Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Odense, 20/10/2019 - 10:48

Sportschef godkender akkurat dansk indsats i Denmark Open

Viktor Axelsen nåede semifinalen i Denmark Open, hvor alle de danske doubler røg ud i første runde.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det startede rigtig skidt for de danske deltagere i World Tour-turneringen Denmark Open, der slutter søndag i Odense.

I første runde, der blev spillet tirsdag og onsdag, røg 9 af de 12 danske singler og doubler ud af turneringen.

Kun de tre herresingler med Viktor Axelsen, Anders Antonsen og Rasmus Gemke gik videre. Til gengæld overraskede de positivt og leverede flere gange badminton i verdensklasse.

Derfor er det også med blandede følelser, at sportschefen i Badminton Danmark, Jens Meibom, gør status på turneringen, efter at den sidste dansker, Viktor Axelsen, lørdag tabte semifinalen i tre tætte sæt.

- Overordnet var vores håb at have én med i weekenden (semifinale og finale, red.), og det lykkedes med Viktor, som også var tæt på at spille sig i finalen. Så det endelige resultat er godkendt.

- Det var det, vi gik efter, og jeg synes, der er nogle rigtig gode takter i nogle af vores kategorier. Samtidig ved vi også godt, at der forestår et stort arbejde i andre kategorier. Det er vi fuldt bevidste om, siger sportschefen.

Han henviser især til doublerne, der har gang i et større generationsskifte og ikke fik spillet til at fungere i arenaen i Odense i denne omgang.

- Det er klart, at når vi er afsted med vores trup, så er der nogle, der overrasker positivt, og der er nogle, der ikke spiller op til sit niveau.

- Vi håber, at alle spiller op til deres bedste hver gang, men det er sjældent, at alle rammer deres højeste niveau på samme tid. Sådan er det, når det handler om mennesker, siger Jens Meibom.

Han er positivt overrasket over præstationerne fra Axelsen, Antonsen og Gemke.

Sidstnævnte formåede at presse verdensetteren Kento Momota ud i tre sæt i kvartfinalen, mens Axelsen viste, at han igen er tilbage på topniveau efter en længere skadepause, blandt andet da han slog Antonsen i kvartfinalen.

- Det er rigtig glædeligt at se Viktor tilbage igen. Efter en skade er der altid en lille usikkerhed om, hvor han står henne. Og jeg er rigtig glad på hans og også vores vegne, fordi han igen er tilbage på højt niveau, siger Meibom.

Det er landstræner Kenneth Jonassen enig i.

Han har også en blandet vurdering af Denmark Open, hvor første runde helst skal glemmes, mens herresinglernes præstationer er godkendte.

- Jeg bliver jo aldrig helt tilfreds. Jeg havde gerne set en lille smule mere på tværs af vores kategorier. Men vi havde en hård første dag.

- Så tilfredsstillende? Ja. Vil jeg have mere? Absolut, siger landstræneren.

Finalerne i de fem kategorier i Denmark Open begynder klokken 12 søndag, men er altså uden dansk deltagelse.

Herresinglefinalen står mellem Axelsens overmand, Chen Long fra Kina, der har vundet turneringen fire gange tidligere, og verdensetteren Kento Momota, der er forsvarende vinder af Denmark Open.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek