Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/11/2023 - 10:00

Taxatravlhed: Sådan sikrer du dig en vogn i højtiderne

Trængsel og alarm er ikke kun for julegaveindkøbere. Det gælder også for landets taxaselskaber, når højtiderne rammer. Læs, hvordan du sikrer dig en vogn.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Der er tryk på telefonlinjerne hos landets taxaselskaber i julen og til nytår.

Og mens chaufførerne kører i pendulfart for at samle travle og fulde julefrokost- og nytårsgæster op, kan det være svært at få prajet en vogn.

Så hvis du vil have et forspring, handler det om at have et par fif i baglommen, lyder det fra Per Baltsen, der er direktør i Taxa 4x35.

- Nytårsaften og julefrokosttiden har vi meget, meget travlt, og hvis du bestiller en taxa i de mest travle perioder, vil der være forøget ventetid, siger han.

Ifølge direktøren arbejder de på højtryk mellem klokken fire og halv seks om eftermiddagen, når folk skal til festlighederne, og så igen mellem midnat og to om natten, når de skal hjem igen.

- Men planlægger du uden om de tidspunkter, så har du forhøjet dine chancer for at få en vogn ganske væsentligt, siger han.

Skal du dog alligevel afsted på samme tidspunkt som alle andre, har Per Baltsen nogle råd, du kan følge.

- Kør flere sammen. Er I tre i en taxa, er der frigivet to andre vogne. Spørg chaufføren, om I kan splitte betalingen og blive sat af tre forskellige steder, siger han.

Og frem for at ringe efter en taxa anbefaler direktøren eksempelvis at bruge selskabets app.

- Her får du et overblik over, hvornår vognen sendes ud, hvor langt den er, og hvilken vogn der har accepteret din anmodning frem for at ringe og sidde i mørket og vente, siger Per Baltsen.

Et sidste råd fra direktøren er at lade være med at bestille taxaen dagen før nytårsaften.

- Det er ikke sådan, at vi skriver dit navn på en gul seddel og lægger den forrest i køen. Når vi har så travlt, som vi har, sender vi tidligst turene ud 20 minutter før.

- Og er der ikke en vogn i nærheden, så kan du komme du til at vente lidt, siger han.

Hos Dantaxi er juleaftensdag og nytårsaftensdag også de absolut mest travle tidspunkter for taxichaufførerne.

Og det betyder også, at der nogle gange kan ske misforståelser mellem chaufføren og kunden, fortæller Rasmus Krochin, der er kommunikationsansvarlig.

- Et af de steder, hvor det ofte går galt, er, når kunden og chaufføren misser hinanden.

- Det kan være, hvis kunden ikke har set taxaen, eller der ikke er blevet givet en præcis adresse. Er man inde i en større by med mange mennesker, kan det godt være svært at finde hinanden, siger han.

Samme melding kommer fra Per Baltsen, som anbefaler at praje en taxa frem for at ringe og bestille en, hvis du befinder dig i en storby.

- Det kan være svært at finde dig, hvis du står nede i Indre By i København sammen med alle de andre og gerne vil hjem lidt over midnat.

- Det kan du nemmere slippe afsted med i de mindre byer, siger han.

/ritzau fokus/

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 19:42

Ny overborgmester er til kongens nytårskur på første arbejdsdag

Claus Bech/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på årets første aften på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SF's Sisse Marie Welling, der officielt har første arbejdsdag som Københavns nye overborgmester den 1. januar.

- Jeg er stolt af at repræsentere byen på en dag som i dag, siger hun til den fremmødte presse.

Derudover har både SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S) også fundet vej til den røde løber foran Christian VII's palæ.

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Politikerne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er vært. Værtsrollen overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Regeringens ministre, Folketingets formand og andre officielle gæster har fået en invitation til torsdagens arrangement.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

FAKTA: Investeringer i forsvar er fordoblet

* En opgørelse viste for et par måneder siden, at pensionsbranchen har fordoblet beholdningen af investeringer i forsvarsvirksomheder.

* Fra januar 2024 til april 2025 er forsvarsinvesteringerne øget fra godt 9 milliarder kroner til næsten 19 milliarder kroner.

* Stigningen skyldes både, at pensionsselskaber har øget deres eksisterende investeringer i forsvar, at nye pensionsselskaber er gået ind på området, og at især europæiske børsnoterede forsvarsaktier er steget i værdi.

Kilde: Forsikring og Pension.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

Dine pensionskroner kan ende i våben

Khaled Desouki/Ritzau Scanpix

Hvis du ikke ønsker, at din pensionsopsparing bliver investeret i forsvarsindustrien, kan du typisk fravælge våben.

De fleste danskere indbetaler til en pensionsopsparing, som bliver investeret, så den kan vokse.

For mange pensionskunder indebærer det i dag i højere grad end tidligere også investeringer i forsvarsindustrien og våben. Og det bør man være klar over som kunde.

Sådan lyder det fra underdirektør i brancheorganisationen Forsikring og Pension Tom Vile Jensen.

- Hvis man har en holdning til det, vil jeg råde til, at man kontakter sit pensionsselskab og spørger ind til sine muligheder, siger han og fortsætter:

- Investorer i det private har tidligere holdt sig helt fra atomvåben blandt andet på grund af FN's traktat om forbud mod atomvåben, der trådte i kraft i 2021. Men ingen Nato-lande - heller ikke Danmark - har underskrevet eller ratificeret den, siger han.

Ifølge Nato er atomvåben en central del af alliancens forsvar som et afskrækkelsesmiddel.

Selv om Danmark ikke har underskrevet traktaten, vurderer Tom Vile Jensen, at den har fået pensionsselskaber herhjemme til at afholde sig fra investeringer i dele af forsvarsindustrien.

For eksempel har landets største pensionsselskab, PFA, tidligere haft en politik om ikke at investere i selskaber, der producerer komponenter til atomvåben.

Men den politik er siden blevet lempet, fortæller Rasmus Bessing, der er PFA's direktør for ansvarlige investeringer.

- Vi lever i en verden, som er under forandring - særligt efter Ruslands invasion af Ukraine. Når verden forandrer sig, skal vi følge med for fortsat at være relevante i den virkelighed, vi agerer i, siger han.

- Der er i Europa bred enighed om, at vi skal tage bedre hånd om vores egen sikkerhed. Som en del af den udvikling har vi tilpasset vores investeringspolitik, så vi i højere grad kan investere i den europæiske forsvarsindustri.

Tidligere var to tredjedele af PFA's investeringer amerikanske. Ifølge Rasmus Bessing udgør USA og EU nu cirka 50 procent hver.

- PFA kan nu investere i eksempelvis Airbus, Boeing og Dassault Aviation, hvor en lille del af omsætningen kommer fra dele til atomvåben. For eksempel leverer Airbus dele til det franske atomforsvar.

Han understreger, at der fortsat ikke bliver investeret i konventionsstridige våben, såsom klyngebomber samt biologiske og kemiske våben.

Som pensionskunde har man typisk mulighed for at sige nej til våben.

- Hvis man ikke ønsker, at ens pensionsopsparing skal bruges til investeringer i våben, kan man vælge vores Klima Plus-produkt, som er fri for våben, siger Rasmus Bessing og uddyber:

- Fravælger man våben, betyder det ikke, at man vil få et dårligere afkast. Målet er, at opsparingen skal vokse på samme måde, uanset om man vælger at investere i våben eller ej.

Hos Danica Pension er synet på investeringer i forsvarsindustrien også gradvist blevet ændret. Det forklarer investeringsdirektør Poul Kobberup.

- Selv om vi investerer mere i forsvar, sker det fortsat ansvarligt og med nøje etiske overvejelser. Alle vores investeringer skal stadig leve op til ESG-kravene, siger han.

Det betyder, at der skal tages hensyn til miljø, sociale forhold og god selskabsledelse.

- Ligesom andre pensionsselskaber tilbyder vi et produkt, der er helt fri for investeringer i forsvar og våben. Hos os hedder det Ansvarligt Valg, siger Poul Kobberup.

Han tilføjer, at uanset om investeringen er med eller uden våben, vil den gå op og ned, men over tid skulle opsparingen gerne vokse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek