Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Houston, 22/07/2020 - 10:51

USA beordrer Kina til at lukke konsulat i Houston

USA bør omgøre beslutning om at lukke Kinas konsulat i Houston. Ellers vil Kina svare igen, siger ministerium.

Aly Song/Reuters

Af: /ritzau/

USA har bedt Kina om at lukke det kinesiske konsulat i Houston.

Det oplyser Wang Wenbin, der er talsmand for Kinas udenrigsministerium, på et pressemøde onsdag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge det kinesiske udenrigsministerium bad USA tirsdag uden forvarsel Kina om at lukke konsulatet. USA skal have givet Kina tre dage til at gennemføre lukningen.

- Kina fordømmer den uhørte beslutning, lyder det fra udenrigsministeriet.

Kina opfordrer USA til at omgøre beslutningen. Ellers vil Kina svare igen.

Det fremgår ikke, hvorfor Kina er blevet bedt om at lukke konsulatet.

Kinas udenrigsministerium betegner beslutningen som en eskalering af de seneste handlinger mod landet.

- Det er en politisk provokation egenhændigt iværksat af USA, som i alvorlig grad overtræder international lovgivning og den bilaterale aftale mellem Kina og USA, siger Wang Wenbin ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Wenbin "saboterer" den amerikanske handling forholdet mellem USA og Kina.

Lokale medier har rapporteret, at der angiveligt er blevet brændt dokumenter af i konsulatets gård tirsdag nat.

Det afviser talsmand Wang Wenbin. Konsulatet drives som normalt, siger han.

Ifølge Houstons politis Twitter-konto blev der observeret røg fra bygningens gård. Men politibetjente fik ikke adgang til bygningen.

Forholdet mellem USA og Kina er spidset til, siden coronavirusset brød ud i den kinesiske millionby Wuhan i slutningen af sidste år.

I den senere tid er de to lande stødt sammen af flere årsager. Sammenstødene har blandt andet omhandlet handel, teknologi og den nye, omstridte sikkerhedslov for Hongkong, som Kina har indført.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek