Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/08/2023 - 10:50

Rejseselskabet Primo Tours fortsætter opkøbsstrategi

Det er planen, at Bravo Tours skal køre videre som et selvstændigt selskab i Primo Tours-koncernen.

Af: /ritzau/

Det danske rejseselskab Primo Tours har udset sig den næste konkurrent, der skal være en del af den stadigt voksende koncern.

Hvis alt går efter planen, køber selskabet konkurrenten Bravo Tours. Det oplyser Primo Tours i en pressemeddelelse ifølge mediet Finans.

Det er planen, at Bravo Tours skal indgå som et selvstændigt selskab i koncernen.

Aftalen er dog betinget af, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkender opkøbet, fremgår det.

- Konstellationen, hvor Primo Tours og Bravo Tours spiller sammen, er helt oplagt, da vi repræsenterer samme, stærke værdisæt med fokus på kvalitet og service, siger Bjarke Hansen, administrerende direktør i Primo Tours i pressemeddelelsen.

- Vi tror på, at den nye konstellation vil betyde, at vi også fremadrettet kan tilbyde de rigtige produkter til vores gæster.

På nuværende tidspunkt er det ikke muligt for de to parter at udtale sig yderligere om aftalens indhold.

Det skyldes, at den først skal godkendes af konkurrencemyndighederne.

Ifølge Finans var Bjarke Hansen en af stifterne, da Primo Tours blev etableret tilbage i 2009.

Siden er det blevet til opkøb af rejseselskaber Aarhus Charter og SunCharter.

I 2020 overtog Primo Tours desuden Danmarks største skirejsekoncern Skinetworks, der består af rejsebureauerne Danski, Northlander, Slopetrotter, Active Alps og Summit Week, skriver Finans videre.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek