Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 19/12/2022 - 11:00

Har du købt et håndværkertilbud? Derfor skal du lave dette regnestykke

Når du har købt et håndværkertilbud, bør du regne på, hvad det vil koste at istandsætte boligen versus at rive det ned og bygge nyt, anbefaler fagekspert.

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

Har du erhvervet dig et håndværkertilbud, har du nok givet mindre for det, end hvis du skulle have betalt for en indflytningsklar bolig.

Men der kan også vente tårnhøje regninger, hvis du vælger at kaste dig over at istandsætte det nye hjem.

Det fortæller Ole Vedsted-Jakobsen, som fagekspert i byggerådgivning og boligkøb hos Videncentret Bolius.

Han anbefaler, at du sætter dig ned og regner på, hvad det ville koste at renovere boligen sammenlignet med prisen for at rive den ned og bygge et nyt hus.

- Man skal vide, at efter man har lavet regnestykket, er der stadig en masse usikkerheder, når man skal renovere, siger han og forklarer, at det typisk koster langt mere at renovere end at bygge nyt.

Men det behøver dog ikke at betyde, at huset skal rives ned. Men det er godt, hvis du har et klart økonomisk grundlag at tage beslutningen ud fra.

- Der kan også være kvaliteter ved huset, som man synes, er vigtige at bevare, siger fageksperten.

Er du selv en meget dygtig gør-det-selv-person, er det måske ikke nødvendigt at inddrage en fagperson.

Men er det ikke tilfældet, bør du for eksempel have en håndværker, som løbende følger med i projektet - uanset om du vælger at istandsætte eller nedrive for at få et nyt hus.

- Det er meget omkostningskrævende at sætte sådan et hus i stand, og det kan den almindelige køber typisk ikke vurdere omfanget af, siger Ole Vedsted-Jakobsen.

Der kan også være en række forhold, som du ikke lige ser ved første øjekast, men først opdager, når du er gået i gang med at istandsætte.

Det kan for eksempel være defekte kloaker, skimmelsvamp, eller at indervæggene under pudsen gemmer løse mursten. Her kan en fagperson hjælpe dig med at komme videre i processen.

Som ny ejer af et håndværkertilbud, kan det også være, at du har overvejet at få en ejerskifteforsikring. Den kan gå ind og dække de skjulte fejl og mangler, som ikke er beskrevet i tilstands- og elinstallationsrapporten.

Men der kan være undtagelser. Det siger advokat Niels Erlandsen, som er formand for Danske Boligadvokater.

- Man skal være opmærksom på, hvad mulighederne er for forsikringsdækning.

- Et håndværkertilbud er typisk ikke blevet vedligeholdt i mange år, så der kan være en del forhold, som ejerskifteforsikringen vil afvise, siger han.

Derfor skal du også forvente selv at have penge op af lommen, når fejlene skal udbedres, forklarer boligadvokatformanden.

/ritzau fokus/

København, 24/05/2024 - 16:59

Dokumentarist bag fast food-dokumentaren "Super Size Me" er død

Evan Agostini/Ritzau Scanpix

Morgan Spurlock døde torsdag som følge af komplikationer i forbindelse med en kræftsygdom, oplyser familien.

Den amerikanske dokumentarist, der særligt er kendt for sit McDonalds-eksperiment i dokumentaren "Super Size Me", Morgan Spurlock er død i en alder af 53 år.

Det oplyser familien ifølge ABC News.

Ifølge mediet døde han torsdag som følge af komplikationer fra en kræftsygdom.

- Morgan gav så meget gennem sin kunst, sine idéer og sin generøsitet, lyder det fra hans bror, Craig Spurlock i en pressemeddelelse ifølge mediet.

Morgan Spurlock har gennem sin karriere lavet et hav af dokumentarer. Men da han placerede sig selv i hovedrollen og spiste mad fra fast food-kæden McDonalds-mad hver dag i en måned, blev han for alvor kendt.

Eksperimentet blev til dokumentaren "Super Size Me" fra 2004.

I den undersøgte Morgan Spurlock, hvilke konsekvenser fast food har for helbredet.

En del af eksperimentet gik ud på, at han skulle sige ja, hvis McDonalds-medarbejderen spurgte, om han ville have en ekstrastor portion - såkaldt Supersize.

Dokumentaren blev en megasucces, der skabte gennembruddet for Spurlock.

Spurlock oplevede tilmed den glæde at få en pris ved Sundance Film Festival samt en Oscar-nominering.

Efter "Super Size Me" fulgte blandt andet dokumentaren "Where in the World Is Osama bin Laden" i 2008. Her drog Morgan Spurlock til Mellemøsten for at finde den dengang levende al-Qaeda-stifter.

Men Spurlocks karriere har også ridser i lakken.

I 2017 indrømmede han i et opslag på Facebook, at han havde krænket en række kvinder seksuelt.

Instruktøren beskrev blandt andet, at han i sin ungdom havde været sammen en kvinde, der senere beskyldte ham for voldtægt.

Spurlocks indrømmelser medførte, at han forlod sit job i produktionsselskabet Warrior Poets.

Han havde været med til at grundlægge selskabet i 2004.

2017 var også året, hvor Spurlock igen kastede sit blik på fast food.

Han udsendte dokumentaren "Super Size Me 2: Holy Chicken", en efterfølger til succesen fra 2004.

Denne gang undersøgte han, hvordan fast food industrieni årene efter hans første film har forsøgt at markedsføre sig selv som sundere.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/05/2024 - 16:30

Dokumentarist bag fast food-dokumentaren "Super Size Me" er død

Evan Agostini/Ritzau Scanpix

Morgan Spurlock døde torsdag som følge af komplikationer i forbindelse med en kræftsygdom, oplyser familien.

Den amerikanske dokumentarist, der særligt er kendt for sit McDonalds-eksperiment i dokumentaren "Super Size Me", Morgan Spurlock er død i en alder af 53 år.

Det oplyser familien ifølge ABC News.

Ifølge mediet døde han torsdag som følge af komplikationer fra en kræftsygdom.

- Morgan gav så meget gennem sin kunst, sine idéer og sin generøsitet, lyder det fra hans bror, Craig Spurlock i en pressemeddelelse ifølge mediet.

Morgan Spurlock har gennem sin karriere lavet et hav af dokumentarer. Men da han placerede sig selv i hovedrollen og spiste McDonalds-mad hver dag i en måned, blev han for alvor kendt.

Det var netop dette eksperiment, som den amerikanske filminstruktør og dokumentarist Morgan Spurlock afprøvede i dokumentaren " Super Size Me " fra 2004.

Han ville undersøge, hvilke konsekvenser fast food har for helbredet.

Det blev en megasucces, der skabte gennembruddet for Spurlock.

Spurlock oplevede tilmed den glæde at få en pris ved Sundance Film Festival samt en Oscar-nominering.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/05/2024 - 10:00

FAKTA: Dine kort kan koste dig penge på ferien

* Pas på dine kort på ferien, og beskyt din pinkode. Mister du kortet undervejs, skal du tage kontakt til din bank med det samme, så de kan spærre det - og eventuelt minimere et tab.

* Vær opmærksom på, at det koster penge at betale med dine kort i udlandet. Banken opkræver typisk 1 procent af beløbet, hvis du er på ferie inden for EU, og 1,5 procent, hvis du er på ferie uden for EU. Det skal sikre banken mod udsving i valutakurser.

* Det koster dig typisk et gebyr at hæve kontanter i hæveautomater i udlandet.

Kilde: raadtilpenge.dk, som drives af Finanstilsynet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 24/05/2024 - 10:00

Sørg for at tøjle budgettet før sommeren er løs

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Når alt fra restaurantbesøg til souvenirs indgår i budgettet, undgår I dyre overraskelser og en forbrændt økonomi på ferien.

Vaffelis, forlystelsesparker, nyt badetøj og lækre restaurantbesøg.

Sommeren byder på masser af herlige oplevelser. Og det er nemt at blive grebet af den gode stemning og lade sig rive med.

Derfor skal du lave et budget for sommerens udskejelser, inden der er gået ferie og fornøjelser i den.

- Det er lettere at overholde, når der på forhånd er sat en grænse eksempelvis for seværdigheder og mad. Det kan godt skride lidt, når man er på ferie, siger Louise Skjødsholm, som er specialkonsulent i finansielt forbrug hos Rådtilpenge.dk, der hører under Finanstilsynet.

Sæt dig jer ned, og tænk igennem, hvilke ekstraudgifter der venter hen over sommeren. Det er nok særligt forberedelse til sommerferien. Hvis man har store børn, kan der også ligge store poster til studenterfester.

Find ud af, hvilken type sommerferie I vil holde. Ud fra det kan i lægge jeres budget.

- Læg fast, hvad der er det overordnede budget. Og så kan man begynde at dele det op: Hvor meget er der til transport, rejseudgifter, mad, fornøjelser og oplevelser, siger Louise Skjødsholm.

Medtag det hele - plads til souvenirs og shopping skal også være regnet ind i budgettet.

Dermed undgår I at komme hjem fra solen til en forbrændt bankkonto.

- Laver man et overforbrug, kan det godt blive dyrt bagefter, hvis man er nødt til at låne, siger Morten Bruun Pedersen, som er seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk.

- Feriebudgettet behøver ikke at være skrabet. Men det er godt med et overslag over, hvad der skal bruges på diverse ting. Man kan jo også blive kreativ og måske gøre noget lidt anderledes, siger han.

Det kan for eksempel være, at udgiften til et feriehus fylder uforholdsmæssigt meget i budgettet. Så er det måske værd at overveje, om huset kunne ligge i et billigere område, nævner Morten Bruun Pedersen som eksempel.

- Man kan justere hist og her. Måske kan man spare på nogle forlystelser og gå i skoven i stedet, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek