Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Zagreb, 22/09/2022 - 11:00

DBU-boss håber på større landsholdsbudget ved gruppesejr

DBU kan tjene millioner med dansk sejr i Zagreb. Peter Møller vil investere pengene i herrelandsholdet.

Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Med en sejr ude over Kroatien torsdag aften vinder det danske fodboldlandshold sin gruppe i Nations League, og blandt en række sidegevinster finder man en kontant bonus på et væsentligt tocifret millionbeløb.

Ryger de ind på Dansk Boldspil-Unions konto, håber unionens fodbolddirektør, Peter Møller, at bestyrelsen vil allokere en del af dem til at sikre bedre vilkår på herrernes A-landshold.

- Jeg kender ikke det præcise beløb, men det er helt sikkert en del mere end de 11 millioner kroner, vi fik for at vinde en Nations League-gruppe på B-niveau i 2018.

- Vi budgetterer ikke med, at vi skal til slutrunder eller vinde i Nations League, så alt, hvad der kommer oveni, er en bonus.

- Vi har tidligere tilkendegivet over for vores bestyrelse, hvad det kræver, hvis vi skal være på højde med andre nationer på landsholdsniveau, og jeg håber, at bestyrelsen kigger vores vej, hvis herrelandsholdet giver dem muligheden for at dele flere penge ud.

- Vi har ikke fået det, som, vi mener, skal til, for at vi er konkurrencedygtige med andre nationer, siger Peter Møller.

En gruppesejr betyder også, at Danmark til juni skal deltage i Nations Leagues Final 4-stævne sammen med tre andre gruppevindere.

Her står en ny sjat millioner - i euro vel at mærke - samt et trofæ på spil. Alene deltagelsen vil være en milepæl i dansk landsholdsfodbold, mener fodbolddirektøren.

- Det vil være en kæmpe bedrift at vinde en Nations League-gruppe på A-niveau, men det er svært at sammenligne med, om det er lige så stort som at nå en EM-semifinale.

- Det er egentlig heller ikke så relevant, for en gruppesejr og kvalifikation til Final 4 er i sig selv en stor bedrift, for så vil vi være blandt de fire bedste hold i Europa, siger Peter Møller.

Minimummålsætningen var at undgå sidstepladsen i gruppen med Østrig, Kroatien og Frankrig, for så ville Danmark være sikker på at være med på A-niveau i næste udgave af Nations League i 2024.

Den målsætning er opfyldt, og landsholdet kan derfor gå all-in i jagten på førstepladsen, der ud over millionbonus og en Final 4-plads også garanterer en playoffplads i kvalifikationen til EM i 2024, såfremt den normale kvalifikationsturnering ikke forløber, som DBU og landsholdet håber.

- Det betyder selvfølgelig meget sportsligt og økonomisk, at vi allerede er sikret overlevelse i Nations League, men det vil helt sikkert også være rart, hvis vi kan have en EM-livline i baghånden, siger Peter Møller.

Nations League-kampen mellem Kroatien og Danmark begynder torsdag klokken 20.45

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek