Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Fredericia, 08/03/2021 - 11:00

Bundesen har velsignet genopsætning af Shu-bi-dua-musical

Michael Bundesen gav sin velsignelse til genopsætningen, inden han blev alvorligt syg.

Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Fra efteråret og hen over næste vinter kommer Tivolis Koncertsal og landets store musikhuse til at give genlyd af Shu-bi-duas største hits som "Hvalborg", "Den Røde Tråd" og "Vuffeli-Vov".

"Shu-bi-dua - The Musical" vender nemlig tilbage og får premiere på Fredericia Musicalteater den 3. november 2021, hvorefter den flytter til Tivolis Koncertsal i København og senere landet rundt.

Det annoncerer Lion Musicals i en pressemeddelelse.

- Vi fik Michael Bundesens velsignelse til at lave en genopsætning, inden han blev alvorligt syg, siger Thomas Langkjær, producent og ejer af Lion Musicals.

- Vi vil gøre vores ypperste for at hylde og ære ham ved at lave en fantastisk opsætning i hans ånd, forsikrer han.

"Shu-bi-dua - The Musical" blev opført første gang tilbage i 2015, og det glædede frontmand Michael Bundesen.

- Det er jo ingen hemmelighed, at jeg for øjeblikket desværre ikke kan hoppe og danse på en scene, så det er dejligt at vide, at musikken kan leve videre, sagde han dengang i en pressemeddelelse.

- Jeg håber fortsat, at den kan bidrage med en masse positive oplevelser ude på de danske scener. Det ville varme en gammel popsangers hjerte.

Michael Bundesen blev ramt af to blodpropper i hjernen i 2011 og måtte stoppe sin musikalske karriere.

Han døde sidste år af kræft i en alder af 71 år.

Shu-bi-duas musik og tekstunivers danner rammen om "Shu-bi-dua - The Musical", som ifølge Lion Musicals er et festligt og satirisk portræt af 80'erne og 90'ernes Danmark.

Den røde tråd i forestillingen er historien om drengen Mick, der ikke er som alle andre.

Musicalen følger ham fra barndom til ungdom og hans jagt efter at finde lykken og sin plads i livet. Mick bliver student, får et fedt job på et reklamebureau og møder kærligheden. Men alligevel er det, som om at der mangler noget, lyder det om musicalen.

I de to hovedroller som Mick og hans udkårne, Sille, er der denne gang blevet gjort plads til to nyudklækkede talenter fra Den Danske Scenekunstskole, nemlig Thor Vestergaard og Alberte Hønnicke Kyst.

I de øvrige store roller ses blandt andre Trine Pallesen, Ole Boisen og Kim Ace Nielsen.

"Shu-bi-dua - The Musical" får således premiere på Fredericia Musicalteater den 3. november 2021, hvorefter den flytter til Tivolis Koncertsal i København.

Efter Tivoli påbegyndes en stor danmarksturné, der bringer forestillingen forbi en række af landets største byer.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek