Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/03/2023 - 07:23

Infantino begejstrer DBU med sine planer om ligeløn

DBU's formand er meget glad for, at Fifas præsident fokuserede meget på kvindefodbold på torsdagens kongres.

Simon Maina/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Dansk Boldspil-Union (DBU) er på flere områder rygende uenig med Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) præsident, Gianni Infantino.

Men på ét område kan de to parter finde fælles fodslag efter torsdagens Fifa-kongres, hvor Gianni Infantino blev genvalgt uden dansk opbakning.

Den schweiziske Fifa-boss præsenterede nemlig en ambition om, at han i sin kommende embedsperiode vil arbejde for ligeløn i fodbolden.

Præmiepengene skal således være lige store hos kvinder og mænd i de store Fifa-turneringer, og den tanke vækker begejstring hos Jesper Møller, der er formand i DBU.

- Det er vi meget interesserede i at bakke op om, siger Jesper Møller på et videopressemøde efter torsdagens kongres i Rwandas hovedstad, Kigali.

I første omgang præsenterede Gianni Infantino en forstørret præmiepulje ved kvindernes VM den kommende sommer.

Her skal 32 hold - blandt andet Danmark - kæmpe om en pengepulje på 150 millioner dollar, som svarer til godt en milliard danske kroner. Beløbet udgør en tidobling i forhold til i 2015, hvor 24 hold var med ved VM.

Præmiepuljen ved kvindernes VM i Australien og New Zealand svarer til cirka en tredjedel af det beløb, som Danmarks herrelandshold kæmpede om ved VM i Qatar sidste år. Så der er stadig langt til ligeløn.

- Det er en lang rejse. Det sagde Fifas præsident også. Det er noget, vi er optagede af. Det er utrolig positivt at høre ham italesætte det. Uefas (Det Europæiske Fodboldforbund, red.) præsident er også meget optaget af det, siger Jesper Møller.

- Det viser, at det, vi selv går og arbejder med, er der lydhørhed for i Uefa og Fifa. Så er der andre ting, vi er uenige om, men lige det her område er vigtigt for os, så det er positivt, siger Jesper Møller.

Gianni Infantino mener ikke, at det er Fifa, der selv skal sørge for, at man opnår ligeløn.

Ved torsdagens kongres kritiserede han både tv-selskaber og sponsorer for at komme med slatne økonomiske bud på rettighederne til kvindernes VM i forhold til herrernes VM.

- Hvis tv-selskaberne tilbyder os 100 millioner dollar for mændenes VM, tilbyder de os en million eller mindre for kvindernes. Samtidig kritiserer de samme offentlige tv-selskaber Fifa for ikke at garantere ligeløn.

- Tilbyd os 20 eller 50 procent mindre, men ikke 100 procent mindre. Kvinder fortjener langt, langt mere end det, og vi er her for at kæmpe for dem. Men vi skal kæmpe sammen, lød det fra Gianni Infantino fra talerstolen.

Kvindernes VM i Australien og New Zealand bliver spillet fra 20. juli til 20. august.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek