Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Storbritannien, 09/04/2023 - 08:00

Kong Charles fejrer bryllupsdag med sin dronning

Prins Harry misbilligede ægteskabet. Men Charles giftede sig alligevel med sin Camilla.

Ben Stansall/Ritzau Scanpix

Af: Af Ritzau Fokus

Når kong Charles officielt bliver kronet som Storbritanniens nye monark i maj, vil hans hustru, Camilla, blive dronningegemalinde.

En omdiskuteret titel for den royale hustru, som sammen med sin mand kan fejre margueritbryllup den 9. april efter 18 år som ægtefolk.

Men deres relation går helt tilbage til 1970'erne, hvor de færdedes i de samme kredse.

Den royale romance er blevet skildret i Netflix-serien "The Crown", som beretter om ulykkelig kærlighed for parret, der ikke måtte få hinanden.

Angiveligt fordi hun var borgerlig uden fine forældre, og han skulle have det rette parti, der passede til tronen.

Charles, der da var kronprins, giftede sig med prinsesse Diana og fik sønnerne prins William og prins Harry.

Dronningegemalinde Camilla bar dengang det borgerlige navn Camilla Shand. Hun blev gift med officeren Andrew Parker Bowles, som hun fik en søn og en datter med.

I 1996 kunne Charles' og Dianas ægteskab ikke mere. Parret blev skilt under stor mediebevågenhed, og prinsesse Diana sagde efterfølgende i et interview, at der havde været tre personer i deres ægteskab.

Året efter omkom prinsesse Diana i en bilulykke i Paris med paparazzofotografer efter sig.

Der gik tre år, før Charles viste sig officielt sammen med Camilla.

Efter fem år sammen som officielt par blev de forlovet.

Ifølge prins Harry misbilligede både han og prins William forlovelsen, selv om de godt kunne se, hvor højt Charles elskede Camilla.

Det uddybede prins Harry i et opsigtsvækkende tv-interview i det amerikanske nyhedsmagasin "60 Minutes" efter udgivelsen af sin lige så omdiskuterede erindringsbog, "Reserven".

Prins Harry mente, at han blev ofret på Camillas PR-alter, som han beskrev det, da han anklagede hende for at plante historier om ham for at ændre sit eget image som "den anden kvinde".

- Det gjorde hende farlig på grund af de forbindelser, hun skabte inden for den britiske presse, lød det fra prins Harry.

Det britiske kongehus har ikke udtalt sig om beskyldningerne.

Trods modstanden fra prins Harry blev Charles og Camilla gift ved en borgerlig ceremoni en forårsdag for 18 år siden.

Selv om Camilla blev gift med den daværende tronarving, som bar tronfølgertitlen prinsen af Wales, brugte hun efterfølgende titlen hertuginde af Cornwall og ikke prinsesse af Wales, som prinsesse Diana havde gjort.

Dengang lød det, at når Charles en dag overtog tronen, ville Camilla bære titlen prinsessegemalinde, lød det.

Men sidste år blev den udmelding ændret.

Storbritanniens daværende monark, dronning Elizabeth, udtrykte i anledning af sine 70 år på tronen ønske om, at Charles' hustru skulle bære titlen dronningegemalinde, når han en dag blev konge af Storbritannien.

Det blev han kort tid efter, da dronning Elizabeth gik bort i september 2022, 96 år gammel.

Den 6. maj 2023 - mindre end en måned efter deres 18-års bryllupsdag og efter mere end 50 års bekendtskab - bliver parret så formelt konge og dronningegemalinde.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek