Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

20/05/2023 - 08:00

Store prisforskelle: Spar masser af kroner på tandlægeregningen

Det kan godt betale sig at undersøge, om der findes en billigere tandlæge i byen. En ny stikprøve viser store forskelle i priser fra klinik til klinik.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

En tandpine gør hurtigt ondt på bankkontoen. Hvor slemt det bliver, afhænger dog i høj grad af, hvilken tandlæge du vælger.

For der er stor forskel på, hvad tandklinikkerne tager for at fikse et hul eller foretage en rodbehandling.

En fyldning i en stor kindtand kan for eksempel i Slagelse koste 740 kroner hos en af tandlægerne i byen og 2070 kroner hos en anden af byens tandlæger.

Det viser en ny stikprøve, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har lavet ved at sammenligne tandlægepriser på sundhed.dk.

- Tandlægekunder er ofte knyttet tillidsmæssigt til deres tandlæge. Det er der ikke noget forkert i, siger Louise Kastfelt, der er kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, i en pressemeddelelse.

- Med så store prisforskelle vil jeg dog opfordre til, at man som kunde undersøger priserne på sundhed.dk for at tjekke, om der kan være noget at spare, fortsætter hun.

Mens det er fastlagt ved lov, hvad en tandrensning må koste herhjemme, har klinikkerne frit spil i forhold til at sætte priser på ydelser som for eksempel rodbehandling, fyldninger og kroner.

Prisforskellene mellem klinikkerne skyldes flere ting, fortæller Søren Bach-Petersen, der er formand for klinikejerne i Tandlægeforeningen.

- Forskellene afhænger af klinikkernes omkostninger. Det gælder klinikudstyr, husleje, materialer og maskiner. Derudover er der lønninger til personalet og udgifter til efteruddannelse, forklarer han.

- Så det er klart, at tingene bliver dyrere, hvis nu man har købt nogle nye maskiner eller har foretaget andre større investeringer i klinikken for at kunne levere en fagligt god behandling.

Samtidig påpeger Søren Bach-Petersen, at der er masser af konkurrence klinikkerne imellem, og at det også har en effekt på, hvad det koster at få ordnet tænderne.

Leder du efter den bedste pris, opfordrer han ligesom Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at gå ind på sundhed.dk og tjekke tandlægernes priser der, hvor du bor.

- Dernæst vil jeg anbefale, at du betaler for en konsultation hos tandlægen, hvor tandlægen kigger på dine tænder og fortæller, hvad det vil koste at få dem lavet. Tandlægen skal altid kunne tilbyde et prisoverslag, siger Søren Bach-Petersen.

Prisoverslaget vil være den præcise pris for tandbehandlingen, hvorimod priserne inde på sundhed.dk er et prisinterval, forklarer han.

Der er nemlig stor forskel på, hvad behandlingen kræver fra patient til patient.

- Tænder er ikke det samme som at købe en liter sødmælk nede i supermarkedet. En rodbehandling af en tand er ikke bare en rodbehandling, siger Søren Bach-Petersen og uddyber:

- Den afhænger af, hvordan rødderne sidder, om der er gået betændelse i tanden, eller om noget er knækket af. Der er mange faktorer, der har indflydelse på, hvilken behandling man skal have.

Søren Bach-Petersen understreger, at det ligger Tandlægeforeningen på sinde, at alle skal have råd til at gå til tandlæge.

I den forbindelse ser foreningen gerne, at politikerne skruer op for det offentlige tilskud.

- Egenbetalingen ligger på 85 procent, fordi det offentlige tilskud er blevet udhulet gennem de seneste 25-30 år. Det er en problematik, vi har taget op, fordi vi frygter, at store patientgrupper vælger tandlægebesøget fra, lyder det fra Søren Bach-Petersen.

/ritzau fokus/

Kongens Lyngby, 11/07/2025 - 17:24

Anders Lund Madsen kræver knap 23 millioner kroner for sin villa

Liv Latricia Habel/Ritzau Scanpix

Med den nuværende udbudspris på 22.950.000 kroner venter der tv-værten Anders Lund Madsen en potentiel fortjeneste på 8.550.000 kroner, skriver Boliga.

Efter fem år på Kongshvilebakken i Kongens Lyngby rykker Anders Lund Madsen videre.

Den kendte tv-vært og journalist har sat sin villa til salg for 22.950.000 kroner. Han erhvervede den i 2020 for 14.400.000 kroner.

Den 61-årige kendis står dermed til at indkassere 8.550.000 kroner - før fradrag af salgsomkostninger, skat og eventuelle forbedringer.

Det skriver boligsiden Boliga.

Det fremgår ikke, hvorfor Anders Lund Madsen har sat boligen til salg, og hvor han nu skal flytte hen.

Villaen, som ejendomsmægleren beskriver som moderniseret og raffineret, ligger i første parket til Lyngby Sø og rummer 174 kvadratmeter bolig fordelt på otte værelser og tre toiletter.

- Arne Jacobsen er rigt repræsenteret på tværs af boligens 324 etagemeter med både armaturer og dørgreb, lyder det blandt andet i salgsannoncen.

Anders Lund Madsen er far til otte. Han har tre voksne børn fra sit første ægteskab, og sammen med sin hustru, Karin Prehst Lund Madsen, har han fem mindre børn.

I huset bor også familiens mange kæledyr, som tæller omkring 50 forskellige arter.

Alene sønnen Modig har 177 kæledyr, som tæller lige fra græshopper til slanger og katte.

Det fortalte han til Ritzau på den røde løber til uddelingen af Tvprisen 2025 i marts, hvor TV 2-serien "Modig og havfruen" var med i opløbet om prisen som Bedste Børneprogram.

Kakerlakker var dog ikke velkommen på matriklen på Kongshvilebakken.

- Der har jeg sat foden ned - jeg kan simpelthen ikke have dem, lød det fra Anders Lund Madsen.

- Vi har haft kakerlakker, hvæsende kakerlakker, men de er gudskelov ude igen.

/ritzau/

Læs Mere >>

Manchester, 11/07/2025 - 17:20

Oasis advarer fans om høje temperaturer forud for koncerter

Temilade Adelaja/Reuters

For første gang i 16 år spiller Oasis i hjembyen Manchester. Fans bør tage deres forholdsregler i varmen.

Fredag og lørdag spiller Oasis i hjembyen Manchester, og forud for koncerterne beder rockbandet koncertgængerne om at forberede sig på "ekstrem sol og varme".

Det fremgår af et opslag på bandets officielle profil på det sociale medie Instagram.

Blandt andet bliver koncertgæsterne bedt om at bruge solcreme, holde sig hydrerede og forblive i skygge, hvor det er muligt.

- Pas på jer selv, og pas på hinanden, lyder det i opslaget.

Ligesom andre steder i Europa er Storbritannien i øjeblikket ramt af høje temperaturer.

En vejrudsigt hos det britiske medie BBC viser, at der fredag eftermiddag er lige under 30 grader i Manchester. Jo længere man kommer hen på aftenen, jo mere ser temperaturen ud til at falde.

Det er første gang i 16 år, at Oasis skal give koncert i hjembyen.

Oasis skal spille i Heaton Park og går efter planen på scenen klokken 20.15 lokal tid - klokken 21.15 dansk tid - fremgår det af et Instagram-opslag.

Lørdag ventes temperaturen at ramme 30 grader.

Koncerterne i Manchester er en del af bandets store genforeningsturné.

Oasis blev dannet i 1991, og i 2009 blev bandet opløst som følge af personlige og professionelle uoverensstemmelser.

De efterfølgende år optrådte bandmedlemmerne og brødrene Liam og Noel Gallagher hver for sig og aldrig sammen.

Men i august sidste år meddelte det populære band - efter at der havde floreret kraftige rygter - at det genopstod og ville give koncerter i 2025.

I en udtalelse forud for genforeningsturnéen forklarede Gallagher-brødrene, at deres genforening er sket som følge af en "gradvis erkendelse af, at tiden er inde".

4. juli tog Oasis så hul på genforeningsturnéen på Principality Stadium i Wales' hovedstad, Cardiff.

Bandet skal spille i alt 41 koncerter og kommer også forbi steder som London, Edinburgh i Skotland og Dublin i Irland.

Efter Storbritannien og Irland spiller Oasis i Canada, USA, Mexico, Sydkorea, Japan, Australien, Argentina, Chile og Brasilien.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 11/07/2025 - 10:00

FAKTA: Sådan kan reglerne tolkes

* En mand klagede sidste efterår til Ligebehandlingsnævnet over sin arbejdsgiver, da han mente, der blev gjort forskel på køn i forhold til beklædningsregler for de ansatte.

* Manden sagde, at han havde fået at vide, at de mandlige ansatte skulle bære lange bukser og lukkede sko, mens de kvindelige ansatte også måtte bære kjoler og nederdele samt åbne sko.

* Nævnet afviste mandens klage.

* Begrundelsen lød, at ingen af kønnene ifølge sagens oplysninger måtte bære shorts.

* Nævnet lagde desuden vægt på, "at manden efter det oplyste ikke havde fået afslag på eller haft ønske om at klæde sig efter retningslinjerne for de kvindelige ansatte" - altså havde han været i sin gode ret til at bære kjole eller nederdel.

Kilde: Ligebehandlingsnævnet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 11/07/2025 - 10:00

FAKTA: Disse beklædningsgenstande deler vandene

Den faglige organisation Lederne har udført en undersøgelse, hvor omkring 1000 af deres medlemmer har svaret på spørgsmål om dresscode på arbejdspladsen.

Tallene angiver, hvor stor en andel af lederne, der ikke vil acceptere det følgende:

* Kort kjole/nederdel (over knæet) - 10 procent.

* Nedringet overdel eller skjorte - 21 procent.

* Joggingtøj - 39 procent.

* Kasket - 19 procent.

* Shorts - 16 procent.

* Sandaler/åbne sko - 9 procent.

* Klipklappere/badesandaler - 40 procent.

* Mavebluse - 41 procent.

* Tøj med politiske budskaber - 32 procent.

Kilde: Lederne.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek