Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

21/03/2023 - 09:00

Påskefrokost: Nip til akvavitten eller brug den i drinks

To erfarne bartendere giver fif til, hvad du kan servere til påskefrokostens stenbiderrogn og lammesteg.

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Traditionen tilskriver akvavit i glassene, når du samler familien og vennerne om bordet til påskefrokost.

- Det er jo vores skandinaviske nationalklenodie. Man kan sige, at det er vores cognac eller champagne, siger Emil Vang, der er bartender og partner i destilleriet Nordic Ethanol.

Han foreslår, at du både serverer den stærke drik rent og bruger den i drinks.

Til fiskeretter som stenbiderrogn, æg og rejer og kryddersild lyder anbefalingen, at du skænker dildakvavit op til dine gæster.

Følges fisken op af lune retter som lam, passer kommenakvavit dog bedre, fordi den emmer af varme krydderier. Men ingen af delene bør hældes ned i store mængder, understreger Emil Vang.

- Hele idéen med akvavit er, at den fungerer som en ganerenser, så lad endelig være med at bælle den. Tag i stedet små nip mellem retterne, siger han.

Samme budskab kommer fra hans fagfælle Sune Risum-Urth, som er bartender og udviklingschef hos Copenhagen Destillery.

- Akvavit har et blakket ry som noget, du kun drikker for at blive utroligt beruset. Sådan bør det slet ikke være. Du skal drikke mindre og tænke det som en god ledsager til maden, siger han.

En anden uskik er at smide flasken i fryseren inden servering, mener begge bartendere.

- Kulden fjerner sødmen, og så er der kun bitterheden tilbage. Det giver en ubalanceret smag, forklarer Sune Risum-Urth.

Giv i stedet akvavitten en plads i køleskabet eller vinskabet, før du hiver den frem på påskebordet.

Du kan også forkæle dine gæster ved at bruge den i cocktails.

- Når vi har gæster hjemme hos mig, kan jeg godt lide at lave en martini til dem, og en dildakvavit smager megagodt i en martini, siger Emil Vang.

Han blander akvavitten med vermouth, rører rundt med isterninger, og hælder det op i kolde glas, der har været en tur i fryseren. Til sidst garnerer han med lidt dild eller citronskal.

Sune Risum-Urth har også en stor forkærlighed for martinien. I stedet for vermouth bruger han dog lillet, som er en fransk aromatiseret vin.

Her blander du halvanden centiliter lillet med fem centiliter dildakvavit og rører det hele sammen med is.

- Det er utroligt dejligt at gå rundt og småfryse mellem erantisserne i haven og drikke martini og spise stenbiderrogn, siger Sune Risum-Urth.

Er der stadig akvavit tilbage efter maden, kan du kreere en cocktail, som dine gæster kan slå mave på. Det kan for eksempel være en mai tai, lyder det fra Emil Vang.

- Her fungerer en akvavit med kommen eller orangeskal rigtig godt. Det skyldes, at det er en spiritus med varme krydderier, som passer godt ind i mai tai-opskriften, der også er krydret, siger han.

Bland akvavitten med appelsinlikør, mandelsirup og lime. Ryst det godt og top med knust is, mynte og eventuelt et drys kanel.

Er det dildakvavitten, du har tilovers, kan du blande den med grapesodavand eller cider og blot pynte med en skive citron.

- Det bliver dejligt let, og dilden er sjov i sådan nogle drinks, fordi den fremhæver friskheden, siger Sune Risum-Urth.

/ritzau fokus/

København, 08/11/2025 - 20:03

Breaking Bad-skabers nye serie begejstrer samtlige anmeldere

Valerie Macon/Ritzau Scanpix

En postapokalyptisk tv-serie lavet af manden bag succesen "Breaking Bad" falder i god jord hos anmelderne.

Der er positive anmeldelser over hele linjen til "Breaking Bad"-skaber Vince Gilligans nye tv-serie "Pluribus", der har fået premiere i denne uge.

Det fremgår af filmhjemmesiden Rotten Tomatoes, hvor serien har fået 100 procent positive anmeldelser.

Siden samler filmanmeldelser til en samlet score.

"Pluribus" beskrives som en postapokalyptisk science fiction-serie.

I serien følger man romanforfatteren Carol Sturka, der er en af 12 personer i verden, der er immune over for et virus. Virusset relaterer sig til rumvæsener, og det gør de inficerede fredelige og tilfredse.

Hovedpersonen spilles af Rhea Seehorn, der også var blandt de medvirkende i Gilligans anden tv-succes "Better Call Saul".

BBC kalder Gilligans nye skud på stammen "en af 2025's mest begavede serier".

Mediets anmelder giver "Pluribus" fem stjerner og fremhæver især seriens kritik af kunstig intelligens.

Det amerikanske underholdningsmedie Variety roser serien for sin eksperimentelle facon og for hovedpersonens præstation.

- Det er en fryd at se et talent som Seehorn få et lærred, som det, hendes talent fortjener, skriver anmelderen.

Også herhjemme får serien og hovedrolleindehaveren ros.

Politikens anmelder kalder serien intelligent, sorgfuldt meningsfuld og sjov og giver den fem ud af seks hjerter.

Anmelderen beskriver en trang til at afsløre seriens plot, men vil ikke snyde læseren for fortællingens overlegne spænding, skønhed og kamp med eksistens.

- Man er fra starten dybt følelsesmæssigt engageret i Carols skæbne og nye virkelighed, der er en form for "Palle alene i verden"-fortælling, hvis Palle altså valgte ensomheden, i stedet for - som i alle memes'ne - at underkaste sig rumvæsenerne, skriver anmelderen.

Tv-serien kan ses på streamingtjenesten Apple TV.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 08/11/2025 - 19:19

Breaking Bad-skabers nye sci-fi-serie tager kegler hos anmelderne

Valerie Macon/Ritzau Scanpix

En postapokalyptisk tv-serie lavet af manden bag succesen "Breaking Bad" falder i god jord hos anmelderne.

Der er positive anmeldelser over hele linjen til "Breaking Bad"-skaber Vince Gilligans nye tv-serie "Pluribus", der har fået premiere i denne uge.

Det fremgår af filmhjemmesiden Rotten Tomatoes, hvor serien har fået 100 procent positive anmeldelser.

Siden samler filmanmeldelser til en samlet score.

"Pluribus" beskrives som en postapokalyptisk science fiction-serie.

I serien følger man romanforfatteren Carol Sturka, der er en af 12 personer i verden, der er immune over for et virus. Virusset relaterer sig til rumvæsener, og det gør de inficerede fredelige og tilfredse.

Hovedpersonen spilles af Rhea Seehorn, der også var blandt de medvirkende i Gilligans anden tv-succes "Better Call Saul".

/ritzau/

Læs Mere >>

, 08/11/2025 - 10:00

FAKTA: Sådan streamer danskerne

* I 2024 streamede hver dansker 1 time og 19 minutter dagligt. Det var en fremgang på 6 minutter (svarende til 8 procent) siden 2023.

* Det er på streamingtjenesterne DRTV og TV 2 Play, der er sket den største fremgang i antallet af streamingminutter siden 2023.

* De to public service-tjenester tegner sig for 54 procent af danskernes streamingforbrug.

* Siden 2018 er tallet for, hvor mange der ser film og serier via tv-kanaler eller tv-pakker, faldet.

* Det er mest udbredt blandt unge mellem 16-24 år at streame på mobil eller tablet, mens man er på farten.

Kilder: TV 2-rapporten "Streaming i Danmark: Tre tendenser, der tegner streamingmarkedet i 2024" og Danmarks Statistik.

/ritzau fokus/ 

Læs Mere >>

, 08/11/2025 - 10:00

Forstå algoritmerne og kontroller dit streamingforbrug

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Bag dine streaminganbefalinger gemmer sig målrettede mekanismer, der vil fastholde dig foran skærmen. Og det er en god idé at være opmærksom, siger eksperter.

Streaming er blevet en fast del af manges hverdag - og for nogle en sand tidsrøver.

I tredje kvartal af 2025 brugte hver dansker i gennemsnit en time og ni minutter dagligt på at streame indhold. Det viser en nylig undersøgelse fra TV 2.

Tal fra Danmarks Statistik har desuden vist, at andelen, der streamer film og serier via streamingtjenester, som de betaler for via abonnement, er stigende.

Hvis du gerne vil have mere kontrol med dit streamingforbrug, handler det i høj grad om at forstå algoritmerne bag, forklarer Rasmus Rex Pedersen, der er lektor på Roskilde Universitet, hvor han forsker i streaming.

- Som brugere af de her streamingtjenester har vi generelt været for ukritiske omkring vores forståelse af algoritmerne, siger han.

"Hvis du var vild med "Borgen", vil du også elske "House of Cards"". Du er sikkert selv blevet mødt med et lignende scenarie.

Tippet kommer fra en algoritme, der forsøger at forudsige, hvad du vil synes om baseret på din tidligere adfærd og præferencer.

Og det er smart, når streamingtjenesterne råder over så massive mængder af indhold, forklarer Rasmus Rex Pedersen.

- Man kalder det for "the paradox of choice" - altså at det kan være svært at navigere i så meget indhold, så vi har brug for nogen, der kan kuratere indholdet for os, siger han.

Ifølge forskeren har mange en ret stor tiltro til, at algoritmen er objektiv.

- Men det er vigtigt at være bevidst om, at de ikke bare er neutrale. Algoritmerne har en klar ambition om at understøtte virksomhedens mål. Og for en stor del af streamingtjenesterne handler det om at fastholde os så længe som muligt, forklarer Rasmus Rex Pedersen.

Det er noget radikalt anderledes end den måde, vi tidligere har mødt kultur på - særligt i public service-sammenhæng, uddyber han.

Generelt anbefaler forskeren derfor, at du tænker over, hvordan du opsøger noget, der kan supplere det, som algoritmen giver.

- Algoritmerne arbejder statistisk med kvantitative data, og det er vigtigt at supplere med noget kvalitativt som for eksempel at læse anmeldelser eller at tale med folk i sin omgangskreds, siger han.

Ud over at være bevidst om algoritmernes magt, er der dog tiltag, du selv kan forsøge, hvis du vil minimere din streaming, siger medieanalytiker Camilla Mehlsen.

- Man kan sætte sine egne skærmbegrænsninger med en timer. Særligt hvis man bruger sin telefon eller tablet, kan man lægge en tidsbegrænser på de streamingapps, der er de største tidsrøvere, foreslår hun.

For ifølge medieanalytikeren er der ingen tvivl om, at kampen om vores opmærksomhed er vokset.

Netflix-stifter Reed Hastings har sågar tidligere proklameret, at han ser søvn som streamingtjenestens største konkurrent.

- Der er kommet flere og flere udbydere, der kæmper om det. Og de bruger mange af de samme tricks for at fange og fastholde vores opmærksomhed, siger Camilla Mehlsen.

Det gælder for eksempel en funktion som autoplay, hvor indhold såsom videoer eller musik starter automatisk, når noget er slut.

Også anbefalingsalgoritmer, som man også kender fra sociale medier som TikTok, har en enorm stor betydning for, hvor meget indhold vi ser, påpeger Camilla Mehlsen.

- Man ved, at det kan betyde meget at indsætte noget friktion, der kan være små stopklodser i ens forbrug, siger hun og fortsætter:

- Industrien skal pålægges noget ansvar i forhold til fastholdelsesmekanismer. Og der bør særligt være hensyn til mindreårige. Det kan ikke kun være op til den enkelte bruger.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek