Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 18/07/2022 - 10:52

FAKTA: Sådan kåres verdens bedste restaurant

Noma er fjernet fra løb om at blive verdens bedste restaurant. Andre danske kan vinde. Læs, hvordan de vælges.

Af: /ritzau/

Mandag aften udpeges de bedste restauranter i verden ifølge organisationen World's 50 Best Restaurants.

Kåringen finder sted i London på baggrund af bedømmelser fra over 1000 udvalgte madkendere verden over.

Læs mere om, hvordan verdens 50 bedste restauranter vælges:

* I 2002 begyndte det britiske magasin "Restaurant" at offentliggøre en årlig verdensrangliste over de bedste restauranter. Siden da er ranglisten blevet til en selvstændig kommerciel enhed.

* Listen består af de 50 bedste samt 50 "boblere", der ligger mellem nummer 51 og 100. Boblerne offentliggøres en uge inden toplisten, og der er i 2022 ingen danske restauranter blandt boblerne.

* World's Best Restaurant Academy sammensætter listen. Akademiet er skabt udelukkende med det formål at lave den årlige liste.

* Bedømmelserne bygger på stemmer fra et panel på 1080 kulinariske kendere, som omtales som dommere eller jurymedlemmer.

* Dommerpanelet udgøres af en tredjedel kokke og restauratører, en tredjedel madskribenter og en tredjedel berejste gastronomer.

* Der er ingen regler eller retningslinjer for, hvordan dommerne skal vægte deres stemmer. De baseres alene ud fra dommerens personlige oplevelse med restauranten, og der er ingen særlige kriterier, som en restaurant må opfylde, før der kan blive stemt på den.

* Hver dommer kan afgive ti stemmer på restauranter, som vedkommende har besøgt mindst én gang i løbet af de seneste 18 måneder.

* Kloden er inddelt i 27 regioner, og dommerne må maksimalt stemme på seks restauranter i sin egen region. I år er det ændret til syv.

* Afstemningen er hemmelig, og hvert år skiftes mindst hver fjerde dommer fra hver region ud.

* I 2019 havde panelet for første gang en ligelig kønsbalance.

* Top-50-listen bliver lavet ud fra de mere end 10.000 stemmer, som dommerpanelet samlet afgiver.

* Listen har tidligere været domineret af spanske El Bulli og danske Noma.

* Som noget nyt kan tidligere vindere ikke tage topplaceringen igen, og dermed er der ni restauranter, som i 2022 ikke kan kåres som verdens bedste.

Kilde: Ritzau, World's 50 Best Restaurants.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek