Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Los Angeles, 06/12/2024 - 21:25

En af chikanesagerne mod Lizzo er droppet

En dommer har bestemt, at Lizzo ikke kan sagsøges som enkeltperson af tøjdesigneren Asha Daniels.

Mario Anzuoni/Reuters

Af: /ritzau/

Der er ikke juridisk grundlag for, at tøjdesigneren Asha Daniels kan sagsøge den amerikanske popstjerne Lizzo som enkeltperson.

Det har en føderal dommer i Los Angeles afgjort mandag, skriver BBC fredag.

Asha Daniels har hævdet, at hun blev udsat for mobning samt seksuel og racistisk chikane, mens hun var på turné med Lizzo i 2023.

Ifølge tøjdesigneren var der tale om et arbejdsmiljø, der var "utrygt og seksuelt ladet”.

Det har Lizzo dog afvist, skriver BBC.

Ifølge dommeren har Asha Daniels oplyst, at hendes arbejdsgivere under turnéen var sangerens produktionsselskab, Big Grrrl Big Touring Inc, og lønselskabet Caps.

Det betyder, at Asha Daniels ikke kan sagsøge Lizzo, men popstjernens produktionsselskab er fortsat sagsøgt i sagen.

Til det amerikanske medie NBC har Asha Daniels tidligere udtalt, at turnéen føltes som at bo i et galehus.

- Det var fuldstændig chokerende. Jeg hørte den her sorte kvinde på en enorm scene dele et budskab om selvkærlighed, omsorg, empati og at stå op for andre.

- Og jeg så mig selv, danserne, korsangerne og de lokalt ansatte blive regelmæssigt chikaneret og mobbet.

Også i august blev Lizzo sagsøgt for at skabe et dårligt arbejdsmiljø. Tre tidligere dansere stod bag søgsmålet.

De beskyldte sangeren for blandt andet at udskamme og diskriminere på grund af køn, race, vægt og religion.

På Instagram skrev den amerikanske stjerne efterfølgende, at anklagerne er utrolige og uhyrlige.

Lizzo slog igennem i 2019 med sangen "Truth Hurts". Blandt hendes andre hits finder man "About Damn Time" og "Good As Hell".

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek