Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/08/2019 - 10:51

ØK-rester i frit fald på børsen

Santa Fe-aktien slagtes på børsen efter tvivl om fremtidig finansiering.

Af: /ritzau/

Det internationale flyttefirma Santa Fe, der bygger på resterne af den gamle ØK-koncern, er mandag morgen i frit fald på børsen.

Efter handlen startede klokken ni styrtdykkede aktien. En times handel barberede næsten en tredjedel af værdien.

Faldet er tilsyneladende en reaktion på usikkerhed om en låneaftale mellem Proventus Capital og Santa Fe Group.

I weekenden skrev Santa Fe Group i en meddelelse til fondsbørsen, at den havde modtaget en besked fra Proventus Capital, hvori det svenske investeringsselskab skrev, at Santa Fe ikke havde overholdt de to parters aftale.

I en mail til Ritzau skriver Proventus Capitals, at selskabet ikke i detaljer vil kommentere, hvordan Santa Fe har brudt parternes aftale.

- Men vi kan konkludere, at situationen er alvorlig, og at det er vigtigt, at bestyrelsen(i Santa Fe, red.) agerer for at håndtere den finansielle situation hurtigt og overholder den indgåede aftale.

Santa Fe har alvorligt brug for penge og for den pengestrøm, der er kommet fra Proventus Capital.

Årsregnskabet for 2018 viste, at den trængte koncern sidste år havde et underskud på knap 70 millioner euro svarende til godt og vel 520 millioner kroner.

I foråret fortalte Santa Fe, at man havde indgået en aftale med Proventus Capital, der forlængede et lån på 38 millioner euro til april 2020. Dermed skulle Santa Fe ikke have penge op af lommen i år.

Santa Fe er ikke enig i, at aftalen mellem de to parter er brudt. Men hvis Proventus har ret, kan lånet kaldes tilbage.

Det gør livet omend meget svært for Santa Fe, der ved udgangen af første kvartal måtte notere et underskud på 5,4 millioner euro og en rentebærende gæld på 49 millioner euro.

Ifølge en analyse fra Alm. Brand er der to mulige scenarier. Det ene er, at Santa Fe ikke klarer skærene, det andet er, at der skal hentes en massiv mængde penge i markedet, eller at gæld skal konverteres til aktiekapital.

Hvis gælden skal betales med aktier, vil det blive til en pris langt under den nuværende.

- Aktien bør nok handles langt under en krone versus fire kroner, som aktien lukkede i i fredags, skriver Alm. Brand ifølge Ritzau Finans.

Klokken 10 står Santa Fe-aktien til lidt under tre kroner.

Santa Fe bygger på det, der tidligere hed ØK. Selskabet blev stiftet i 1897 som et handelsselskab inden for skibsfart og industri.

Koncernen var størst i 1970'erne, hvor over 40.000 fik sine lønsedler fra en eller anden del af koncernen.

Herefter fulgte en nedtur for koncernen gennem flere år. I de år blev forskellige områder solgt fra et efter et.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek