Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 06/08/2022 - 01:57

Medie: Biden ventes at sende ekstraordinær stor hjælp til Ukraine

Ifølge Reuters præsenterer USA indenfor de kommende dage en hjælpepakke til Ukraine på én milliard dollar.

Philipp Schulze/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den amerikanske præsident Joe Bidens administration forventes at underskrive en ny hjælpepakke til Ukraine inden for de kommende dage.

Pakken forventes at være på én milliard dollar.

Det svarer til 7,3 milliarder kroner. Dermed betragtes pakken som ekstraordinær stor.

Det fortæller flere anonyme kilder til nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet indeholder hjælpepakken både pansrede redningskøretøjer og våben, herunder ammunition for langtrækkende våben.

Det forventes, at planerne præsenteres mandag.

Siden Ruslands invasion af nabolandet 24. februar har USA støttet Ukraine med 8,8 milliarder dollar.

Indtil videre har USA blandt andet sendt 16 avancerede missilsystemer af typen Himars til Ukraine.

Flere af dem er ifølge Reuters også en del af den nye hjælpepakke. Også de norskproducerede mellemdistance luftværnsmissiler Nasams ventes at være en del af pakken. Samtidig forlyder det, at USA vil sende 50 pansrede redningskøretøjer af typen M113.

Det Hvide Hus har afvist at kommentere på Reuters historie om hjælpepakken.

Biden har endnu ikke underskrevet aftalen, oplyser de anonyme kilder til Reuters fredag.

Hjælpepakken kommer i kølvandet på, at det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, for nylig åbnede for, at sårede ukrainske soldater skal kunne få medicinsk behandling på den amerikanske militærbase Ramstein i det vestlige Tyskland. Basen er den største amerikanske base uden for USA.

Siden den russiske præsident Vladimir Putin invaderede Ukraine, har krigen udviklet sig til en udmattelseskrig. Den udkæmpes primært i den østlige del af landet.

Fra regeringen i Kyiv lød det i juni, at mellem 100 og 200 ukrainske soldater mistede livet hver dag.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek