sidste ende er det et produkt, og virksomhederne vil gerne have os til at bruge det mere og mere - det er forretningsmodellen. Hvis vi bliver ved med at bruge det mere, så vænner vi os til at bruge det, og så vil vi gerne have mere af det.

I en artikel i det amerikanske medie The Atlantic har fænomenet fået et navn: chatbait. Mange kender sikkert begrebet clickbait, hvor man bliver lokket til at klikke ind på en artikel, fordi overskriften - altså maddingen - snyder sig til at lyde mere interessant.

Begrebet chatbait dækker i stedet over, at chatbotterne lokker brugerne til at blive i samtalen. I bunden af svaret er der altid et eller flere tilbud om, hvordan botten kan hjælpe en videre. Skal resultatet stilles op på en anden måde, laves om til en køreklar plan eller visualiseres?

- Ligesom clickbait overtaler folk til at åbne links, de måske ellers ville have ignoreret, presser chatbait samtalen steder hen, hvor den måske ellers ikke ville have bevæget sig, skriver The Atlantic.

Og ifølge The Atlantic har OpenAI - der står bag ChatGPT - og andre lignende virksomheder masser at vinde ved at holde brugerne fanget i dialogen.

- Samtalerne med chatbots er værdifuld træningsdata for fremtidige modeller. Og jo mere en person taler med en bot, jo mere persondata har de det med at afsløre, og det kan AI-firmaerne omvendt bruge til at generere mere overbevisende svar.

- Længere samtaler nu kan måske også være vejen til mere produktloyalitet på længere sigt, skriver The Atlantic.

Ifølge Raghavendra Selvan er de lange dialoger også en fordel for AI-skaberne, fordi man betaler per token.

Tokens er i AI-sammenhæng de byggesten, som de store sprogmodeller bruger til at forstå og generere menneskelig kommunikation. Det kan være ord eller dele af ord. Et gennemsnitligt ord består af to tokens, forklarer forskeren.

I den gratis version af eksempelvis ChatGPT vil man opleve, at der er grænser for mængden af data, man kan få analyseret i én session. Ønsker man at fodre chatbotten med mere data, må man enten vente eller punge ud.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek