Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/09/2023 - 10:00

Her dækker din indboforsikring ikke

En indboforsikring kan give ro i maven, fordi man er dækket, hvis uheldet skulle være ude. Men den dækker ikke alle skader.

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus

De fleste har en indboforsikring, som dækker, hvis uheldet er ude. Men har du overblikket over, præcis hvilken dækning din forsikring har?

En indboforsikring vil for eksempel typisk udbetale en erstatning, hvis din cykel bliver stjålet. Men har du en elcykel, kan situationen være en anden.

For hurtige elcykler kaldet speed pedelec med en hastighed op til 45 kilometer i timen skal have en knallertforsikring.

Det forklarer Anne Garde Slothuus, der er forsikringsekspert hos Forsikringsoplysningen.

- Det skyldes, at en speed pedelec betragtes som en knallert. Der er også særlige regler for elløbehjul, der kan køre hurtigere end 20 kilometer i timen, siger hun.

Du bør også være opmærksom på dækningen, hvis du opbevarer såkaldte tyvetækkelige ting i dit hjem.

Det kan være guld og smykker, som er særligt attraktive for tyve, fordi de har en høj værdi og er nemme at sælge videre.

- Hvis vinduer og døre ikke er helt lukkede og aflåste, betragtes et indbrud typisk som simpelt tyveri. Det betyder, at guld og smykker ikke er dækket, siger hun.

Der er altså undtagelser, selv om indboforsikringen som standard dækker mange genstande, lyder det fra privatdirektør i Alm. Brand Group Hjalte Laursen.

- Hvis årsagen til en skade for eksempel er sjældent forekommende, vil det i nogle tilfælde ikke være dækket, mens man i andre tilfælde vil kunne tegne en tillægsforsikring, siger han i en skriftlig kommentar.

Derfor anbefaler han også, at du jævnligt får lavet et forsikringstjek for at sikre, at du har den nødvendige dækning.

Men det er ikke alt, der kan tegnes en tillægsforsikring til.

- Hvis hunden har været alene hjemme og har haft ondt i maven, og robotstøvsugeren har fordelt "gaven" pænt i hele huset, er det for eksempel ikke dækket, siger han.

Hvis du selv har en hund eller passer en andens hund, som ødelægger sofaen i dit hjem, vil din indboforsikring normalt ikke dække skaderne.

Og det vil hundens lovpligtige ansvarsforsikring typisk heller ikke, fortæller Anne Garde Slothuus fra Forsikringsoplysningen.

Der er dog også situationer, hvor din indboforsikring dækker, som du måske ikke er klar over, tilføjer hun.

- Det kan for eksempel være, hvis tøjet bliver ødelagt i vaskemaskinen, eller hvis dit kæledyr bliver stjålet. Og så dækker en indboforsikring ofte udeboende børn op til en vis alder, forklarer hun.

Selv om dækningerne på indboforsikringer kan ligne hinanden, bør du altid spørge dit eget forsikringsselskab, hvordan din forsikring dækker.

Så har du også mulighed for at foretage eventuelle justeringer, hvis du skulle have brug for yderligere dækning.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek