Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aarhus, 13/09/2019 - 10:37

Unge danske tennissingler fører an mod Tyrkiet

Christian Sigsgaard og Holger Rune skal fredag i aktion for Danmark i Davis Cup-opgøret mod Tyrkiet i Aarhus.

Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det er et par unge gutter, der fredag skal i aktion for Danmarks tennislandshold i Davis Cup-kampen i Aarhus mod Tyrkiet.

Danmarks bedst rangerede singlespiller, Mikael Torpegaard, har meldt afbud til kampen, og derfor er det 16-årige Holger Rune og Christian Sigsgaard på 22 år, der fredag spiller de to singler.

Tyrkerne er på papiret favoritter qua deres placeringer på verdensranglisten som nummer 260 og 338.

Til sammenligning ligger Holger Rune nummer 1125, mens Sigsgaard slet ikke har en placering.

Sigsgaard, der åbner Davis Cup-opgøret med kampen mod Cem Ilkel, spiller nemlig college-tennis i USA. Han mener ikke, at man skal lægge for meget i placeringerne.

- De har rangering, og det har vi ikke. Men ser man på holdene niveaumæssigt, så tænker jeg, at vi er meget lige.

- Selv om der måske står 260 ud for ham og ikke noget ud for mig, så har de spillere, jeg har mødt i college også ligget 250, siger Christian Sigsgaard til tennis.dk.

Hans kamp begynder klokken 16, og umiddelbart efter skal Holger Rune møde Altug Celikbelik.

Lørdag indledes med en double, hvor den rutinerede Frederik Løchte Nielsen skal i aktion sammen med 22-årige Johannes Ingildsen.

Derefter spilles de to afsluttende singler ligeledes lørdag. Holger Rune og Christian Sigsgaard er udset til de opgaver, men det er muligt at skifte ud inden.

Davis Cup-kaptajn Kenneth Carlsen understreger, at holdet skal spillet op til sit bedste for at vinde.

- Vi går ind til hver kamp for at gøre vores bedste og gå efter at vinde. Vi skal have tre kampe for at vinde Davis Cup-opgøret, og så er det ligegyldigt, hvilke kampe det bliver, siger Kenneth Carlsen.

Davis Cup-opgøret er i Europa/Afrika Gruppe II, der er det tredjehøjeste landsholdsniveau i tennis.

Vinder Danmark over Tyrkiet, får holdet mulighed for at spille på et højere niveau næste år, skriver tennis.dk.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek